
Mit Liv – Min Sundhed-appens primære målgruppe er sårbare borgere i kommunale støtteordninger. Den har fokus på at øge egenomsorgen og understøtte adfærdsændringer, samtidigt med at den understøtter samarbejdet mellem borger og de fagprofessionelle (dialogredskab). Appen hjælper borgeren med at planlægge og leve en sundere hverdag gennem inddragende funktioner og indhold.
Indholdet præsenteres visuelt, hvor video, tegninger og billeder har erstattet tekst. Den indeholder fire grundlæggende fokusområder:
- Min dag: Her kan borgeren planlægge og se dagens aktiviteter, holde styr på væskeindtag og måltider. Aktiviteterne indsætter de selv. Aktiviteter kan også være en huskeliste til medicin, aftaler med læge eller andre fagpersoner
- Min krop: Her kan borgeren få inspiration og hjælp til indkøb og madlavning. Borgeren kan følge 1:1-instruktioner til hverdagsmotion og udføre motionen sammen med instruktøren
- Netværk: Viser borgeren aktuelle og fremtidige tilbud i lokal området. F.eks. væresteder, madlavningskurser, gåture. Borgeren kan desuden se dage og tider for de lokale tilbud og tilføje dem til Min dag, hvis de gerne vil deltage i et af tilbuddene
- Tanker: Her handler det om ’mental fitness’. Borgeren kan få viden og information om kendte mentale udfordringer og øvelser, som de kan bruge til at øge deres mentale sundhed.
Appen har desuden en avanceret funktion, hvor borgeren kan tilpasse indholdet, f.eks. ved hjertesygdom eller type-2 diabetes.






