Jeg har aldrig været stærkere
Ea Korsborg
Wadskjær Forlag, 2024
276 sider, 270 kr.
Af Josefine Kleis-Olsen, psykologistuderende ved Københavns Universitet
Når patienten selv fortæller – og systemet spejles tilbage
Hvordan lever man videre, når kroppen ikke længere samarbejder – og når svarene fra sundhedsvæsenet lader vente på sig? I bogen Jeg har aldrig været stærkere tager sygeplejerske Ea Korsborg læseren med ind i et langvarigt og opslidende udredningsforløb, hvor smerter, træthed og uvished bliver en del af hverdagen. Det er en bog, der rammer hårdt – ikke fordi den søger dramatik, men fordi den insisterer på ærlighed.
Det mest slående ved bogen er dens dobbelte blik. Ea Korsborg skriver både som fagperson og patient, og netop denne position giver en særlig tyngde. Hun formår at synliggøre det paradoks, mange patienter med kroniske sygdomme oplever: at være fanget i et system, man egentlig selv forstår – men som man ikke kan navigere i, når man selv er den syge. For sygeplejen er dette et centralt bidrag. Bogen fungerer som et spejl, der tydeligt viser, hvor patientoplevelsen kan knække – i mødet med ventetid, manglende sammenhæng og behovet for at blive taget alvorligt.
Samtidig er bogen mere end en personlig fortælling. Den er struktureret med refleksioner og konkrete erfaringer, som gør den anvendelig for både patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle. Erfaringsopsamling sidst i kapitlerne fungerer som små pejlemærker i et ellers kaotisk sygdomsforløb. Metodisk er det enkelt, men effektivt: fortælling og praksisnær viden væves sammen, uden at det bliver belærende.
Der er steder, hvor gentagelser og detaljer fra sygdomsforløbet kan føles omfattende, men det understøtter samtidig bogens pointe: at kronisk sygdom netop er gentagelse, venten og udmattelse. Det er ikke en stram akademisk fremstilling – men det er heller ikke ambitionen.
Som psykologistuderende med egne erfaringer fra psykiatrien genkender jeg især følelsen af kontroltab og kampen for at blive hørt. Bogen giver et sprog til noget, der ofte er svært at formidle, og den minder os om, hvor afgørende det er at møde mennesker – ikke blot diagnoser.
Jeg har aldrig været stærkere lykkes i sit ærinde: den skaber indsigt, genkendelse og refleksion. Den fremstår troværdig, vedkommende og klart anbefalelsesværdig – ikke mindst for sundhedsprofessionelle, der ønsker at forstå livet på den anden side af journalen.
