
Maja Consuela Juhl, cand.cur.-studerende, Roskilde Universitet
Fra 1. januar 2027 overtager Region Østdanmark ansvaret for specialiseret rehabilitering og dele af den avancerede genoptræning. Det lyder fornuftigt på papiret: mere specialiseret viden, tættere samarbejde med hospitalerne og bedre sammenhæng for borgerne. Men som sygeplejerske, der har arbejdet i rehabilitering, er jeg bekymret.
Vi får et ansvar, der ligger tættere op ad hospitalets faglige niveau – men får vi også ressourcerne, oplæringen og tiden til at løfte det ansvar?
Sundhedsreformen flytter både myndigheds- og finansieringsansvaret for specialiseret rehabilitering fra kommunerne til regionerne. Loven fastslår samtidig, at regionen overtager aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte fra kommunerne. Det betyder, at medarbejdere som mig kan komme til at arbejde med en opgave, der nu formelt er regional – uden at det er sikkert, at vores kompetencer og arbejdsvilkår følger med (Lovforslag nr. L 42 fremsat den 9. oktober 2025).
I dag udskrives flere og flere patienter tidligere fra hospitalet. Det betyder, at mange kommer videre i rehabilitering, mens de stadig har behov for opfølgning og behandling. Nogle skal have medicin justeret, sår behandlet eller deres tilstand vurderet. Andre har brug for, at personalet hurtigt kan reagere, hvis deres tilstand pludselig ændrer sig.
Derfor er rehabilitering meget mere end træning og øvelser. Det handler også om at se den enkelte borger, bemærke små forandringer og vurdere, om der er risiko for forværring. Det handler om at samarbejde med hospitalet og kommunen og om at gribe ind i tide, før en lille ændring udvikler sig til en akut indlæggelse.
Det kræver sygeplejefaglig viden, erfaring og dømmekraft. Gode intentioner er ikke nok. Hvis rehabiliteringen fremover skal modtage flere borgere med komplekse behov, kan vi ikke bare skifte arbejdsgiver eller flytte opgaven til en ny organisation og regne med, at fagligheden løfter sig af sig selv. Kompetencerne skal følges op med oplæring, tid og de rette ressourcer.
Jeg tror på, at en regional model kan styrke rehabiliteringen. Den kan give bedre adgang til specialiseret viden, fælles standarder og et tættere samarbejde med sygehusene. Region Østdanmark har også lagt op til en fælles regional model med regionale døgnenheder.
Men nye strukturer skaber ikke automatisk bedre behandling. En fælles model uden en konkret plan for kompetenceudvikling risikerer at ende med, at medarbejderne bliver bedt om at yde mere – uden at få de nødvendige værktøjer.
Det er ikke nok, at enkelte kolleger får et kursus i forbindelse med overgangen. Vi skal have løbende efteruddannelse, fælles faglig vejledning, supervision, mulighed for at øve nye færdigheder og tid til at lære af hinanden.
Rehabilitering handler om hele mennesket: krop, funktion, medicin, motivation, sociale forhold og hverdagsliv. Netop derfor er sygeplejerskens rolle central.
Vi står ofte tættest på borgeren. Vi observerer forandringer, vurderer risici, håndterer medicin, koordinerer forløb og er med til at sikre, at rehabiliteringen ikke kun bliver et antal træningspas, men en sammenhængende indsats.
Jeg vil gerne tro på, at den regionale rehabilitering kan blive bedre. Men en reform måles ikke på organisationsdiagrammer eller politiske aftaler. Den måles på, om borgeren møder personale, der har tid, viden og tryghed til at gøre et godt job.
Inden 1. januar 2027 skal der ligge en konkret og finansieret plan for kompetenceudvikling. Ellers risikerer vi at flytte ansvaret – uden at flytte muligheden for at løfte det.






