Det er bare min Tissemis.
Nanna Munch.
Wadskjær Forlag, 2025.
35 sider, 170 kr.
Af Birgitte Kassa Bjerge, socialrådgiver, cand.soc. og familieterapeut
Der findes mange børnebøger om kroppen. De fleste er enten så kliniske, at børnene mister interessen, eller så undskyldende i tonen, at man næsten kan mærke forfatterens ubehag igennem siderne. Der er bogen Det er bare min Tissemis ingen af delene – og det er bogens største styrke.
Bogen følger lille Mina, der har givet sin tissekone det perfekte navn: Tissemis. Vi møder hende syngende på toilettet, balancerende som en flamingo i forsøget på at se sin egen krop, og vi er med, da hun opdager, at voksentussen kan tegne på absolut alt. Det er oprigtigt sjovt – ikke sødt-sjovt på en voksen måde, men med den helt særlige logik og det totale mangel på filter, som kendetegner et barns nysgerrighed.
Som familieterapeut – og som forælder, der har læst bogen højt – er det netop den balance, der imponerer mig. Forældrene i bogen reagerer hverken med panik eller overforklaringer. De griner lidt indvendigt, sætter rolige grænser og svarer enkelt. De er ikke perfekte forældre – de er tilgængelige forældre. Og det er præcis den model, som fagpersoner arbejder ihærdigt for at formidle til familier: at børns kropslige nysgerrighed ikke kræver ekspertsvar, men trygge voksne.
Bogens efterord til voksne er velskrevet og konkret. Det formidler nuanceret, hvordan man møder børns spørgsmål uden at projicere voksnes seksuelle forståelse ned over barnets uskyldige fornemmelser – et perspektiv, der er centralt i arbejdet med børns trivsel og forebyggelse af skam.
Bogen er primært målrettet de yngste børn og deres familier, men er mindst lige så relevant for pædagoger, sundhedsplejersker og fagpersoner, der arbejder med kropsskam, grænser og tidlig seksualundervisning. Den er vellykket, troværdig og varm – og den kommer i mål med sit ærinde.
