Ny forståelse af tab og sorg: Den Integrative Proces Model for tab og sorg -et opgør med forældede sorgforståelsesmodeller

Mai-Britt Guldin¹, Carlo Leget²
1 Cand.Psych.Aut., Specialist, Ph.d., Seniorforsker, Forskningsenheden for almen praksis, Aarhus og Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, Direktør Center for Sorg & Eksistens. m.guldin@ph.au.dk
2 Professor, University of Humanistic Studies, Utrecht, Nederlandene og Direktør Center for Sorg & Eksistens.

Download som PDF

Introduktion
Tab og sorg bliver ofte betragtet som noget vi enten skal arbejde os igennem, komme videre fra eller lære at leve med. Disse idéer er opstået via teorier som har formet vores forståelse af hvad tab og sorg betyder i et menneskeliv.

Alle de dominerende teorier om sorg er opstået indenfor bestemte discipliner eller teoriretninger og fokuserer på bestemte aspekter af tab og sorg, men der er faktisk ikke nogen af dem, der har søgt en helhedsorienteret forståelse af fænomenet sorg.

I denne artikel beskriver vi på baggrund af den originale artikel om The integrated Process Model of loss and Grief hvorfor det kan være hjælpsomt at søge en mere helhedsorienteret tilgang til sorg og flytte vores forståelse fremad, hvis vi vil forstå og støtte mennesker i sorg bedre.

Vi præsenterer en ny forståelse af tab og sorg som integrerer de eksisterende teorier med ny forskning. I vores egen forskning har vi bl.a. sat fokus på en bredere undersøgelse af sorgreaktioner, men også at følge sørgende længere både inden og efter tabet, for at blive klogere på fænomenet sorg.

Tab som den ultimative begrænsning i livet
Tab er en universel menneskelig oplevelse og kan muligvis kaldes den ultimative begrænsning i den menneskelige eksistens. Vi er blevet vant til, at når der tales om tab, så mener vi at det handler om et menneske dør. Men tab kan handle om mange andre aspekter af livet som kan mistes. Det kan handle om at miste en kærlighedsrelation, ja, men også om alle andre ting der spiller en væsentlig rolle for os. Vi kan miste lemmer eller funktioner ved sygdom, vi kan opleve at en af vores nærmeste bliver syg og forandrer sig, vi kan miste vores job osv.

Sorg opstår ikke kun ved dødsfald men ved alle slags tab. Tabene kan fx handle om relationer, evner, funktioner, status, roller, ressourcer, muligheder, ambitioner, drømme, værdier eller idealer. I de undersøgelser vi har til rådighed, ser det ud til at alle tab forårsager sorg, og at sorgreaktionen er forholdsvis ens uanset tabet, men livsomstændighederne og omstillingen er naturligvis forskellig afhængig af hvad der er mistet (1-5).

Det betyder, at sorg ikke er afgrænset til dødsfald, men vi sørger hver gang, vi mister noget af betydning for os, eller noget vi har været knyttet til, og hvor tabet påvirker vores forståelse af verden og os selv. Vi sørger over det u-levede, og der hvor vores eksistens er på spil.

Populære forståelser om sorg
Den måde vi har forstået sorg har ændret sig over tid. Historisk set er der en lang tradition for litteratur og forskning om sorg indenfor teologi, filosofi og psykologi, senest også sociologi og antropologi. Lang tid inden psykologien begyndte at beskrive og forklare sorgreaktionen, havde filosofien og teologien allerede beskæftiget sig med sorg i århundreder (6).

Freud
Moderne sorgforskning beskrives dog ofte med udgangspunkt i Freuds klassiske og indflydelsesrige forståelse af sorg i Sorg og melankoli fra 1917 (7). Her beskrev han at ’sorgarbejde’ er nødvendig for at slippe det følelsesmæssige bånd til afdøde og forløse sorgens følelser. Dette er senere blevet kaldt sorgarbejdshypotesen (8).

Efter denne første systematiske analyse af sorg har det optaget forskere og psykologer hele vejen gennem det seneste århundrede, hvordan vi skal forstå sorg, og hvordan vi kan håndtere sorg i livet. I udviklingen efter Freud var den teoretiske ramme fortsat freudiansk eller psykodynamisk, men gradvist blev forskningen mere grundfæstet i repræsentative studier.

Kübler-Ross, Cullberg og Wordens
Undervejs har bl.a. Kübler-Ross’ sorgfaser (1969), Cullbergs fasetænkning (1984) eller William Wordens sorgopgaver (1991) været dominerende (9-11). Disse forståelser blev omkring årtusindskiftet afløst af teorien om fastholdelse af det følelsesmæssige bånd (Continuing bonds) (12), som omhandler den forskning der viser, at vi ikke giver slip på vores afdøde, men vi bringer dem med os videre i livet ved at oprette et følelsesmæssig bånd til afdøde gennem ting der sikrer at vi husker dem, og ritualer der hjælper os med at mindes, så vi kan føle os tæt på dem (12). Teorien om fastholdelse af det følelsesmæssige bånd til afdøde er fortsat den mest dominerende forståelse af sorgprocessen i dag (13).

To-sporsmodellen
Umiddelbart herefter blev også To-spors-modellen udviklet (8). Her blev sorg for første gang præsenteret som en stressreaktion, som kan håndteres gennem to spor: ét som handler om tabet og sorgens følelser, og et andet spor som handler om at genoprette livet og hverdagen efter et tab. Begge spor er vigtige stressfaktorer i sorgen, som kun kan håndteres ved at pendulere fra den tabsorienterede følelsesbearbejdning til det genoprettelsesorienterede fokus på livsændringerne. Hermed blev forståelsen af sorg omkring årtusindskiftet forstået som en individuel stressbaseret proces, der følger mange forskellige forløb, faser og opgaver afhængig af det enkelte dødsfald.

Teoriernes påvirkning af sorgforståelse
Teorierne om tab og sorg har ikke kun påvirket vores forståelse af sorg, men de har også været styrende for forskningen i fænomenet sorg. Efter de seneste psykologiske modeller, har en stor del af sorgforskningen og sorgforståelsen i det 21. århundrede nemlig drejet sig om temaer som sorgens varighed og sværhedsgrad.

Især reaktioner som er blevet kaldt patologiske er blevet undersøgt og mange ressourcer er blevet brugt på at etablere kriterier samt et navn for en diagnose, som nu kaldes sorgforstyrrelse (8, 14-17). Sorgforstyrrelse menes at ramme 5-10% af sørgende (8, 14-17). Senere er lige så mange studier gået ind i at undersøge interventioner til sørgende med sorgforstyrrelse og effektive behandlingsformer til de 5-10% ramte (12, 13, 18).

Der er behov for en ny forståelsen af tab og sorg
Al vores videnskabelige viden om sorg er efterhånden nedfældet i teoretiske modeller om henholdsvis reaktioner (også kaldet modeller om stadier), håndtering (modeller om opgaver i sorg) og forløb og konsekvenser af sorg (modeller om patologi og diagnose). Selvom forståelsen af sorg har udviklet sig betydeligt i de seneste årtier, er der specielt fire observationer omkring modellerne og forståelsen af sorg, der giver stof til eftertanke:

1. De eksisterende modeller omhandler udelukkende sorg til dødsfald og tager ikke al anden tab og sorg med i betragtning.
2. Alle de dominerende modeller om forståelsen af sorg er udviklet indenfor et psykologisk paradigme. Det har resulteret i en uforholdsmæssig stor mængde forskning med fokus på de ti procent, der oplever en patologisk reaktion og har behov for behandling, mens de 90% der ikke har brug for behandling ikke får samme opmærksomhed.
3. De dominerende modeller om sorg har haft fokus på sorg som en psykologisk proces, som en psykisk lidelsesfuldhed og som en stressreaktion. Sorgens fysiske og eksistentielle dimensioner er blevet fuldstændig overset i modellerne, selvom flere og flere studier peger på at disse reaktioner også er en vigtig del af sorgreaktionen.
4. Sidst men ikke mindst er de dominerende sorgforståelsesmodeller fra omkring årtusind-skiftet og er dermed ikke tidssvarende i forhold til al den forskning, der har fundet sted de seneste 25 år.

De dominerende modeller er ikke længere repræsentative
De dominerende forståelsesmodeller er hjælpsomme, men de kan ikke længere betragtes som repræsentative i forhold til at omfavne alle tab, bredden af sorgreaktioner og medtage alle dimensioner af et sorgforløb. I vores forståelse skal en model omfatte alle reaktioner for at være repræsentativ, den skal se på helheden i reaktionerne og ikke kun udvalgte aspekter, og ideelt set skal den kunne benyttes af alle faggrupper, der arbejder med sørgende for at kunne favne al den støtte til sørgende, der ydes fra forskellige professioner.

En helhedsorienteret model
På denne baggrund har det været vigtigt for os at arbejde på at udvikle en helhedsorienteret model med en opdateret forståelse af sorg. I arbejdet var det vigtigt for os at inkludere studier fra de seneste 25 år i sorgforskningen, have fokus på bl.a. sorg ved andre tab end døden, forskning der også afspejler humanistiske og eksistentielle aspekter af sorg (6), en øget skelnen mellem tab og traume (5, 6, 19), samt ikke mindst studier om kropslige og neuropsykologiske aspekter af sorg (20).

Nyere forskning
I vores egne studier, har vi bl.a. de seneste 10 år haft mulighed for at spørge bredere til reaktioner i sorgforløbet end tidligere samt inkludere flere forskellige reaktioner end tidligere, fx kropslige reaktioner på sorg samt social støtte mm. Vi har også kunnet følge de sørgende i længere tid for at undersøge flere aspekter af langtids-konsekvenserne af sorg – ikke kun de første 12-18 måneder efter tabet, som de fleste studier gør.

Vi har derfor også kunnet spørge til eksistentielle aspekter af sorg, og hvordan tab påvirker tilgangen til livet. Her er det blevet tydeligt, at sørgende udtrykker mange eksistentielle tanker og overvejelser i forbindelse med tab og sorg. Et par år efter tabet ser det endda ud til, at de fleste oplever at sorgen har lært dem noget om prioriteringer, værdier og håb eller mening (21-23).

De grundlæggende eksistentielle spændinger i sorg
Sorg regnes for en eksistentiel oplevelse, da den er en helt naturlig men unik og personlig reaktion, som er forankret i det specifikke tab af kærlighed, mening, værdi eller forbundethed i livet, som den sørgende oplever. Samtidig er den tæt forbundet med den sørgendes identitet, kerneværdier, fortid samt planlagte fremtid. Det gør reaktionen til en dybt eksistentiel oplevelse, som åbner til grundlæggende eksistentielle bekymringer i livet, som alle mennesker konfronteres med. Kierkegaard og andre eksistentialister regner eksempelvis døden, frihed, valg, ansvar, alenehed, meningsløshed og tro som grundlæggende eksistentielle bekymringer, som alle mennesker gør sig overvejelser om (24, 25, 26).

De grundlæggende eksistentielle bekymringer giver i alle mennesker anledning til paradokser og spændinger mellem modsatrettede poler, som ikke har nogen specifikke svar eller løsninger men som den enkelte skal finde en balance i. Det kan fx være spændingen mellem liv og død, nemlig at vi skal leve livet selvom vi ved vi skal dø. Når vi oplever tab eller død, så bliver de eksistentielle spændinger meget tydelige og nærværende i os, men kendetegnende for dem er at de ikke kan mestres eller håndteres væk. En eksistentialist ville fx sige, at de er et grundvilkår i livet, som vi kan reflektere over for at finde ind til vores egne værdier eller mening i livet, så vi kan træffe de rigtige valg om vores liv.

De grundlæggende eksistentielle spændinger vi møder i sorg kan beskrives som:

• Vi må acceptere tab, begrænsninger og døden, men samtidig må vi omfavne livet og arbejde på at finde livsglæde på trods at vores tab.
• Vi har frihed til at træffe valg om vores måde at være i sorgen på. På den ene side udspiller sorgen sig i vores krop og sind, og det kræver mod og tålmodighed, men på den anden side må vi også træffe valg om, hvordan vi handler i vores sorg og viser den overfor andre eller taler med andre om den.
• Når vi mister noget værdifuldt, møder vi den eksistentielle alenehed. Den antændes fordi vi bliver adskilt fra det vi elsker, vi føler os forladt, og ingen andre er i præcis samme situation som os selv. Aleneheden balancerer vi ved at lede efter forbundethed og et sted at høre til i tilværelsen.
• Endelig bliver vi også eksistentielt udfordret i sorg, fordi vi føler overvældende meningsløshed. Hvorfor sker dette tab for mig? For at besvare dette grundlæggende spørgsmål søger vi efter mening, tro eller håb, der kan bære vores liv.

I den eksistentielle tilgang til sorg, vil sorgreaktionen ikke være noget der skal helbredes, men her er det snarere en overvejelse hvordan det er rigtig for den enkelte at leve med sit tab. På trods af smerte og fortvivlelse viser det sig, at mange sørgende over tid kan opleve en dybere forståelse af livet og en øget balance i de eksistentielle spændinger (21-23).

Der er behov for en ny model
Som følge af en opdateret forståelse af sorgforskningen, har det været vores konklusion, at der er behov for en ny sorgmodel som er tidssvarende og kan rumme de forskellige landvindinger i forskningen i sorg. Baggrunden for at udarbejde en ny model har endvidere været at sikre en mere helheds-orienteret forståelse af sorg således at forskellige forskningsparadigmer, tilgange, teorier, modeller og professioner kan arbejde sammen.

En ny model ville derfor skulle have som grundlæggende forståelse, at tab og sorg er helt eksistentielt for os. Hensigten er desuden at modellen skal være helhedsorienteret og interprofessionel, da alle faggrupper i kirkeligt og socialt arbejde og i sundhedsvæsenet arbejder med tab og sorg. I det følgende vil vi uddybe hvordan vores helhedsorienterede og interprofessionel sorgmodel er bygget op.

Begrebsrammer for sorg
De teoretiske sorgmodeller, fx sorgarbejds-hypotesen, fasemodellerne og To-sporsmodellen er placeret indenfor de begrebsrammer, forskningstraditioner og paradigmer, som skildrer vores antagelser og forståelser, men som også ender med at påvirke og styre vores praksis og videre forskning.

Modellerne understøtter det praktiske niveau, det der rummer specifikke terapier, interventioner, redskaber og instrumenter. Modellerne er også udviklet indenfor et mere abstrakt teoretisk niveau, der er udviklet i en monodisciplinær kontekst som fx psykoanalysen eller kognitiv adfærdsteori er indenfor psykologien. Og endelig på det mest abstrakte niveau, er teorierne baseret på videnskabelige paradigmer, der har arbejdet med sorgforskning, nemlig naturvidenskab, humaniora m.fl. Indenfor disse paradigmer har forskellige faglige discipliner udviklet deres forståelse af sorg. Fx er To-sporsmodellen baseret på forskning og udviklet på baggrund af naturvidenskabelige principper.

Udvikling af en integrativ sorgmodel
Da sorg er et komplekst fænomen, studeres det bedst på baggrund af passende videnskabeligt funderede metoder, for kun på denne måde kan den store mangfoldighed af behov hos personer med forskellige former for tab og sorg mødes. Vores idé har været at skabe basis for at de forskellige videnstraditioner kunne tale sammen for at uddybe forståelsen af sorg og endda tale sammen om at hjælpe mennesker i sorg. Her er der naturligvis en risiko for at de fundamentalt forskellige indsigter fra forskellige paradigmer og discipliner mister soliditet eller terapier mister effektivitet.

Derfor har vi valgt niveauet af modeller, der giver mulighed for at åbne et rum for samtale, hvor forskningen og tankegangen i forskellige discipliner og professioner kan mødes og skabe et solidt grundlag for videreudvikling af alt det arbejde, der allerede er udført på området. Vi besluttede at modellen skulle kaldes den integrative proces model (IPM) fordi den integrerer professionernes viden om sorg og afspejler processen omkring sorg.

Den Integrative Proces Model for Tab og Sorg
Med basis i den forhåndenværende forskning, er det tydeligt at der er behov for en model der kan rumme en fysisk, psykologisk, social og åndelig-eksistentiel tilgang til sorg. For at udvikle denne ide blev modellen af Cicely Saunders om ‘Total Smerte’ (Total Pain) fra palliativ indsats benyttet som inspiration, da den netop sigter mod at inkorporere alle faglige discipliner i forståelsen af lidelse (27, 28). Når den tidligere forskning i sorg tages i betragtning, blev det besluttet at skelne mellem følelsesmæssige og kognitive aspekter af den psykologiske dimension, således at IPM rummer fem dimensioner(29):

• Fysisk
• Følelsesmæssig
• Kognitiv
• Social
• Åndelig-eksistentiel

For at billedliggøre modellen blev der først indsat fem dimensioner og hver dimension blev knyttet op på en af de grundlæggende eksistentielle spændinger i livet, der er karakteristisk for sorg. Hver dimension har endvidere en række centrale orienterings-punkter, som er baseret i forskningen, og som er vigtige for at finde balance eller finde sig selv i en ny verden med (endnu) et tab og leve med forandringerne:

Det er ikke hensigten af modellen skal skildre reaktioner på sorg, men snarere præsentere at hver sørgende møder en lang række udfordringer i sorg, og det er forskelligt fra menneske til menneske hvilke reaktioner der indgår, da det bl.a. også handler om hvordan den sørgende selv kan møde sin sorg. Det kan eksempelvis i den fysiske dimension omhandle de forskellige fysiske eller kropslige reaktioner på sorg såsom stresshormoner, rastløshed, appetitløshed, træthed osv. Den følelsesmæssige dimension er karakteriseret ved følelsesmæssige reaktioner som fortvivlelse, tristhed, længsel, vrede og mange flere.

I den kognitive dimension henregnes reaktioner som omhandler påvirkningen på vores tænkning fx optagethed af tabet, ’hvad-nu-hvis’-tanker om at kunne have forhindret tabet og lignende. Den sociale dimension er karakteriseret ved de reaktioner der har at gøre med relationer, kulturelle aspekter, ritualer og social støtte. Endelig omhandler den åndelig-eksistentielle dimension eksempelvis tro, skyld, skam, tillid, håb, mening og transcendens.

Hvordan sorgprocessen fungerer ifølge IPM
Logikken i IPM er indgående beskrevet i bogen Tab, sorg og eksistens (30). De fem dimensioner er uløseligt forbundet med hinanden, og det er en individuel proces, hvilke dimensioner der er aktive på et givent tidspunkt. Billedligt talt kan man beskrive det som at på forskellige tidspunkter i processen træder udfordringerne i en bestemt dimension i forgrunden, mens de andre dimensioner træder mere i baggrunden, og lidt senere skifter det og en anden dimension træder i forgrunden. På den måde skifter sorgens reaktioner, udfordringer og eksistentielle spændinger i en dynamisk proces, som aldrig lander helt, da de eksistentielle udfordringer altid er relevante for et menneske.

Selvom processen over tid kan blive mere afbalanceret, vil den altid kunne ’åbne sig’ eller blive tydelig, når der opstår nye tab, udfordringer eller ubalancer i en af dimensionerne. Så selvom dimensionerne, de ultimative bekymringer og eksistentielle spændinger er universelle i sorg, så bliver de forskellige reaktioner og udfordringer levende i hver enkelt sørgende i en unik sorgproces, der er baseret på den sørgendes ressourcer, valg og tilgange til sorgen, samt individuel baggrund, identitet, værdier og endda tidligere tab.

Sorgprocesser har fem dimensioner
Det der er fælles for alle sorgprocesser, er de fem dimensioner, og at de eksistentielle spændinger er involveret på den ene eller anden måde. Det der er unikt i hver sorgproces, er den specifikke måde og rækkefølge, hvorpå processerne i dimensionerne udspiller sig i det enkelte individ.

IPM billedliggør hvordan sorgen er kendetegnet ved mange forskellige reaktioner, men samtidig er den en åbning til livets store eksistentielle spørgsmål, og her må alle mennesker kæmpe med at holde balancen og finde svar på egen eksistens og hvad meningen er med den. En vigtig pointe er at de eksistentielle spændinger og processerne som er beskrevet i IPM på mange måder stemmer overens med tidligere beskrivelser af sorgprocessen.

Eksempelvis er modellen om fastholdelsen af det følelsesmæssige bånd og IPMs beskrivelse af sociale processer, hvor den enkelte søger en balance mellem at give slip og holde fast ret ens. Eller teorien om pendulering i To-sporsmodellen ligner IPMs bevægelse mellem forskellige aspekter af sorgen.

Eksistentielle spændinger frem for faser eller pendulering
Forskellen er imidlertid at ifølge IPM handler dette hverken om faser, pendulering eller opgaver, fordi sorgen snarere forstås som eksistentielle spændinger, som noget der er grundlæggende for alle eksistentielle processer i livet, og ikke noget der kun opstår i den psykologiske dimension eller som kun er kendetegnende for sorg. Sagt med andre ord er de eksistentielle spændinger ofte allerede kendt af den enkelte, men i sorgen vil de eksistentielle udfordringer præsentere sig med et større pres og tydeligere krav til personen om at finde balance.

Forskelle i sorgforståelsen
Både i de tidlige fasemodeller samt i To-spors-modellen blev der præsenteret en række opgaver og centrale problemstillinger i sorg.
I nedenstående skema, fremgår forskellene mellem sorgforståelsen i faseteorierne, To-sporsmodellen og IPM. I IPM er disse udfordringer integreret mere, da de her forstås som uløseligt forbundet med grundlæggende eksistentielle spørgsmål, som altid er til stede i menneskelivet, men som blot kommer i forgrunden i sorgprocessen.

Perspektiv
I den oprindelige sorgarbejdshypotese var ideen om sorgbearbejdning at den sørgende skulle forløse følelserne, sige farvel og gå videre i livet. I opgavemodellerne var ideen at der var bestemte opgaver der skulle løses for at sorgen kunne overstås. I To-sporsmodellen var idéen at sorg er stress som forløber i to spor, og at sorgen kunne håndteres ved at skabe en dynamisk proces ved at regulere forløbet hen imod at leve med sorgen.

IPM handler i modsætning til tidligere modeller ikke om at give svar på hvordan man skal sørge. Modellen handler om at forstå, at sorg åbner et rum, som kan være voldsom, men hvor vi bliver inviteret til at se på livets store spørgsmål og eksistentielle spændinger. Her er der ingen rigtige eller forkerte svar, men mere eller mindre autentiske måder for os at svare på livets store spørgsmål om døden, friheden, ansvaret, aleneheden og meningsløsheden.

I IPM forstås tab og sorg eksistentielt og derfor som en naturlig del af livet, som påvirker mange dimensioner i hverdagen, mens livet omstilles til tabet. Processen handler ikke om at håndtere sorg, men snarere om at finde en balance og integrere sorgen i livet. Når vi kan det, ser det ud til at sorgen transformerer os til at leve med tydeligere værdier og større integritet. I dette perspektiv er tab og sorg noget der forener os i sorg og sårbarhed og fremfor at adskille os kan det hjælpe os ind i mere forbundethed med hinanden.

 

Referencer
1. Burns VF, Sussman T, Bourgeois-Guérin V. Later-Life Homelessness as Disenfranchised Grief. Can J Aging. 2018;37(2):171-84.
2. Harman JJ, Matthewson ML, Baker AJL. Losses experienced by children alienated from a parent. Curr Opin Psychol. 2022;43:7-12.
3. Papa A, Lancaster NG, Kahler J. Commonalities in grief responding across bereavement and non-bereavement losses. J Affect Disord. 2014;161:136-43.
4. Boelen PA, Eisma MC, de Keijser J, Lenferink LIM. Traumatic stress, depression, and non-bereavement grief following non-fatal traffic accidents: Symptom patterns and correlates. PLoS One. 2022;17(2):e0264497.
5. Doka KJ. Bereavement: A Sociological Perspective. In: Steffen EM, Milman, E., & Neimeyer, R. A. (Eds.), editor. The Handbook of Grief Therapies. Los Angeles: SAGE; 2023. p. 189-98.
6. Cholbi M. Grief. A philosophical guide: Princeton University Press; 2021.
7. Freud S. Mourning and melancholia. In: Strachey J, editor. The standard edition of the complete psychological works of Sigmund Freud. 14. London: Hogarth Press & Institute of Psychoanalysis; 1957. p. 239-60.
8. Stroebe M, Schut H. The dual process model of coping with bereavement: rationale and description. Death Stud. 1999;23(3):197-224.
9. Bowlby J. Attachment and loss. London: Hogarth; 1980.
10. Kübler-Ross E. On death and dying. New York: Macmillan; 1969.
11. Worden JW. Grief counseling and grief therapy: A handbook for the mental health practitioner. New York: Springer; 1991.
12. Klass DS, P. Nickman, S. (eds). Continuing Bonds: New understandings of grief.: Taylor & Francis.; 1996.
13. Steffen EM. Grief Therapies for our Times: A Pluralistic Proposition. Steffen EM, Milman, E., & Neimeyer, R. A. (Eds.), editor: SAGE; 2023.
14. Prigerson HG, Horowitz MJ, Jacobs SC, Parkes CM, Aslan M, Goodkin K, et al. Prolonged grief disorder: Psychometric validation of criteria proposed for DSM-V and ICD-11. PLoS Med. 2009;6(8):e1000121.
15. Shear MK. Clinical practice. Complicated grief. N Engl J Med. 2015;372(2):153-60.
16. van Heck GL, de Ridder, D.T.D. . Assessment of coping with loss: Dimensions and Measurements. In: Margaret S. Stroebe ROH, Wolfgang Stroebe, Henk Schut, editor. Handbook of Bereavement Research Consequences, coping and care Washington DC: American Psychological Association; 2008. p. 449-70.
17. Boelen PA, Lenferink LIM. Comparison of six proposed diagnostic criteria sets for disturbed grief. Psychiatry Res. 2020;285:112786.
18. Fiore J. A Systematic Review of the Dual Process Model of Coping With Bereavement (1999-2016). Omega (Westport). 2021;84(2):414-58.
19. Klass D. Continuing conversation about continuing bonds. Death Stud. 2006;30(9):843-58.
20. O’Connor MF. Grief: A Brief History of Research on How Body, Mind, and Brain Adapt. Psychosom Med. 2019;81(8):731-8.
21. Tedeschi RG, Calhoun LG. The Posttraumatic Growth Inventory: measuring the positive legacy of trauma. J Trauma Stress. 1996;9(3):455-71.
22. Tedeschi RG, Cann A, Taku K, Senol-Durak E, Calhoun LG. The Posttraumatic Growth Inventory: A Revision Integrating Existential and Spiritual Change.J Trauma Stress.2017;30(1):11-8.
23. Tedeschi RG, Calhoun LG. Beyond the concept of recovery: growth and the experience of loss. Death Stud. 2008;32(1):27-39.
24. Yalom ID. Existential Psychotherapy. New York: Basic Books; 1980.
25. Spinelli E. The interpreted world. An introduction to phenomenological psychology. 2nd ed. London: Sage; 2005.
26. van Deurzen E, Adams, M. Skills in existential counselling and psychotherapy. 2nd ed. London: Sage; 2016.
27. Brant J. Holistic total pain management in palliative care: Cultural and global considerations. Palliative Med Hosp Care Open J. 2017;1:S32-8.
28. Clark D. ‘Total pain’, disciplinary power and the body in the work of Cicely Saunders, 1958-1967. Soc Sci Med. 1999;49(6):727-36.
29. Guldin, M. B., & Leget, C. (2023). The integrated process model of loss and grief – An interprofessional understanding. Death Studies, 48(7), 738–752. https://doi.org/10.1080/07481187.2023.2272960
30. Guldin, M. & Leget, C. Tab, sorg og eksistens – en integrativ tilgang. Kbh: Akademisk Forlag; 2024.