Sårbarhed og sensitivitet – på begge sider af relationen – En tale til nyuddannede sygeplejersker

Af Dorthe Susanne Nielsen, Sygeplejerske og Professor i sårbarhed og en del af Sygeplejevidenskab.dk’s videnskabelige panel. Dorthe.Nielsen@rsyd.dk

Sårbarhed og sensitivitet – på begge sider af relationen er en dimissonstale til sygeplejersker der dimitterede 20. januar på University College Lillebælt. Jeg har skrevet denne tale med ønsket om at give ord til det, mange mærker: at sygepleje handler om at stå i sårbarhed, hver dag. Ikke kun patientens, men også ens egen sårbarhed. Talen udfolder sårbarhed som en rød tråd i sygeplejen: patientens sårbarhed og den nyuddannedes sårbarhed. En sårbarhed som samtidig danner grundlag for den professionelle sensitivitet, der er en betingelse for omsorg, faglighed og ansvarlighed. Talen fremhæver også fællesskab, kultur og et etisk kompas som afgørende for både omsorg, værdighed og kvalitet.

Kære sygeplejersker kæmpe stort tillykke med jeres nye titel ….også stort tillykke til jeres familier!
Tillykke til jer –  ikke bare med en afsluttet uddannelse, men med at have taget skridtet ind i en profession, der betyder noget for andre mennesker hver eneste dag.

I har gennemført en uddannelse, der ikke bare handler om at tilegne sig viden og færdigheder –  men om at lære at stå i virkeligheden, når den er allermest virkelig: når mennesker er syge, bange, trætte, forvirrede, smerteplagede, håbefulde, eller opgivende. Når livet pludselig ikke kan planlægges, og når livet ikke er mere og afsluttes. I får et bevis i hånden i dag. Men det, I i virkeligheden træder ud med, er noget, man ikke kan udstede på papir: et fagligt blik, en dømmekraft, en relations kompetence og en evne til at være tæt på det, der er sårbart.

Og derfor vil jeg lade sårbarhed være den røde tråd i det, jeg siger til jer i dag. For sygepleje er i sin kerne et møde med sårbarhed. Og samtidig er det en profession, der kræver, at man kan være tæt på sårbarhed med faglighed, uden at blive hård, og uden at gå i stykker. Sårbarhed er ikke kun noget, “nogle” har. Sårbarhed er et vilkår ved det at være menneske og det er indlejret i os alle sammen.

Nogle mennesker bærer sårbarheden længe: fordi de lever med kronisk sygdom, handicap, ensomhed, fattigdom, psykisk belastning eller utrygge livsvilkår. Andre møder den pludseligt: i en akut indlæggelse, en ny diagnose, et fald, en komplikation, eller når kroppen ikke længere gør, som den plejer.

For sårbarhed handler ikke kun om kroppen. Den handler også om identitet:
▪️Hvem er jeg, når jeg ikke kan det, jeg plejer?
▪️Hvem er jeg, når jeg ikke forstår, hvad der sker?
▪️Hvem er jeg, når jeg bliver afhængig af andre?

Sårbarhed kan være højlydt: gråd, vrede, uro, krav. 
Men den kan også være stille: et “det går fint”, der mest af alt er et forsøg på at holde sammen på sig selv. I sygeplejen bliver I professionelle i at se sårbarhed – også når den ikke er synlig. Men sårbarhed handler ikke kun om patienterne. For I vil som sygeplejersker også selv opleve sårbarhed: en særlig sårbarhed kan for mange af jer være det at være ny i faget. I går fra at være studerende til at være den, der har ansvaret. Den, der skal prioritere, koordinere, handle, dokumentere, sige til, sige fra – og nogle gange være den, andre læner sig op ad.

I får en ny identitet. En ny rolle. Og den rolle har en tyngde. Det kan føles, som om man træder ind i et rum, hvor alle andre “kan”. Og hvor man selv både kan meget og samtidig intet ved. Den sårbarhed er ikke et tegn på svaghed. Den er et tegn på, at I står i et skifte. At I er undervejs. I kommer til at opleve øjeblikke, hvor I bagefter tænker: Var det rigtigt? Burde jeg have reageret før? Overså jeg noget? Fik jeg sagt det, jeg skulle?

Den uro er ikke nødvendigvis et problem. Den kan være et tegn på samvittighed, faglighed og ansvar. For man bliver ydmyg, når man forstår, at det her betyder noget. Når I mærker, at mennesker kan være sårbare i jeres hænder og at jeres vurderinger gør en forskel. Men den uro bliver tung, hvis man står alene med den. Derfor: I skal ikke bære sårbarhed alene, – hverken patientens eller jeres egen. Sygepleje er et fag, hvor man vokser ind i et fællesskab. Og det fællesskab er ikke bare “rart at have”. Det er en del af fagligheden. For fællesskabet er det sted, hvor man kan få et ekstra blik, hvor man kan tænke højt, hvor man kan lære og hvor man kan blive grebet, når noget er svært.

Spørg når du undrer dig – Sig “jeg er i tvivl”. Sig “jeg har brug for støtte”. Det er ikke et nederlag. Det er faglighed. Det er patientsikkerhed. Og det er omsorg for jer selv.
..og lige så vigtigt: Vær selv den kollega, du håbede,  du ville møde, da I var studerende. Bidrag til en kultur, hvor man ikke nedgør, men støtter. Hvor man ikke udstiller fejl, men hjælper hinanden til at forstå dem og lære af dem. Hvor man kan sige “jeg er usikker” uden at miste ansigt – og hvor man kan sige “jeg er bekymret” uden at blive afvist.

For i en god kultur bliver man ikke mindre professionel af at være ny. Man bliver mere professionel af at kunne lære, spørge og dele ansvar. Og når I passer på hinanden, passer I samtidig på patienterne. For en arbejdsplads, hvor man kan række ud og blive mødt, er også en arbejdsplads, hvor sårbarhed bliver håndteret med omsorg, faglighed og ansvarlighed. Og netop fordi sygeplejen er et fag, hvor vi møder sårbarhed hver dag, er kulturen omkring os ikke ligegyldig. Den former vores blik. Den former vores sprog. Og den former den måde, patienten bliver mødt på.

I vil komme ind i afdelinger og teams, hvor der findes historier, jokes og “fortællinger” om patienter. Nogle gange er de et forsøg på at lette trykket og få luft i en travl hverdag – men der er ikke evidens for at man får det bedre af at tale ondt eller dårligt om andre. De negative eller de dæmoniserende fortællinger bliver vigtige at være opmærksom på. De er advarselssignaler på at kulturen er udfordret og et symptom på at der er noget galt.  – Negative narrativer hvor patienten bliver til “besværlig”, “en hallo dame”, “en misbruger”, “en dement”, “en der ikke vil samarbejde” – putter det enkelte menneske i en kasse, og er vi ikke opmærksomme – bliver dette til sandheder og en kultur der vokser med mangel på værdighed, sensitivitet, omsorg og faglighed.

Mennesker, der adskiller sig fra “mængden”, oplever i stigende grad ulighed i sundhed men også ulighed i omsorg. Det kan være mennesker, der ikke taler sproget flydende, som ikke kender systemet, eller som bærer erfaringer med at være blevet misforstået eller mødt med mistillid. Og det kan være mennesker, hvis liv ikke passer ind i vores kasser og standardforløb.

Ulighed opstår ikke kun i diagnoser og statistikker. Den opstår også i det helt nære: i den tone, man bliver mødt med; i hvor meget man bliver forklaret; i om der er tid til spørgsmål; i om man bliver taget alvorligt; i om man bliver set som et menneske eller som et problem. Og netop her har sygeplejen en særlig mulighed og et særligt ansvar. For omsorg kan enten mindske ulighed eller ubevidst komme til at forstærke den. Når vi holder fast i nysgerrigheden:
▪️Hvad er vigtigt for dig?    ▪️Hvad forstår du?    ▪️Hvad har du brug for, for at kunne være med?   – så skaber vi adgang.

Når vi tør være ekstra tydelige, ekstra tålmodige og ekstra nærværende, dér hvor livet er mest skrøbeligt så gør vi noget, der er dybt fagligt, dybt omsorgsfuldt og dybt ansvarligt. For i sidste ende er kvalitet ikke kun det, vi gør. Det er også, hvem der faktisk får glæde af det.

Derfor har I også en opgave, der rækker ud over procedurer og opgaver: at være med til at bære en kultur, hvor man passer på tonen og dermed passer på patientens værdighed. En kultur, hvor man gerne må have det svært, men hvor man kan sige: “Jeg er presset” uden at sige: “Han er håbløs”. Hvor man kan tale fagligt om udfordrende situationer uden at tale ned om mennesker. I er nemlig alle sammen medskaber af den kultur I er en del af. Og husk: Det kræver ikke altid de store konfrontationer. Nogle gange er det små sætninger eller spørgsmål, der ændrer retning:
▪️“Jeg tænker, der er en grund til, at hun reagerer sådan.”▪️“Hvad mon der er på spil for ham?” ▪️“Lad os prøve at se det fra patientens side.”

Det er sådan, man holder fast i det menneskelige også når hverdagen slider. Løgstrup beskriver, at vi i mødet med et andet menneske altid holder noget af den andens liv i vores hånd. Patienten er overladt til jer med noget af det mest sårbare: kroppen, værdigheden, håbet, modet og nogle gange frygten. Og det betyder, at sårbarhed ikke kun er noget, der er til stede. Sårbarhed kalder på ansvar.

Kari Martinsen taler om det sansende og indlevende blik. Om at sygepleje ikke kun er viden og procedurer men en særlig form for opmærksomhed: evnen til at se, høre og fornemme det, der betyder noget i situationen. Sensitivitet er derfor ikke noget blødt og ufagligt. Sensitivitet er klinisk skarphed. Det er evnen til at opdage sårbarhed – og handle fagligt i den.

Fokus på patienten eller ”Patienten først” er ikke en plakat på væggen. Det er en praksis der handler om at insistere på at se, lytte og forstå mennesket bag patientrollen, også når systemet gør patienten til en opgave. Og nogle gange handler et fokus på patienten som menneske om ét spørgsmål:
▪️Hvad er vigtigt for dig?

Og måske er det netop her, at hele sygeplejens opgave kan samles: I mødet med sårbarhed. For når mennesker er sårbare, har de ikke brug for, at vi imponerer dem med vores viden men at vi kan hjælpe på en måde, der bevarer deres værdighed og deres mulighed for at være med. Og den holdning finder jeg meget fint formuleret af Søren Kierkegaard som for 200 år siden beskrev det, han kalder hjælpekunst…

”At man, når det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, når han mener at kunne hjælpe en Anden”.

I træder i dag ud i en virkelighed med krydspres…..

Der vil være dage, hvor I ved, hvad der ville være den bedste sygepleje men hvor tid, ressourcer og rammer gør det vanskeligt at give det, I fagligt ved, patienten har brug for. Og netop dér kan I møde en sårbarhed i jer selv: følelsen af utilstrækkelighed, tvivl og uro, når idealer og virkelighed ikke helt kan følges ad. Men den sårbarhed er ikke et tegn på svaghed. Den er ofte et tegn på det modsatte: på et bevaret etisk kompas, på sensitivitet, på ansvar og på en dyb evne til empati. For man bliver kun ramt af det, man tager alvorligt.

Og det er også derfor, sygeplejen er et så enestående et fag. Fordi det forener det mest menneskelige med det mest professionelle. Fordi I med jeres viden, jeres dømmekraft og jeres nærvær kan være dem, der gør det utrygge mere trygt, det uoverskuelige mere forståeligt og det sårbare mindre ensomt. Det er ikke bare et arbejde. Det er en profession der består af faglighed og menneskelighed på samme tid. Og midt i alt det, der kan være krævende, er det også vigtigt at sige: I træder ind i et fag med en helt særlig bredde og en helt særlig betydning.

Sygeplejen rummer det nære og det højt specialiserede. I kan stå i det kliniske møde ved sengen, i hjemmesygeplejen, i psykiatrien, i akutmodtagelsen, på operationsgangen, på intensiv, i palliation, i børne- og familieliv, i rehabilitering og i det lange liv med kronisk sygdom. I kan vælge specialer, der kræver teknisk præcision, og specialer, der kræver stor relationel styrke og ofte er det begge dele på én gang.

Men sygeplejen åbner også døre til undervisning, udvikling og ledelse og til forskning, hvor I kan være med til at skabe ny viden, bedre praksis og mere retfærdige sundhedssystemer. I kan være dem, der stiller spørgsmålene, når noget ikke giver mening. Dem, der dokumenterer, hvad der virker. Dem, der løfter kvaliteten og som giver stemme til de patienter og pårørende som ingen stemme har.

Og I kan tage jeres faglighed med ud i verden. For sårbarhed kender ingen grænser. Sundhed, ulighed, aldring, sygdom og adgang til omsorg er globale vilkår. Sygeplejersker arbejder i humanitære indsatser, i globale samarbejder, i forebyggelse og i udvikling af sundhed på tværs af kulturer og lande. Det, I har lært, er ikke kun relevant her det er relevant overalt, hvor mennesker har brug for omsorg, faglighed og værdighed.

Så uanset hvilken vej I vælger, træder I ind i en profession med mange muligheder og med en kerne, der er den samme: at gøre en forskel for mennesker, når livet er sårbart. Det er et fag, der kan bæres gennem et helt liv, netop fordi det kan vokse, fordybes og udfolde sig i så mange retninger.

Så Kære sygeplejesker, kære kolleger: I går ud i et fag, hvor I kommer til at møde sårbarhed hver dag. Men I går også ud med evnen til at gøre sårbarhed mindre ensom. I er ikke færdige i dag. I er lige begyndt og jeg glæder mig så meget til at møde jer derude!

Tillykke med jeres uddannelse. Og velkommen til den fedeste profession.