Podcasts
Listen her, er podcasts som især er målrettet sygeplejestudiet, eller som er anbefalet af professionshøjskolerne.
Du kan med fordel også tjekke de øvrige podcast under fanen Podcast/app/web.
Har du en podcast som bør komme på listen, så send en mail til maj@sygeplejevidenskab.dk
Podcast: Innovativ på intensiv: Tracey skaber forandring i sygeplejen
Tracey Christensen er vild med uforudsigeligheden i arbejdslivet på intensivafdelingen på Regionshospitalet i Viborg. Selvom hun ser sig selv på afdelingen i mange år frem, så står hun på ingen måde stille i at udvikle sig som sygeplejerske. – Jeg har altid haft lyst til at forstå, hvordan vi kan blive bedre – både individuelt og som team. Det er en drivkraft, der hjælper mig med at udfordre mig selv og mine kolleger,” fortæller Tracey Christensen i denne måneds udgave af podcasten “Midt I Sygeplejen”.
Podcastserie: Forskning på Etikkens Kant
Viden er godt, viden er vigtigt, viden er fri. Men hvor langt må forskningen egentlig gå for at opnå vigtige og potentielt livsændrende resultater? Dét spørgsmål stiller vært Peter Løhde i podcastserien hvor du kan møde nogle af de forskere, der hver dag bevæger sig ud på etikkens alleryderste kant og stiller spørgsmål, der både provokerer og fascinerer.
Podcast: Kan man blive syg af hjertesorg?
Podcastserie: Dobbelt ramt
I podcastserien fortæller unge og forældre til unge om at være ramt af en dobbeltdiagnose. Det vil sige at være ramt af en psykiatrisk lidelse og et misbrug af enten alkohol, stoffer eller en blanding. Christina fortæller i fem kapitler sin historie. Om at føle sig anderledes, om en omverden der ikke så hendes behov for hjælp, og om at blive afvist i systemet trods tydelig mistrivsel, psykiske problemer og et livstruende stofmisbrug. Men også om, hvad der kan ske, når man bliver mødt som et menneske og får den rette hjælp.
Podcast: Hvorfor er vi så elendige til at implementere?
Podcastserie: Lad os tale om psykisk sygdom
I episode 64 handler det om mandlig mistrivsel med psykolog og forskningsleder på Rigshospitalet Svend Aage Madsen. Alt for mange mænd har næsten ingen at tale fortroligt med. Mænd reagerer meget anderledes på kriser i livet end kvinder gør. I dette afsnit bliver der talt om de mange forskelle, der viser sig hos henholdsvis mænd og kvinder, når livet gør ondt.
Podcastserie: Ramt af kærlighed: Kærlighed på hovedet
Maise har elsket sin far længere end noget andet levende menneske. Men hun véd, at det ikke varer ved, og at noget allerede er væk. For sådan er det med demens. “Nogle gange lader jeg som om jeg har ondt i knæet. Så smører han det ind i Voltaren, og det føles som den omsorg, jeg fik, da jeg var barn.” Den følelse kender skuespiller Iben Hjejle, og de to taler om, hvordan man bevarer kærligheden til den, der er ved at forsvinde.
Vært: Maise Njor. Gæst: skuespiller Iben Hjejle, datter af en far, der havde demens.
Podcastserie: Fixerummet
I Fixerummet inviterer Pelle Hvenegaard de brugere ind til en snak om deres liv og drømme. Hvem er de, hvor kommer de fra og hvad er livet set fra deres perspektiv? Pelle finder ud af, at der er mange veje til en nål i armen eller til kokain i crack-piben. For flere er det en negativ social arv eller en kummerlig barndom uden kærlighed og tryghed, der har tegnet retningen. Fx et tidligere bandemedlem og en ptsd-ramt, der fortæller, at han er tidligere lejesoldat og en ensom fuldtidsarbejdende håndværker, hvis brors selvmord sendte ham i armene på de hårde stoffer. Alle fortæller de om et råt miljø, hvor alle stjæler fra alle, og hvor nære relationer har trange kår.
Podcastserie: Episode: Verdens største fond
Hvilken historie har verdens største fond? Hvordan fungerer en fond? Hvor kommer alle pengene fra? Hvem uddeler dem? Hvad går pengene til? Hvilken vision ligger bag verdens største fond? Hvad skal verdens største computer bruges til? Hvad er de vigtigste områder at støtte i fremtiden?
Vært: Peter Lund Madsen. Gæst: Mads Krogsgaard Thomsen
Podcast: Delirium -når hjernen går sin egen vej
Første afsnit om livet på og efter intensiv omhandler delirium hvor både patient og pårørende deler deres oplevelser.
Podcast: Det gode samarbejde med pårørende i ældreplejen
Pårørendesamarbejde er en vigtig faglig opgave i ældreplejen.
Når samarbejdet fungerer godt, er det med til at sikre tryghed og ro for beboere og deres nærmeste. Omvendt kan et dårligt fungerende samarbejde føre til frustrationer og konflikter.
Derfor er det vigtigt at stille skarpt på, hvad der skal til for, at samarbejdet fungerer. Lyt med på podcastepisoden fra Vold som Udtryksform, hvor du får indsigt i pårørendeperspektivet, når Claus og Frank fortæller om det gode samarbejde med personalet på de plejehjem, hvor deres nærtstående bor.
Podcasserie: Praksisnærhed i Sygeplejerskeuddannelsen
At bygge bro mellem teori og praksis.
Klinisk vejleder Tina Mejlgaard og underviser Margit Lund-Cramer taler om hvordan man bedst får dannet relation til sin kliniske vejleder. Hvad gør jeg, når jeg ikke synes, jeg kan huske teorierne? Hvordan får jeg dem omsat til praksis i mit kliniske forløb? Der bliver ligeledes vist konkrete forslag til, hvordan man kan anvende model for klinisk beslutningstagen og klinisk lederskab i den kliniske praksis.
Podcast: Det endelige opgør med psykologerne
Svend Brinkmann har inviteret psykologforeningen og forkvinde Dea Seidenfaden i studie for at spørge om hun kan forsvare, hvorfor psykologerne har fået så meget indflydelse på vores liv. Psykologerne er her, der og alle vegne, de er svaret på livets besværligheder, men skal vi alle sammen bare gå til psykolog?
Podcast: Sundhedsministeren
Hvad er planen? Hvad er ideen med et samfund, hvor menneskene bliver mere og oftere psykisk syge?
Det spørger Svend Brinkmann sundhedsminister Magnus Heunicke om.
Podcast: Forskning er ikke glasur - det er nødvendigt for sygeplejen
Podcast i 2 dele med forskningschef og professor i sygepleje Bibi Hølge-Hazelton der til daglig er professor i sygepleje og forskningsleder på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.
Podcast 1 har primært fokus på Bibis virke som professor. Her har de sygeplejestuderende lavet spørgsmål, som Bibi efter bedste evne svarer på.
Podcast 2 har fokus på Bibis forskning om, hvorfor forskning i sygepleje er helt afgørende for at udvikle faget og for sygeplejerskerne – og især for patienterne. Lyt også til “livet som professor i sygepleje” af professor Connie Bertelsen
Podcast: Gør sundhedssystemet raske mennesker syge? -24 spørgsmål til professoren
Tusindvis af danske kræftpatienter bliver diagnosticeret uden grund, og flere nationale screeningsprogrammer er unødvendige.
Hør praktiserende læge og sundhedsforsker John Brandt Brodersen udlægge et sundhedsvæsen, der spilder 40 procent af sine ressourcer, og en sundhedskultur, der gør raske mennesker til patienter.
Podcast: Hormoner som forskningsmæssig kampplads -24 spørgsmål til professoren
Forskning i kvinders hormoner handler ikke bare om viden, men om ideologi. For er PMS patriarkatets påfund eller et psykiatrisk syndrom? Og hvordan skal vi forholde os til overgangsalder?
Psykiater Vibe Gedsø Frøkjær forklarer, hvordan hormonsvingninger påvirker hjernen fra teenageraseri til demens, og hvad man kan gøre ved det.
Podcast: Prioriteringer i sykepleien
Norske Siri Tønnesen har forsket i prioriteringer i sygepleje. I denne episoden taler hun med professor i sygepleje Berit Støre Brinchmann, om det at foretage prioriteringer i sygeplejen og de etiske vurderinger af prioriteringerne.
Podcast & Faglig artikel: Intramuskulære injektionsteknikker
Intramuskulære injektionsteknikker har ændret sig i de senere år. Forskning har medført nye anbefalinger for injektionsteknikker og injektionssteder. Derfor er der brug for en opdatering på baggrund af ny teknologi og evidens.
Sygviden har derfor inviteret Trine S Madsen og Eva Toth i studiet. Vært er Ben Farid Røjgaard Nielsen og hans to gæsteværter sygeplejestuderende Mille Steffesen og Louise B Nielsen. Lyt eller Læs artiklen
Podcastserie: KITLEN KALDER
4 sygeplejestuderende udforsker vejen og kaldet til kitlen indenfor sygeplejen. Tanker, refleksioner, erfaringer samt tips og tricks til hvordan du kan gøre studielivet lettere. Her får du lyd på fremtidige sygeplejersker, som blandt andet sætter ord på svære teorier og på mange af de ting, man kan støde på som sygeplejestuderende som tror på at man godt kan lære sin teori, uden altid at skulle læse sig til det og bruge hele sin fritid på det. For hvordan jonglerer man egentligt med studielivet og sin fritid? Og hvordan kommer du lettere igennem studietiden?
Podcastserie: SYGEPLEJESTUDERENDE TALER
Sygeplejestuderende fortæller om livet som studerende i et meget omdiskuteret fag, hvor man for alvor sættes på prøve i alle aspekter. Lyt med og få indsigt i noget af det, der har betydning for de studerendes trivsel i deres studieliv og hør fortællinger fra en hverdag, hvor de ofte konfronteres med deres valg af karriere, studie og livsstil. Fx PANIK KLINIK, at være mand i sygeplejen eller at studere som ordblind eller tidligere psykisk syg.
Podcastserie: SYGEPLEJENS FODSPOR
Sygeplejeteori i ørerne! Podcastserie udgivet af UCN Sygeplejerskeuddannelsen. Hvilke podcasts vil studerende lytte til, hvis de selv kunne bestemme? På den baggrund er der produceret otte podcastepisoder, som handler om sygeplejens historie, Fundamentals of Care og seks væsentlige sygeplejeteoretikere. Gode til eksamensforberedelse!
Podcastserie: SYG VIDEN
Podcastserie udgivet af KP Sygeplejerskeuddannelsen. Her bliver forskere inviteret i studiet for at fortælle om deres forskning og betydning for klinisk praksis. Hør blandt andet om hjerterehabilitering, LGBT+, Kostvejledning, socialsygeplejersker, åreforkalkning i benene, stofmisbrugere, faldforebyggelse, børn, teknologi og morgenmadsklubben og meget mere.
Podcastserie: FÅRKING KRONISK
I podcastSERIEN FÅRKING KRONISK vil vært Mette Aas, sammen med den ugentlige gæst, snakke om hvordan det egentlig er at være ung og kronisk syg. De snakker om hospitalsindlæggelser, lykkelig kærlighed og alt derimellem.
Podcastserie: Piller fra helvede
I Ribe sidder 5 drenge, og om lidt tager de en pille, der kommer til at ændre deres liv. Pillen ser uskyldig ud – faktisk kan du lovligt hente den på apoteket med den rigtige recept i hånden. Men i de forkerte hænder, er den dødsensfarlig.
Podcastserie i 3 dele “En eksplosion i hjernen” “Det første dødsfald” “Det sidste skub”
Podcastserie: I min lomme ligger en sten
Da Line var seks år, døde hendes lillesøster. Med ét stod Line med en sorg og et savn, der har boet i hende lige siden. Men hvad kan hun overhovedet huske fra dengang? Og er det egentlig okay at blive ked af noget i dag, der skete for så lang tid siden?
I podcastserien i 4 dele, undersøger Line Kirsten Nikolajsen, hvad der egentlig skete, da hendes lillesøster Laura døde, og hvad det har betydet for hendes liv, at sorgen flyttede ind i hendes familie for 22 år siden.