
Det overvældede selv – selvbestemmelsesteorien, psykisk mistrivsel og fællesskabets betydning
Ib Ravn
Hans Reitzels Forlag, 2025
292 sider, 300 kr.
Af Maj Siercke, Sygeplejerske, ph.d., chefredaktør og stifter af Sygeplejevidenskab.dk
Ib Ravn har skrevet en både vedkommende og nødvendig bog om sammenhængen mellem psykisk mistrivsel, traumatiske erfaringer og de fællesskaber, vi skaber – eller undlader at skabe – omkring hinanden. Omfattende international forskning viser, at bag mange psykiske problemer ligger oplevelser med stress, svigt, vold og overgreb og en sammenhæng mellem overvældende oplevelser og psykisk mistrivsel. Trygt samvær og positive relationer er psykologisk stabiliserende og kan forebygge mistrivsel.
Men det er mindre klart hvordan man etablerer sådanne relationer og fællesskaber. Bogen er et stærkt bud på hvordan.
Bogen er bygget op i tre dele: A om den traumebaserede tilgang, B om selvbestemmelsesteorien og C som praksisnær, selvstændigt del med konkrete anvisninger på, hvordan fællesskaber kan faciliteres i forskellige arenaer. Gennem denne struktur bevæger Ravn sig fra samfundets diagnostisk tilgang “hvad er der galt med dig” til “hvad er der sket med dig”, samt nuancerede komplekser forklaringer, handlemuligheder og konkrete redskaber.
I første del præsenteres de komplekse, multifaktorielle årsager til mistrivsel og psykisk sygdom og de diagnostiske udfordringer, som både forskning og praksis kæmper med. Ravn er en stærk formidler, der gør det udviklingspsykopatologiske felt tilgængeligt uden at forsimple. I anden del udfolder han selvbestemmelsesteorien og giver originale bud på, hvordan stress og traumatiserende begivenheder kan forstås gennem psykologiske behov, fejlslagen internalisering og et fragmenteret selv.
Tredje del skifter spor fra forskningsformidling til praksisvejledning og fremstår som en brugbar manual for alle, der vil arbejde bevidst med fællesskaber. Her gives en “værktøjskasse” af konkrete eksempler: fællesskaber for unge under uddannelse (introdage, studiegrupper, praktikforløb, sociale aktiviteter), i arbejdslivet (onboarding, kollegahjælp, inkluderende møder) og i civilsamfundet (foreningsliv, forældrearrangementer, samtaler, fester og familiemiddage). Pointen er klar: Fællesskaber opstår ikke af sig selv; de kræver bevidst, faciliterende handling.
Bogens største styrke er koblingen mellem et stærkt teoretisk afsæt og meget konkrete bud på, hvad man faktisk kan gøre – både som professionel og som engageret medborger. Den eksplicitte placering af ansvar for forebyggelse uden for det snævert behandlende system gør bogen politisk og etisk relevant uden at blive moraliserende. Det teoretiske niveau i den anden del af bogen, kræver en vis faglig interesse og tålmodighed; til gengæld belønnes læseren med en helhedsforståelse, der løfter bogen ud over endnu en “quick fix”-trivselsbog.
Det overvældede selv er en bog, der bør finde vej til facilitatorer, undervisere, ledere, velfærdsprofessionelle og andre, der tager psykisk trivsel og fællesskaber alvorligt – men også til engagerede borgere, der vil gøre noget ved mistrivslen omkring dem. Ravn minder om, at behandling af psykisk lidelse kræver professionelle, men at forebyggelse af mistrivsel er et fælles ansvar, og han leverer både sprog, teori og konkrete greb til at handle på den erkendelse. Det er en bog, der bør læses af alle som vil arbejde konkret med forebyggelse af mistrivsel.






