Camilla Askov Mousing, Sygeplejerske, Cand.cur., Ph.d. Lektor ved Sygeplejerskeuddannelsen, VIA University College, Randers. caac@via.dk
Resumé
Døden er en uundgåelig del af livet, men forestillingerne om den varierer betydeligt fra person til person. Denne artikel præsenterer en øvelse, der udforsker individuelle ønsker og tanker om døden. Øvelsen er designet til at hjælpe sundhedsprofessionelle med at reflektere over egen dødelighed, værdier og holdninger til døden. Denne selvbevidsthed kan gøre dem mere opmærksomme på, hvordan deres egne følelser og tanker kan påvirke deres pleje af patienter og pårørende. Refleksion over egen dødelighed kan øge bevidstheden om vigtigheden af at respektere patienternes ønsker og behov, ligesom den kan hjælpe til at indse, at patienter og pårørende i livstruende sygdomsforløb kan have forskellige behov og ønsker i forhold til palliativ pleje. Ved at fokusere på præferencer og værdier kan sygeplejersker bedre imødekomme de unikke behov hos patienter og pårørende, og dermed levere en mere holistisk og personcentreret palliativ indsats.
English abstract
Reflections on one’s own death – an exercise for healthcare professionals to explore personal wishes and values at the end of life
Death is an inevitable part of life, but ideas about it vary greatly from person to person. This article presents an exercise that explores individual wishes and thoughts about death, designed to help healthcare professionals reflect on their own mortality, values, and attitudes towards death. Such self-awareness can make them more conscious of how their own feelings and thoughts may influence the care they provide to patients and relatives.
Reflection on one’s own mortality can increase awareness of the importance of respecting patients’ wishes and needs, and can help professionals recognise that patients and relatives in life-threatening illness trajectories may have different needs and preferences regarding palliative care. By focusing on preferences and values, nurses can better meet the unique needs of patients and relatives and thus deliver a more holistic and person-centred palliative approach.
Keywords: Death, mortality, reflective exercise, healthcare professionals, palliative care, values, person-centred care.
Introduktion
At døden kommer til os alle, er sikkert. Dødeligheden er en konstant ledsager gennem livet, men det er ikke ensbetydende med, at alle tænker ens om døden, eller har de samme forestillinger om hvordan den sidste tid bliver. Når sygdom, tab eller andre livsomvæltende begivenheder opstår, bliver tanker om dødelighed og døden ofte mere nærværende (1-2).
Sygeplejersker møder mennesker i alle aldre, samt fra alle samfundslag, kulturer og religioner i sundhedsvæsenet. Denne artikel tager udgangspunkt i denne mangfoldighed og introducerer en øvelse, der fokuserer på individuelle ønsker og tanker om døden. Øvelsen kan øge opmærksomheden omkring de komplekse og mangeartede forestillinger om dødelighed og døden. Den kan også hjælpe sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle med at forstå, at patienter, borgere og pårørende i livstruende sygdomsforløb ikke nødvendigvis udgør en homogen gruppe, men har forskellige behov og ønsker i forhold til palliativ indsats. Artiklen er ikke en introduktion til palliationsbegrebet generelt, ligesom den ikke forholder sig til eksisterende opmærksomheds- og opsporingsredskaber i forhold til palliative behov. For indsigt i litteraturen refereres til ‘Hvis du vil vide mere’.
Baggrund
At gøre sig tanker om dødelighed og døden er en fundamental del af det at være menneske (3). Mennesket har en unik evne til at forstå tidens gang og egen dødelighed, hvilket skaber en naturlig refleksion over livets ende (4-6). Opvækst, kultur og religion spiller en væsentlig rolle i vores tanker om dødelighed og døden. Tillige kan personlige oplevelser, alder, sundhedstilstand, uddannelse og viden, samfund og medier, samt psykologiske faktorer påvirke tankerne om døden. Alder kan påvirke, hvordan vi tænker om døden; yngre mennesker tænker måske mindre over døden, mens ældre mennesker ofte reflekterer mere over den (7).
Den nationale undersøgelse ”Danskerne og døden” (7), viste at døden blev betragtet som svær at tale om; ubehagelig at beskæftige sig med; og som noget vi er bange for. Samtidig viste undersøgelsen, at danskerne er nysgerrige på døden; at de vurderer at det er vigtigt at tale om den, men at de ofte ikke får det gjort. Dette er i tråd med Ældre Sagens undersøgelse ”Danskernes holdning til at tale om sin egen og sine næres sidste tid og død” (8) der viste, at ca. to tredjedele af danskerne synes, det er vigtigt at tale om døden, men ikke får det gjort, fordi det er svært at starte samtalerne. Ifølge Condraus teori om dødsangst er mennesket bl.a. bange for lidelse ifm. at dø; selve dødsprocessen; at man er alene om at dø; og at døden er endelig (9-10). Personlige oplevelser, såsom at miste en elsket, opleve kritisk sygdom eller have en nær-død oplevelse, kan ændre vores perspektiv på døden (10). Hvis sundhedstilstanden udfordres af kroniske sygdomme eller alvorlige helbredsproblemer, bliver døden et mere nærværende emne (1;8).
Dødelighed og døden er også et menneskeligt vilkår, som afspejles i kulturelle og religiøse ritualer (11-13). Næsten alle kulturer og religioner har traditioner og ritualer, der omhandler døden, hvilket understreger, hvor universelt dette emne er. Religiøse traditioner har forskellige syn på døden: Kristendommen ser døden som en overgang til evigt liv, Islam som en dom af sjælen, Hinduismen og buddhismen som genfødsel baseret på karma, og jødedommen som opstandelse ved tidernes ende (14).
Ritualer opleves vigtige, både som noget der foregår før, i forbindelse med og efter døden, idet ritualerne kan være med til at tage brodden af dødens meningsløshed. Ritualerne behøver ikke være religiøse og der udvikles fortsat nye ritualer (7). Filosoffer har gennem tiden reflekteret over døden: Sokrates så den som en befrielse, Epikur mente, den ikke skulle frygtes, Seneca betragtede den som naturlig, Heidegger så den som meningsgivende, Kierkegaard fokuserede på dødsangst, og Camus så den som absurd. Disse perspektiver viser døden som en kilde til dyb refleksion (3; 15-16). Den dybe interesse og bekymring for døden og dødeligheden ses også i et stort antal litterære værker, herunder Shakespeares “Hamlet”, Leo Tolstojs “Ivan Iljitjs død” og Emily Dickinsons “Digte”. Disse værker giver os forskellige perspektiver på døden og hjælper os med at forstå og bearbejde vores egne tanker og følelser om emnet. Litteratur og fortællinger er også relevante for sundhedsprofessionelle, hvilket ses i det voksende fokus på narrativ medicin (17).
Narrativ medicin bruges til at uddanne læger og sundhedsprofessionelle i at forstå og reflektere over patienters historier og perspektiver gennem læsning af skønlitteratur og kreativ skrivning (18). Narrativ medicin fremmer empati og forståelse ved at fokusere på de små nuancer i patienternes fortællinger. Det hjælper sundhedsprofessionelle med at opbygge en nysgerrighed over for patienternes historier og dermed forbedre deres evne til at yde omsorg. Uddannelse og viden former menneskets forståelse af døden, ligesom også samfundets og mediernes generelle præsentation af døden kan påvirke menneskers tanker om emnet. Således taler Michael Hviid Jakobsen om den stille revolution, idet døden inden for de sidste 15-20 år er blevet mere eksponeret, f.eks. gennem nye medier som podcast, internet osv. (19). I medierne er døden til stede på mange måder, bl.a. i udsendelser om den virkelige, autentiske død, men også gennem fiktion, hvor døden fremstilles på film og i tv-serier.
Dødelighed og døden i sygeplejerskens daglige arbejde
Sygeplejersker møder dagligt patienter, borgere og pårørende, som lever med alvorlig og livstruende sygdom. Disse mennesker har ofte behov for en palliativ indsats for at lindre lidelse og øge livskvaliteten. At yde en god palliativ indsats kræver høj faglighed og god dømmekraft. Det indebærer blandt andet at kunne træffe velovervejede kliniske beslutninger baseret på viden om den enkelte patients liv, symptomer, behov og præferencer, samt grundige observationer, viden om modeller og teorier, og kendskab til sygdom og interventioner (2; 20-21). I 2016 skete der en markant ændring på bekendtgørelsesniveau, da palliation for første gang blev indskrevet som begreb og fænomen i “Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje” (22).
Siden da har sygeplejestuderende skullet undervises i palliationsbegrebet med henblik på at:
🔹Have viden om og kunne reflektere over palliation.
🔹Kunne anvende, vurdere og formidle sygepleje-faglige interventioner i pallierende forløb.
🔹Selvstændigt kunne støtte patient, borger og pårørende i at mestre den enkeltes livssituation i pleje og behandling ved sundhedsudfordringer og sygdomssammenhænge af pallierende karakter.
Alle autoriserede sygeplejersker bør kunne varetage palliativ sygepleje på et basalt niveau. At udøve palliativ sygepleje er dog ikke noget nyt. Historisk har den palliative indsats fyldt meget i patientplejen, især når diagnosticering og behandling ikke var muligt, hvilket gjorde den lindrende indsats til den eneste ‘behandling’, der kunne tilbydes. Som beskrevet indledningsvist i artiklen, er døden noget, der kommer til os alle, men mennesker tænker ikke nødvendigvis ens om døden, vejen til døden eller hvad der sker efter døden. I den pallierende sygepleje arbejdes der med en holistisk tilgang, bl.a. inspireret af Total Pain modellen, hvor sygeplejersker forsøger at tænke ‘hele vejen rundt’ om det menneske, som har brug for en sygeplejefaglig indsats (21; 23). Palliativ sygepleje udføres ikke blot på baggrund af sygeplejerskens personlige holdninger og meninger, ej heller baseret på egne forestillinger om ønskedøden.
Men hvordan får sygeplejersken egentlig indsigt i og øje på, hvor forskellige perspektiverne kan være fra patient til patient, pårørende til pårørende, sygeplejerske til sygeplejerske, ja kort sagt, fra menneske til menneske?
Inspiration til øvelsen
I oktober 2013 blev konferencen “2nd International Multidisciplinary Forum on Palliative Care” afholdt i Sofia, Bulgarien. På konferencen holdt den israelske thanatolog og rådgiver inden for sorg, tab og død, Lynne Halamish, et seminar. Halamish er instruktør i INPACT (Israel National Palliative Care Training) programmet og afholder seminarer inden for en lang række medicinske specialer, hvor sorg, tab og død er en del af dagligdagen. Jeg, forfatteren til denne artikel, deltog i dette seminar i oktober 2013. På seminaret blev deltagerne inviteret til at deltage i en øvelse, hvor vi skulle forestille os vores ønskedød. Vi fik, gennem øvelsen, lov til selv at bestemme, hvordan vores død skulle være. Vi var omkring 50 mennesker, der deltog i denne session, og vi kom fra forskellige lande, kulturer og religioner. Der var både unge og ældre med forskellige sundhedsfaglige uddannelser.
Fælles for os alle var vores interesse for palliation. Øvelsen, som jeg vil introducere nedenfor, var en øjenåbner. Ved hjælp af en kort fortælling og få spørgsmål lykkedes det Lynne Halamish at få hver enkelt af os til at reflektere over vores personlige præferencer og værdier. Den efterfølgende opsamling i plenum gav os indsigt i, at den forestilling vi hver især havde om den gode død, ikke nødvendigvis var så ’selvfølgelig’ og langt fra var ens for alle.
Siden 2013 har jeg anvendt en tilpasset udgave af øvelsen i uddannelsen af sygeplejersker, både på grunduddannelsen, i forskellige videre-uddannelseskontekster og på kurser om palliation. Hver gang overraskes studerende, sygeplejersker og kursister over den indsigt, øvelsen kan føre med sig. Og hver eneste gang jeg gennemfører øvelsen med færdiguddannede sygeplejersker, efterspørges øvelsen, så den kan gentages i egen praksis. Med denne artikel ønsker jeg at gøre øvelsen tilgængelig for alle.
”Ønskedød”
Øvelsen består af en kort fortælling, som underviseren kan tilpasse til sin egen praksis. Under fortællingen bliver tilhørerne bedt om at tage stilling til otte spørgsmål. De instrueres i at holde fast i deres umiddelbare tanker og være konkrete i deres svar, uden at være refleksive (hvilket er langt fra hverdagens krav til en refleksiv praksis, og derfor svært for nogen). Øvelsen kræver, at man er helt konkret og undgår at tænke “på den ene side – men på den anden side”.
For eksempel, når de bliver spurgt om, hvor gamle de ønsker at være, når de dør, skal de give et tal uden at overveje forskellige scenarier a’ la:
”jamen, hvis jeg er overvejende rask, vil jeg gerne blive 85, men hvis jeg er syg og afhængig af andre, vil jeg hellere dø tidligere”.
Tilhørerne informeres om, at der samles op på deres svar efter fortællingen. Mellem hvert af de otte spørgsmål i fortællingen holdes en kort pause, så tilhørerne har tid til at holde fast i deres første indskydelse, men ikke så lang tid, at de begynder at reflektere over sammenhængen mellem spørgsmålene. Når tilhørerne (studerende, sygeplejersker eller andre kursister) er blevet informeret om øvelsen, beder jeg dem om at sætte sig med begge fødder på jorden, læne sig tilbage i stolen, lukke øjnene og lægge hænderne i skødet, hvorefter følgende fortælling læses op:
Fortælling som læses op
Forestil dig nu, at du går ud i en dejlig have. Det er sommer og solen skinner. Det er lunt – ikke for varmt og ikke for koldt – bare lige tilpas. Du går på en dejlig grussti gennem haven, som blomstrer og dufter af nyslået græs. Lidt længere fremme får du øje på en bænk. Her sætter du dig ned. Ved siden af bænken står en blomstrende busk i fuldt flor – den dufter og sommerfugle flagrer forbi dig. Alt imens du sidder her, kommer en rart udseende mand hen til dig. Han sætter sig ved siden af dig på bænken og I falder i snak. Manden giver dig muligheden for, selv at bestemme din død. Han starter med at spørge:
🔹Hvor gammel vil du være når du skal dø?
🔹Derefter spørger han, hvordan vil du dø?
🔹Han spørger også om, hvor du vil dø?
🔹Manden giver dig mulighed for at blive advaret om, at døden er på vej. Vil du have sådan en advarsel?
🔹Han spørger også, hvem skal være hos dig når du dør?
🔹Hvordan skal dine pårørende reagere når de hører eller erfarer at du er død?
🔹Så spørger han dig om, hvad skal der ske med din afdøde krop?
🔹Og slutteligt spørger han om, hvordan du gerne vil huskes?
Efterfølgende følges der op i plenum ved at stille spørgsmålene ud i rummet.
For eksempel:
🔹”Hvor gamle skulle I være, når I dør?
🔹“Giv mig nogle tal.”
Tallene skrives på en tavle. Herefter spørgsmål to:
🔹”Hvordan vil du dø?”
🔹”Hvor vil I gerne dø?”
Igen skrives de forskellige svar på tavlen. Sådan fortsættes, indtil alle svar er skrevet på tavlen. Se eksempel på udførelse af øvelsen, gengivet i Figur 1
Resultater
Herefter drøftes hvert enkelt spørgsmål ud fra besvarelserne. Deltagerne får mulighed for at uddybe svarerene. Når vi er færdige med at drøfte deltagernes svar, stiller jeg i plenum spørgsmålet:
🔹”Hvad kan vi lære af denne øvelse?
🔹“Hvad giver øvelsen os svar på?”
Mange vil svare, at øvelsen giver os svar på, hvordan vores ønskedød ser ud. Og det er bestemt et af de svar, vi får. Men svarene vil både give indsigt i, hvad deltageren ønsker, og hvad vedkommende frygter. Når nogle svarer, at de vil dø, når de er 65 år, kan det dække over en frygt for at blive gammel. Når andre svarer, at døden skal komme pludseligt, at de ønsker at gå i seng om aftenen og glemme at vågne næste morgen, at dø hurtigt og smertefrit, kan det handle om frygten for lange, smertefulde sygdomsforløb ledsaget af lidelse, funktionstab og afhængighed. Når vi ser, at eget hjem, egen seng, haven og måske et hospice er steder, hvor deltagerne ønsker, at døden indtræffer, og der samtidigt er et larmende fravær af sygehuset eller ambulancen som ønsket arena for livets sidste tid, giver det rum for eftertanke.
At hospice fremhæves som et godt sted at dø, kan hænge sammen med, at vi her forventer både ekspertise og god normering. Vi forventer, at der her er tid til at se og pleje den døende samt drage omsorg for de sørgende, der må blive tilbage. Fortællingen om fortravlede sengeafsnit med uro og personalemangel passer ikke ind i forestillingen om den gode død. At få identificeret frygten for at dø et ikke-foretrukket sted kan give mulighed for vigtige samtaler, både med henblik på at kunne afklare, oplyse og lindre bekymringer.
Ønsker er ikke statiske, men kan forandre sig -og når der opstår akut forværring eller svære symptomer, kan indlæggelse på sygehus for den livstruet syge opleves helt rigtigt, trygt og ønskværdigt, enten kortvarigt eller til livets afslutning. Øvelsen giver os altså indsigt i, at man som sygeplejerske ikke bare skal lytte til det, der bliver sagt, men i høj grad også lytte efter det, der ikke bliver sagt. Der er ikke én definition på den gode død. Det er den enkelte situation og den enkelte patient eller borger, der bestemmer, hvad den gode død er. Det er vigtigt at have in mente, at når øvelsen gennemføres med sundhedspersonale, taler vi ud fra et andet perspektiv end den livstruet syge. Vi er netop ikke livstruet syge, men alligevel træder forskellighederne frem.
Afrunding og implikationer for praksis
Øvelsen ”Ønskedød” viser, at selvom vi i undervisningssammenhæng ofte udgør en relativt homogen gruppe med samme uddannelsesområde og fælles værdier i sundhedsvæsenet, er vi også forskellige. Vores patienter er i endnu højere grad forskellige. Spørgsmålene i øvelsen er alle relevante at drøfte med vores patienter. De kan hjælpe sygeplejersker med at få indsigt i patient-perspektivet og sætte gang i samtaler, som patienter og deres familier måske finder svære at initiere. Denne tilgang er i tråd med Sundhedsstyrelsens anbefalinger for palliativ indsats (20), som lægger vægt på en helheds-orienteret tilgang, der tager højde for patientens fysiske, psykiske, sociale og åndelige behov. “Ønskedød”-øvelsen giver sygeplejersker en dybere forståelse for individuelle præferencer og behov i forhold til døden.
Ved at deltage i øvelsen bliver sygeplejersker mere bevidste om, at alle mennesker har unikke ønsker og behov, hvilket kan forbedre den personcentrerede pleje. Øvelsen kan hjælpe med at identificere spørgsmål, der kan adressere, ikke bare ønsker, men også patienternes frygt og bekymringer omkring døden, hvilket giver sygeplejersker mulighed for at tilbyde relevant støtte og sygepleje. Uddannelse og kompetenceudvikling er centrale elementer i Sundhedsstyrelsens anbefalinger (20), og øvelsen kan bidrage til dette ved at blive anvendt i uddannelse og efteruddannelse af sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle.
Øvelsen ”Ønskedød” skal ses som et supplement til eksisterende opmærksomhedsværktøjer og opsporingsredskaber som anvendes i den palliative indsats til mennesker med livstruende sygdom. Selvom spørgsmålene i øvelsen med fordel kan anvendes i samtaler med patienter og pårørende, så fokuserer øvelsen i særlig grad på at få professionelle til at reflektere over egen død og derved ’vække’ opmærksomheden på kompleksiteten og mangfoldigheden ift. tanker, ønsker og behov relateret til livstruende sygdom og død.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger til en palliativ indsats (20) understreger også betydningen af at inddrage både patienter og deres pårørende i beslutningsprocesser. Øvelsen “Ønskedød” faciliterer denne inddragelse ved at skabe rum for samtaler om døden og dødelighed, som kan være svære at starte. Desuden fremmer øvelsen tværfagligt samarbejde og fælles forståelse blandt sundhedsprofessionelle, hvilket er essentielt for en sammenhængende og høj kvalitet i den palliative indsats. Den kulturelle og religiøse sensitivitet øges også, da sygeplejersker bliver mere opmærksomme på, hvordan forskellige baggrunde påvirker patienters syn på døden.
Endelig giver øvelsen sygeplejersker mulighed for selvrefleksion, hvor de kan overveje egne værdier og holdninger til døden. Denne proces kan bidrage til en dybere forståelse af deres professionelle praksis og potentielt forbedre deres evne til at støtte patienter og pårørende.
Hvis du vil vide mere om palliationsbegrebet, opsporingsredskaber og palliativ indsats
DET NATIONALE VIDENCENTER FOR REHABILITERING OG PALLIATION (REPHA)
ANBEFALINGER FOR DEN PALLIATIVE INDSATS, SST 2007
Referencer
1. Busch CJ, Gaardboe O, Jacobsen MH. At vække døden til live: – overvejelser om dødens status, rolle og udfordringer i dagens Danmark. Bibliotek for Laeger. 2023;215(3):242-253.
2. Mousing CA, Timm HU. Sygepleje og palliation. I: Hundborg S, redaktør. Sygepleje & klinisk beslutningstagen. København: FADL’s Forlag; 2019. s. 458-480.
3. Birkler J. Samtalen om døden – filosoffens perspektiv: Jacob Birkler. Landsforeningen Liv & Død; 2022. Tilgængelig fra: https://livogdoed.dk/temaer/samtalen-om-doeden-filosoffens-perspektiv-jacob-birkler/
4. Bauman Z. Mortality, Immortality and Other Life Strategies. Cambridge: Polity Press; 1992.
5. Jacobsen B, Boelsbjerg HB. Døden i eksistenspsykologisk belysning. I: Dalgaard KM, Jacobsen MH, redaktører. Humanistisk Palliation. København: Hans Reitzels Forlag; 2011.
6. Breitbart W. Existential guilt and the fear of death. Palliat Support Care. 2017 Oct;15(5):509-512. doi: 10.1017/S1478951517000797. Epub 2017 Aug 22. PMID: 28829012; PMCID: PMC5597483.
7. Landsforeningen Liv&Død. Danskerne og døden 2022. København: Landsforeningen Liv&Død; 2022. Tilgængelig fra: https://livogdoed.dk/temaer/danskerne-og-doeden-2022-undersoegelse/
8. Ældresagen. Danskernes holdning til at tale om sin egen og sine næres sidste tid og død. Rådgivende sociologer og Ældresagen; 2018. Tilgængelig fra: https://aeldresagen-rapport-2019-danskernes-holdning-til-at-tale-om-doeden.pdf
9. Condrau G. Der Mensch und sein Tod. Zürich: Kreuz Verlag; 1991.
10. Jacobsen B. Livets dilemmaer. En bog om eksistentiel psykologi. København: Hans Reitzels Forlag; 2009.
11. Nielsen R. Ritualer i dødens nærhed. Åndelig omsorg. Webforum for Åndelig Omsorg. 2012. Tilgængelig fra: https://www.aandeligomsorg.dk/Artikler.aspx?id=11
12. Omsorg – Nordisk tidsskrift for palliativ medicin nr. 1/2007: Temanummer om ritualer ved dødsfald.
13. Jacobsen MH, Simuyemba LL. Dødsbevidsthedsbevægelsen og den spektakulære død – fra fortrængning og tabu til italesættelse og tilsynekomst. I: Dalgaard KM, Jacobsen MH, redaktører. Humanistisk Palliation. København: Hans Reitzels Forlag; 2011.
14. Poulsen A. Religion – kort og godt. København: Forlaget Columbus; 2018.
15. Kokosalakis N. Reflections on Death in Philosophical/Existential Context. Society. 2020;57(4):402-409. doi: 10.1007/s12115-020-00503-5.
16. Bradley B, Feldman F, Johansson J, redaktører. The Oxford Handbook of Philosophy of Death. Oxford: Oxford Handbooks; 2012.
17. Rasmussen AJ, Sodemann M. Narrativ medicin som nyt, interdisciplinært felt. Ugeskr Læger. 2020;182:Vo8190446.
18. Rasmussen AJ, Mai AM, Plough Hansen H. Indledning. I: Rasmussen AJ, Mai AM, Plough Hansen H, redaktører. Narrativ medicin i uddannelse og praksis. København: GADs Forlag; 2021.
19. Buje S. Om hvordan vi forholder os til døden i Danmark – Michael Hviid Jacobsen [Podcast]. I: Når døden os skiller. Landsforeningen Liv&Død; 2025 [citeret 2025 maj 23]. Tilgængelig fra: https://livogdoed.dk/temaer/podcastserie-naar-doeden-os-skiller/
20. Sundhedsstyrelsen. Anbefalinger for den palliative indsats. 2017. Tilgængelig fra: https://www.sst.dk
21. Kusk LN, Mousing CA. Palliation. I: Hørdam B, Hundborg S, redaktører. Hospital i hjemmet 1 – Faglig praksis. København: Munksgaard; 2025.
22. Retsinformation. Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje. BEK nr 804 af 17/06/2016 (Historisk): Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje. 2016.
23. Saunders C. Care of patients suffering from terminal illness at St. Joseph’s Hospice, Hackney, London: Nurs Mirror; 1964(14).
