Annonce

Fundamentals of Care – styrket sygepleje

Fundamentals of Care – styrket sygepleje

Af  Pernille Raun Olsen (pernille.raun.olsen@regionh.dk), Maria Brudsø, Marianne Brostrup Sachs, Lone Lundbak Mathiesen, Stina Marlo Posborg, Sidsel Goor Pedersen, Maria Victoria Castillo, Rie Forsberg, Kliniske sygeplejespecialister og Mia Ingerslev Loft, Kliniske sygeplejespecialist, Forskningsleder. Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, Rigshospitalet.
Forskningsgruppen GONEAR (Grop Of Neurocare And Research)

Fagligheden i Fundamentals of Care er der

Begrebsrammen Fundamentals of Care (FoC) vinder indpas, både nationalt og internationalt, og debatten om begrebsrammens relevans og anvendelighed er vigtig. Den 9. december 2024 bragte Sygeplejevidenskab.dk debatindlægget Fundamentals of Care – hvor er fagligheden henne? skrevet af Victoria Riber Kristiansen.

Vi vil gerne indgå i denne diskussion og bidrage med vores perspektiv på begrebsrammen og dens betydning for at arbejde personcentreret i sygeplejen i både klinisk praksis, ledelse, uddannelse og forskning. Begrebsrammen er tænkt som en dynamisk ramme, der fra vores perspektiv bliver netop levende, relevant og nærværende, når vi forholder os til den, diskuterer og anvender den i den daglige kliniske praksis, i ledelse, i forskning og på policy-niveau. Derfor dette debatindlæg.

FoC er en ramme for personcentreret og evidensbaseret sygepleje
Set fra vores perspektiv er fagligheden allestedsnærværende i begrebsrammen. Det er netop det, der er dens styrke og gør den relevant for os at tale sygepleje ud fra, prioritere og argumentere for vores sygeplejeinterventioner og forstå kontekstens betydning. Vi oplever, gennem vores flerårige arbejde med FoC, at begrebsrammen bidrager med værktøjer til at koble teori og praksis i sygepleje, og at det styrker vores faglighed og skaber kvalitet til gavn for patienterne.  Begrebsrammen giver os et fælles sprog for, hvad personcentreret sygepleje er.

Ved at integrere tankerne bag begrebsrammen i klinisk praksis kan sygeplejens kompleksitet synliggøres og italesættes. Det kræver viden om mennesket bag patienten at kunne være forudseende og opmærksom på patientens fundamentale behov. Med det afsæt bliver det tydeligt, hvorfor relationen er udgangspunkt for sygepleje. Vi vil argumentere for, at denne viden, når den ydes af professionelle sygeplejersker, er baseret på mere end almen menneskelige kompetencer.

Det kræver faglighed at omsætte denne viden til sygepleje, der er respektfuld, værdig og tager afsæt i det enkelte menneske. Et eksempel fra vores hverdag i en neurologisk afdeling er, når vi yder sygepleje til en patient med afasi, der har svært ved verbalt at give udtryk for sine behov. Her bruger sygeplejersken sin viden om hjerneskade og metoder til at støtte samtalen samtidig med at sygeplejersken tager udgangspunkt i sin viden om den enkelte patient, så sygeplejen gennemføres på en faglig og værdig måde, der kan imødekomme patientens behov.

Vi vil derfor påstå, at det er misvisende at sige, at FoC reducerer sygeplejersken til ”varme hænder”. Tværtimod fremhæver og strukturerer begrebsrammen sygeplejerskens funktion som kritisk reflekterende og teoretisk funderet. Det oplever vi, sker gennem systematisk fokus og integration af begrebsrammens tre koncentriske cirkler i vores daglige praksis. Det faciliterer refleksion og klinisk beslutningstagen, og understøttes af praksisprocessens 5 trin, der guider sygeplejersken i at omdanne teoretisk viden til praktiske handlinger (Feo et al 2017):

Praksisprocessens 5 trin -FoC som bro mellem teori og praksis
Vi har med stor succes i vores praksis anvendt det, der på dansk kaldes praksisprocessen (Feo et al. 2017) som en måde at operationalisere integreringen af FoC-rammens tanker ud i handling og klinisk praksis. Igennem praksisprocessen, kan sygeplejersken strukturere sin sygeplejeproces ved hjælp af fem trin:
1) Identifikation af patientens fundamentale behov
2) Udvælgelse af en arbejdshypotese
3) Anvendelse af begrebsrammens tre koncentriske cirkler til at imødekomme patientens behov
4) Integration af relevant teori
5) Klinisk beslutningstagen.

Herved understøttes det, at sygepleje forbliver helhedsorienteret, personcentreret, reflekteret og evidensbaseret. Praksisprocessen kan anvendes som et redskab til at understøtte faglige drøftelser og refleksioner over klinisk beslutningstagen. Ved at inddrage relevant teori kan FoC bidrage til en dybere forståelse af patienten og dennes situation og styrker således sygeplejerskens evne til kritisk refleksion. I denne proces lægges der vægt på, at de forskellige vidensformer som Victoria Riber Kristiansen savner, inddrages.

Trin 4 og 5 i praksisprocessen sikrer netop, at teori og begreber fra forskellige vidensformer anvendes som grundlag for refleksion, klinisk beslutningstagen og faglig udvikling. Praksisprocessen i FoC skaber en systematik, der gør det muligt at anvende teori på en meningsfuld måde i den kliniske praksis. Det bidrager til at tale sygeplejens kompleksitet frem og synliggøre interventioner og sygeplejefaglighed – både mono- og tværfagligt.

Et fælles sprog for sygepleje
En styrke ved FoC er, at der ved anvendelse af begrebsrammen kan skabes et fælles sprog for sygepleje. Det kan eksempelvis understøtte, at vi tidligt identificerer patientens fundamentale behov, fx tegn på infektion, dehydrering eller behov for trøst, gennem vores observationer og interventioner. Et fælles fagligt sprog kan betyde større sikkerhed, færre komplikationer og mere tryghed for patienten. Begrebsrammen FoC kan medvirke til, at vi bliver fagligt stærke, reflekterende og forudseende og derved bliver til langt mere end blot “varme hænder”.

Vores erfaring er, at når sygeplejersker sammen anvender begrebsrammen, skabes et stærkere grundlag for faglig sparring og videndeling, hvilket bidrager til en mere sammenhængende og personcentreret indsats, der bygger på forskellige vidensformer.

I videoen (4:09) The FoC Practice Process as an active Catalyst for operationalising Theory into Practice,  fortæller klinisk sygeplejespecialist Lone Lundbak Mathiesen om hvordan modellen er anvendt i praksis i Forskningsgruppen GONEAR


Kilde
Feo R, Conroy T, Alderman J et al (2017) Implementing fundamental care in clinical practice. Nursing Standard. 31, 32, 52-61. doi: 10.7748/ns.2017.e10765

 

 

Scroll to Top
Størrelsesguide/Måleskema
Alle mål er angivet i cm.
Dame t-shirt
S
M
L
XL
Brystvidde
86
92
100
108
Taljevidde
69
74
80
86
Hoftevidde
95
100
106
112
Herre t-shirt
S
M
L
XL
Brystvidde
90
96
104
112
Skjorter
37/38
39/40
41/42
43/44
Livvidde
80
85
91
97