Med Sundhedsreformen og Reform af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelser ser vi kærkommen mulighed for at diskutere, om mennesket og det menneskelige kan findes i sundhedsvæsenet. Kan de mennesker, der arbejder i sundhedsvæsenet, frigøre sig fra en systemisk diagnosetænkning i mødet med dem, der opsøger hjælp?
Af Lea Muldtofte, ph.d. forfatter til bogen Om Forladelse, Københavns Universitet, lego@adm.ku.dk, Trine Lykkegaard Sønderkær, adjunkt, intensivsygeplejerske, cand. mag. i anvendt filosofi, VIA University College tris@via.dk og Brian Benjamin Hansen, ph.d. i filosofi, docent VIA University College, brbh@via.dk
“[D]et er ikke i tilstrækkelig grad lykkedes at styrke den del af sundhedsvæsenet, som er tættere på borgerne.” Sådan lyder det i den Sundhedsreform, der blev vedtaget i november 2024, hvor det også hedder, at det for borgere, der er i kontakt med sundhedsvæsnet, ikke blot handler om at overleve, men også om at leve godt.
Det er en pointe, vi gerne vil tage op, for måske er tiden inde til at formulere nye pejlemærker for “borgerkontakten”. Vores hovedbudskab er, at netop kontakten til mennesker, der møder systemet, og et fokus på det menneskelige aspekt bør indgå som en grundlæggende del af uddannelsen af sundhedsprofessionelle. Mens sundhedsprofessionelle uddannes og socialiseres til at have et fagligt blik på de mennesker, de møder, prioriteres og understøttes tilegnelsen af basale menneskelige færdigheder ikke i lige så høj grad.
I alle dele af sundhedsvæsenet, men måske især i psykiatrien, er det et problem. “Rigtig meget fungerer godt i det danske sundhedsvæsen”, lyder det i Sundhedsreformen, men det nytter ikke noget, hvis mange, både personer, der opsøger hjælp, deres pårørende og sundhedsprofessionelle, ikke føler sig set og hørt, eller ikke synes, de slår til.
For nylig afholdt vi et oplæsningsarrangement på VIA University College i Viborg for 250 tilhørere, hvoraf mange var studerende, især fra sygeplejerske-, sundhedsadministrativkoordinator- og pædagoguddannelser. Her læste Lea op fra sin bog, Om forladelse, der er en fortælling om at føle sig fremmedgjort i det psykiatriske system, netop når man har mest brug for hjælp.
Vi diskuterede med studerende, hvordan det at blive mødt med systemiske krav og mistro under forklædningen “hjælp” er malplaceret og brutalt. Vi talte om, at hvis ingen overhovedet finder tid til at lytte, eller insisterer på kun at høre en diagnose, så bliver behandlingen i sig selv endnu en barriere for reel recovery. Og vi talte om, hvordan det poetiske sprog i en roman giver en anden indsigtserfaring end en traditionel vidnesberetning.
Levede erfaringer
Under overskriften ”Mennesket i diagnosesystemet” satte vi fokus på en tilgang, som ikke bare er “tættere på borgerne”, men hvor levede erfaringer bliver førsteforfattere. Det er ikke så ofte, det budskab høres i en uddannelsessammenhæng, men ikke desto mindre vakte det genklang.
Det kan føles fuldstændig åbenlyst at spørge mennesker i krise, hvordan de selv ser på deres situation og mulighederne for forandring, men det er desværre ikke kutyme i sundhedssystemet. Dette er i øvrigt paradoksalt, da sundhedsprofessionelle i en eller anden grad på et eller andet tidspunkt også får brug for hjælp.
Det er i øvrigt heller ikke kontroversielt, hvis vi kigger ud over landets grænser, og på WHOs WHO framework for meaningful engagement of people living with noncommunicable diseases, and mental health and neurological conditions anbefalinger fra 2023, hvor det understreges, at mennesker med levede erfaringer bør lede forskning, udforme policies og reformer, undervise samt ansættes i behandlingssammenhænge med ordentlige vilkår. Det er et simpelt regnestykke: Sygeplejen og behandlingen bliver bedre af det.
I kølvandet på vores arrangement har vi oplevet en stor efterspørgsel fra de studerende på sundhedsuddannelserne, der vil vide mere om, hvordan man som menneske, der rækker ud efter hjælp, gerne vil mødes af sundhedssystemet, om hvordan vi overhovedet skal opfatte sygdom og lidelse, om kunstens rolle i recoveryprocesser, og om hvordan tillid kan skabes og magt skal forvaltes. Det er dybe spørgsmål, som ikke nemt kan besvares, men som i det mindste kræver at blive stillet. Her må uddannelsesinstitutionerne stille rammer til rådighed for, at det kan lade sig gøre at arbejde med sådanne spørgsmål.
Det beskrives i Sundhedsreformen, at der skal tilføres nye midler til psykiatrien. Men hvordan skal det lykkes at forvalte disse mange milliarder på en måde, så også menneskene bag diagnoserne oplever dem som værdifulde? Måske kunne en idé her være at fokusere på udviklingen af kompetencer og praksisser, hvor sundhedsprofessionelle bliver i stand til at lade deres ageren blive bestemt af de mennesker, de har med at gøre.
Omvandrende diagnoser?
Det er vigtigt at huske, at de mennesker, såkaldte patienter, borgere, brugere, klienter etc., der møder sundhedsvæsenet, ikke er de diagnoser, systemet kalder, behandler, betragter og forstår dem som. Sundhedsprofessionelle opdrages i objektivitet og glemmer, at diagnoser – fra lungekræft til anoreksi – ikke er neutrale, men er behæftet med historiske og strukturelle forforståelser og fordomme.
Ved psykiatriske diagnoser i særdeleshed må vi huske på, at en samling af symptomer, som “udregnes” til en diagnose, ikke beløber sig til en fuldstændig beskrivelse af det menneske, der står over for én. Psykiatriske diagnoser er en subjektiv vurdering – ikke en ontologisk realitet. Og vi kan vel alle blive enige om, at et menneske ikke er et objekt, som kan puttes i en diagnostisk kategori, men et talende, tænkende, følende subjekt?
Hvis mennesket bliver glemt, og diagnosen skubbes foran, risikerer man ikke bare at udsætte mennesket for en ydmygende dehumanisering, men også at gøre mere skade end gavn. Hvad skal mennesker egentlig i sundhedsvæsenet, udover at modtage en kategori, de ikke selv har defineret? Tør kommende og nuværende sundhedsprofessionelle at anerkende lidelse uden at objektificere?
Uddannelse
Her kan Sundhedsreformen bringes i kontakt med den Reform af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelser i Danmark, der landede her i marts. Også her peges der på at styrke det “patient- og borgernære arbejde”, og igen kunne man pege på psykiatrien som et oplagt indsatsområde.
Hvordan skabes den bedste kobling til den virkelighed, de studerende står overfor at uddanne sig ud i? En mulighed set med vores øjne er at inddrage mennesker med levede erfaringer – både forskere, klinikere og nuværende servicebrugere eller psykiatrioverlevere. Det er muligt at se inddragelse bredt, men et minimum må være, at mennesker, der modtager og skal modtage sygepleje og behandling, bliver hørt, i forhold til hvad der har betydning, hvordan kvaliteten kan styrkes set fra deres perspektiv, og hvordan uddannelsesinstitutionerne kan leve op til at arbejde borgernært.
En ide ville også være at lade de sundhedsprofessionelle, der har levede erfaringer, få en uddannelse i, hvordan deres erfaringer kan bruges i praksis uden risiko for at få “mangel på professionalisme” skudt i skoene. Vi kunne også tilføje, at ordentlige lønforhold og mere anerkendelse end en klapsalve, når brugere og tidligere brugere af psykiatrien holder foredrag eller bliver ansat som peer-medarbejdere, ville være at ønske.
Epistemisk uretfærdighed
Den strukturelle og historiske udelukkelse af mennesker med levede erfaringer med psykisk lidelse – og den ligegyldige måde, vi tillader os at behandle formidlingen af disse erfaringer på – kan beskrives med begrebet epistemisk uretfærdighed. Begrebet dækker over, at visse mennesker på baggrund af fordomme ikke bliver betragtet som troværdige talere og videnskompetente individer – og dermed bliver udelukket fra et vidensfællesskab. Det gælder som forsker, som sundhedsprofessionel og som kunde i Netto, at behæftningen “psykisk syg” kan få folk til at kigge væk. Udover det asymmetriske magtforhold, der i forvejen gør sig gældende i en “patient-behandler”-situation, kan ingen afskrive sig mere eller mindre bevidste bias, der blander sig i dette møde.
Kombineret med travlhed, personlige forhold og lavt blodsukker er der stærk risiko for ikke at lytte med opmærksomhed og ligeværd. Særligt når intersektionalitet gør sig gældende, hvor mennesket, man møder, er marginaliseret på flere områder. I Leas forskning samt i adskillige fortællinger fra mennesker med levet erfaring, findes der eksempler på, at denne manglende lytning ikke bare har været personligt ødelæggende, men livsfarlig.
Nye perspektiver
Så hvad skal der til for at skabe et sundhedsvæsen, der er tættere på borgeren og mere sammenhængende? Måske skal vi begynde allerede ved uddannelserne, og ved et fokus på nogle ofte oversete menneskelige færdigheder og værdier. Det kræver et andet fokus og udviklingen af nye didaktikker og praksisser. Man ville skulle stille spørgsmål om:
- Hvordan kan man indtænke og værdsætte levede erfaringer i uddannelsen af morgendagens sundhedsprofessionelle?
- Hvordan kan sundhedsprofessionelle udfordres i at tænke på tværs af diagnoser og koncepter i mødet med mennesket?
- Hvordan kan der udvikles et fokus på at lytte, ikke bare til sygdomstegn, men til de indsigter, den lidende formulerer, i sit eget sprog?
Kunst og kultur
Kunst og kultur kan spille en vigtig rolle i at åbne nye perspektiver. Når Lea læser op fra sin bog eller af et andet poetisk værk, oplever vi studerende, som pludselig er lydhøre på en helt anden måde. Kunst og kunstneriske processer kan inddrages på mange måder. Studerende kan arbejde med at bruge kreativ skrivning til at processere oplevelser, de kan bruge skønlitteratur og kunst til at opøve empati, de kan ved museumsbesøg blive klogere på sig selv, deres profession og verden, og de kan bruge kunstneriske greb i mødet med det andet menneske.
Gennem et fokus på aspekter, der ikke umiddelbart er en manual for, skabes også en stolthed omkring ens uddannelse og profession. Som sundhedsprofessionel bliver man et større menneske, og måske er det netop sådan, man kan komme tættere på, ikke bare “borgeren”, men det menneske, der står over for én.
