Af Mai-Britt Guldin, cand.psych., ph.d, leder af Center for Sorg og Eksistens og Carlo Leget professor i care ethics ved Universitetet for Humanistiske Studier i Utrecht og Center for Sorg og Eksistens. Forfattere til bogen: Tab, Sorg og Eksistens og artiklen: Ny forståelse af tab og sorg: Den Integrative Proces Model for tab og sorg -et opgør med forældede sorgforståelsesmodeller.
Til dig, der har mistet
Lene Holm Larsen
Forlagt Eksistensen, 2025
186 sider, 230 kr.
Trøst – en lille bog om at miste
Esben Kjær, Lotte Mørk
Bibelselskabets Forlag
156 sider, 165 kr.
Der er udkommet to nye bøger på dansk om sorg:
Til dig, der har mistet af psykolog og ekstern sorgforsker Lene Holm Larsen og Trøst en lille bog om at miste af journalist Esben Kjær og sygehuspræst Lotte Mørk
Begge bøger handler om at miste og har samme ærinde, at hjælpe den person der har mistet. Det bemærkelsesværdige er, at begge bøger beskriver sorg nogenlunde ens: sorg slår benene væk under dig, det er en brutal kraft der lammer dig og fylder livet med smerte, tomhed og meningsløshed, men bøgerne har meget forskellige tilgange til at leve med sorg i livet.
Til dig, der har mistet er 186 sider med en beskrivelse af sorgens væsen, sorgteorien tosporsmodellen, når noget bremser sorgen og det forandrede liv. I bogen er Lene Holm Larsen jeg-fortæller og deler ud af sin viden på baggrund af egen erfaring med at støtte sørgende i Det Nationale Sorgcenter, og et studie om ni sørgende hun har foretaget på Aarhus Universitet. Med udgangspunkt i tosporsmodellen har hun lavet en udvidet tosporsmodel for hvordan de ni sørgende bevæger sig fra akut sorg til mere integreret sorg. Studiet følger med gennem hele bogen og benyttes til at beskrive hvordan de ni sørgende bevæger sig i processen og bringer citater fra deres bevægelser.
Ud over tosporsmodellen bygger teorierne og forskningen i bogen især på psykologerne George Bonanno og hans forskning om, hvorfor 80% af sørgende er resiliente, og hvordan de benytter en fleksibel selvregulering, hvor nye handlemuligheder afprøves. Samt den hollandske sorgforsker Paul Boelen der med en kognitiv-adfærdsteoretisk tilgang beskriver den helende sorg som at acceptere dødsfaldet, genfinde troen på livet, og engagere sig i livet igen.
Bogen er skrevet i et letforståeligt sprog med et fint format og mange beskrivelser af sørgende. I præsentationen af bogen står, at den ikke er en selvhjælpsbog, men den har alle ingredienserne til det, med målet om at finde en vej igennem sorgen, henvender den sig direkte til den sørgende, bygger på erfaringer og få udvalgte studier samt anviser praktiske råd og refleksionsspørgsmål til den sørgende.
Det er en selekteret skare af forskere ud over Lene Holm Larsen selv der har fået adgang til beskrivelsen af sorg. Hendes fine lille studie er hjælpsomt til at udvide forståelsen af sorgprocessen hen mod integreret sorg, men det bygger på den 26 år gamle tosporsmodel og et studie med ni sørgende. Det benævnes slet ikke at sorgforskningen siden tosporsmodellen har udviklet og udvidet sin forståelse af sorg betragteligt med bøger som fx The grieving body af sorgforsker Mary-Frances O’Connor eller Tab af sociologen Andreas Reckwitz og andre, som går deres sejrsgang verden over og som ikke indfanges i bogen.
Et af de sidste kapitler i bogen handler bl.a. om trøst. Det er naturligvis interessant at se nærmere på Lene Holm Larsens forståelse af trøst, når der netop er udkommet en anden bog i feltet om emnet. I Til dig, der har mistet beskrives trøst som noget der sker, når andre har det på samme måde som den sørgende. Her beskrives sorgorganisationernes og Nationalt Sorgcenters sorggrupper som en stor del af løsningen. Samværet med andre er også én af hovedpointerne i den anden nye bog til sørgende men tilgangen og hovedpointerne er helt anderledes.
Lad dette være overgangen til bogen Trøst af Esben Kjær og Lotte Mørk, en lille bog på 156 sider om at miste. Her beskrives trøst som ’når nogen tør være sammen med dig i det, der ikke kan trøstes’. Bogen Trøst er skrevet til mennesker, der har mistet en elsket, og forfatterne guider den sørgende gennem sorgens malstrøm fordi sørgende har brug for trøst. Forfatterne beskriver sorgen før døden, fra døden til begravelsen, den brutale sorg, og kapitler om sorgens psykiske, fysiske, eksistentielle og sociale aspekter, samt sidst at leve med sine døde og en ’happy ending’, hvor det hele ender godt.
Bogen er koncentreret og letlæst og mange synsvinkler står skarpt på de små sider. Den når dog rundt om mange aspekter af dødsfald, og beskriver især sorgens stærke kræfter og dens meningsløshed og lidelse. Lotte Mørk og Esben Kjær kredser om den centrale tanke, at vi skal åbne vores øjne og se, at den sidste tid med en døende er både sort og hvid, aldrig enten-eller, altid både-og. Sorgen er også dobbelttydig for selvom døden er brutal, så minder den os om at leve fuldt ud, mens vi kan. Det handler om at hengive sig, se muligheder, og at svinge mellem det, der er godt og skidt i menneskelivet. De beskriver sorgen som den ’vildeste transformative kraft’, for i lange stræk er det ikke dig, der skal arbejde med sorgen, men sorgen der arbejder med dig, og i sidste ende bliver du spyttet ud af processen som et forandret menneske.
Bogen er eksemplificeret af forfatternes egne erfaringer, Lotte Mørk fortæller i små historier om sit møde med sørgende på Rigshospitalets gange, og Esben fortæller endnu engang om at miste sin søn og sin egen sorgproces, men denne gang fra et andet sted i sorgprocessen end i hans tidligere bøger, da han nu er mere i kontakt med det transformative. Trøst er rig på skriftsteder og bibelcitater, og her vælger forfatterne nok ikke tilfældigt citater som Gud elskede nemlig verden så højt, at han ofrede sin eneste søn for, at den, der tror på ham, ikke skal dø, men få evigt liv (Johannesevangeliet 3.16). Begge forfattere er troende og forklarer hvordan Gud sender os andre mennesker til at støtte os i sorgen, hvis vi er åbne for det, og at vi kan læne os ind i at Gud har styr på det, når vi ikke selv har. Det handler om overgivelse og om at tage ansvar.
Hvis vi skal vurdere bogen på dens egne præmisser om at den er tiltænkt alle, uanset om man er troende eller ej, fordi det handler om at finde trøst som Bibelen har givet til mange gennem århundreder, så er det da også en grundlæggende eksistentiel tanke fra eksempelvis Kierkegaard og mange andre, at livet og døden er os givet, at intet er enten-eller men alt er både-og, samt at vi skal tage ansvar for livet. Men i Trøst er der ingen henvisninger til andre forfattere eller tænkere end forfatterne selv og Bibelcitaterne. Det er derfor svært ikke også at påpege den missionerende tone i bogen om at lede efter Gud i lidelsen. Når man har læst alle Esben Kjærs bøger, så er det en slags forløsning at læse om hans hengivelse og transformation i sorgen, og det kan læses som en inspiration, at han igen er villig til at stille sin egen proces så åbent til skue. Men der er også en beskrivelse af en slags omvendelsesoplevelse, når Esben Kjær skriver, med henvisning til Matthæus evangeliet, at han ville ønske han lidt tidligere havde overgivet sig til Gud.
Hvis vi lader de to nyeste bøger i sorglitteraturen i Danmark tale med hinanden, så er de hjælpsomme på hver sin måde og beskriver de to helt forskellige tilgange til støtten til sørgende. Det virker karikeret, men den ene påpeger psykologiens og sorgorganisationernes svar på sorgen, og den anden påpeger troens og kristendommens svar på sorgen. Bøgerne har dét til fælles, at de begge beskriver den multidimensionelle forståelse af sorg (dvs. kroppen, det eksistentielle, det filosofiske og det sociale), men uden at få bragt det helhedsorienterede i spil for den sørgende. Nogle steder skabes der endda en uforsonlig modsætning eller dualisme i feltet. Fx i Trøst nævnes flere gange at psykologer ikke forstår sorg, og at psykologerne ikke er hjælpsomme, og det samme med filosofferne som ’kun taler til hovedet’.
I Til dig, der har mistet peges der til gengæld især på sorgorganisationernes politik og deres sorggrupper som løsning til sørgende. Det er nok hele pointen med bøgerne at påpege de to forskellige tilgange, men det giver et problem med dét, der kaldes ’bekræftelsesbias’ når man rekrutterer til forskning fra egne rækker eller kun gengiver sørgende, som mener det samme som én selv. Det risikerer at blive selvrefererende og ensidigt, til gengæld skabes der en slags opposition, et ’os og dem’ narrativ, og så giver det naturligvis en spænding og nogen at skælde ud på.
Den dualisme som bøgerne bliver udtryk for i sorgfeltet i Danmark skal ses i lyset af at sorglitteraturen internationalt på befriende vis forsøger at træde ud af dualismen og udvide forståelsen af tab og sorg til at omhandle mange forskellige tab (ikke kun dødsfaldene), og integrere ideologier og paradigmer for at undgå at sørgende skal splittes i psykologens, præstens og medicinens løsninger.
Her lykkes det dog slet ikke for de to bøger at følge med den internationale forskning og samle forståelsen for den sørgende. Eksempelvis udelades sundhedsvæsenets formelle og regulerede sorgstøtte fra almen praksis, hospitalsafdelinger, hospices, kommunale forebyggende tiltag og psykologordningen som giver støtte til langt de fleste i Danmark, og i stedet påpeges næsten udelukkende egen tro, den kommercielle eller NGO-baserede tilgang som vejen frem.
Der er ingen tvivl er om, at sørgende kan hente mange gode råd eller spejlinger, men recepten i de to nye bøger til sørgende er ’mere af min tilgang’ . Den grundlæggende eksistentielle forståelse om både-og, aldrig enten-eller, forbliver dermed uintegreret i de skrevne ord.
