Frederiksen, J., Jørgensen, K., & Petersen, K. A. (2024). The Knowledge Crisis of Nursing: A warping between ideological methodology, classical phenomenology and reflexive practice. Praxeologi – Et Kritisk Refleksivt Blikk På Sosiale Praktikker, 6, e2548. https://doi.org/10.15845/praxeologi.v6.4198
I artiklen “The Knowledge Crisis of Nursing” argumenteres for at sygepleje er både et praktisk fag og en akademisk disciplin, som for det sidstes vedkommende dog har været henvist til i vidt omfang at udvikle sig som et fag med en meget svag teoretisk videnskab bag sig i akademisk forstand. Denne udvikling anses som en underbelyst del af den såkaldte sygeplejerskekrise, der primært omhandler rekruttering og fastholdelse.
I artiklen foretages en teoretisk analyse og konstruktion af to af de vigtigste videnspositioner i akademia for dansk sygepleje, med afsæt i empiriske bidrag fra Kari Martinsens og Marit Kirkevold. Den teoretiske optik anlægges med de store europæiske sociologer: Dürkheim (Aristoteles), Bourdieu og Habermas.
I artiklen finder forfatterne at den akademiske udvikling er blevet domineret af en særlig fortolkning af en humanvidenskabelig tilgang, med anvendelse af sundheds- og naturvidenskabelige metoder. Det har medført en vidensudvikling rettet mod modeller og teknikker for praksis – som er vigtig viden i praksis – men kun i begrænset omfang bidrager til en egentlig teoriudvikling om sygepleje.
Når der er tale om en skæv udvikling, der kaldes for en videnskrise, er det fordi man derved ikke har etableret sygepleje med et tilstrækkelig teoretisk videnskabeligt grundlag, som en forudsætning for refleksivt at kunne adressere og arbejde med de sundhedsudfordringer som trænger sig på. Når udviklingen af et teoretisk grundlag er vigtigt at prioritere, udover fokus på praktiske teorier omsat som modeller og teknikker, skyldes det at kravene til kompleksiteten af den sygepleje, der skal ydes i praksis, har været stigende over de seneste årtier.
Udviklingen kalder på et styrket teoretisk videnskabeligt grundlag, for at adressere implikationer i praksis, som f.eks. håndtering af kompleks multisygdom, ulighed i sundhed og overgange i patientforløb. Det er problemstillinger hvor særlig socialvidenskabelig viden, kan bidrage med vigtig viden for at forstå og forklare sammenhænge om sygepleje.
Vedholdende arbejde med teoriudvikling og analyse omsat i sygeplejens hverdagspraksis, er i tillæg en af de vigtigste måder hvorpå sygeplejersker og studerende kan understøtte udvikling af den refleksive kompetence, som er afgørende for at håndtere de nævnte udfordringer.
Jesper Frederiksen, Sygeplejefaglig forskningsleder, Lektor, ph.d., cand. pæd. i pædagogisk sociologi., sygeplejerske, jesfr@regionsjaelland.dk, Kim Jørgensen, Adjunkt, Lektor (20 %), ph.d., cand.cur., sygeplejerske, kimjo@ruc.dk, Kari Anna Petersen, Professor emerita, ph.d., mag. art. pæd., sygeplejerske, karin.petersen@uib.no