Joost, M.A., Geisler, A.E. 2026. “Exploring the Impact of “The Pause” after Unsuccessful esuscitation: Insights from Cardiac Arrest Teams”. Nordisk sygeplejeforskning.13 januar 2026, pp 1–14. https://doi.org/10.18261/nsf.15.4.5
Af Maria Ann-Christina Joost, klinisk sygeplejespecialist, MKS, anæstesisygeplejerske, anæstesiologisk afd. Sjællands Universitetshospital, Roskilde. Majoo@regionsjaelland.dk og Anja Edith Geisler, sygeplejefaglig forskningsleder, ass. Professor, lektor Dr. med. Afdeling for Transplantation og sygdomme i fordøjelsessystemet, Rigshospitalet.
Introduktion
Formålet med studiet var at undersøge hjertestopholdets erfaringer med anvendelsen af The Pause – et minuts stilhed – i en in-hospital kontekst efter afsluttet hjertestopbehandling med dødeligt udfald. Studiet belyser, om praksis med 1 minuts stilhed opleves som meningsfuld i forhold til personalets emotionelle bearbejdelse af en traumatisk hændelse, samt om den har betydning for overgangen til efterfølgende pleje af andre patienter.
Metode
På baggrund af et litteraturreview om ‘The Pause’ blev fire overordnede temaer identificeret og anvendt til udarbejdelse af en semistruktureret interviewguide. Data blev indsamlet gennem to fokusgruppeinterviews med anæstesisygeplejersker, anæstesilæger, portører og sygeplejersker fra en stamafdeling. Interviewene blev videooptaget, transskriberet ordret og analyseret ved hjælp af deduktiv indholdsanalyse inspireret af Elo og Kyngäs analysemodel.
Resultater
Analysen identificerede fem temaer:
(1) Ligeværd og anerkendelse i teamet
(2) Værdi og respekt for menneskeliv
(3) At værne om et humanistisk menneskesyn
(4) Afklarethed i overgange samt
(5) Barrierer mod The Pause.
Diskussion
Studiet viser, at The Pause opleves som en meningsfuld praksis, der fremmer fællesskab, lighed og respekt for menneskeliv i hjertestopholdet. Pausen bidrager til at genindsætte humanistiske værdier i et ellers opgavefokuseret behandlingsforløb og understøtter følelsesmæssig bearbejdning og oplevelsen af afslutning. Samtidig fremmer praksissen ro og mental klarhed, hvilket kan lette overgangen til efterfølgende patientopgaver og potentielt styrke patientsikkerheden. På trods af identificerede barrierer opfattes ‘The Pause’ ikke som et religiøst tiltag, og den frivillige karakter vurderes som central for accept.
Konklusion
The Pause rummer et betydeligt organisatorisk og professionelt potentiale som en lavrisiko- og ressourcebesparende praksis, der kan styrke trivsel, refleksion og en respektfuld organisationskultur i hospitalsvæsenet, forudsat aktivt klinisk lederskab.
