Udeboende børn som pårørende – Når far er syg

Af Emilie Christine Sommer-Lykke1 Helle Farsinsen Gundorff Nielsen2 Camilla Lykke3

1 Sygeplejerske, Forskningsassistent, COPSAC, Copenhagen Prospective Studies on Asthma in Childhood, Herlev-Gentofte Hospital, Gentofte. emilie.christine.sommer-lykke@regionh.dk
2 Sygeplejerske, Lektor, UC Diakonissestiftelsen, Frederiksberg
3 Sygeplejerske, ph.d., Postdoc, Afdeling for Lindrende Behandling, Rigshospitalet, København og Onkologisk og Palliativ Afdeling, Nordsjællands Hospital, Hillerød

Resumé
Baggrund
Udeboende børn som pårørende til en alvorlig syg forælder er en sårbar og overset gruppe.
Formål
At undersøge hvilke behov patienter med uhelbredelig tarmkræft og deres udeboende børn i alderen 18-28 år har for støtte og inddragelse i fædrenes sygdomsforløb, og hvordan sygeplejesker kan støtte dem.
Metode
Et kvalitativt studie indeholdende tre semistrukturerede interviews med tre mandlige patienter med uhelbredelig tarmkræft.
Resultater
Projektet viser fem temaer:
”Den mandlige patient - Når far er syg”, ”Usynlig sygdom”, ”Åben og ærlig kommunikation”, ”Forældreskab som største bekymring”, ”Mit barns behov”.
Konklusion
Patienterne har behov for åben og ærlig kommunikation med deres børn om sygdommen, men oplever bekymring forbundet med ærligheden. Et paradoks ses mellem patientens behov for at bevare normaliteten og deres børns behov for information. Manglende tilbøjelighed til at tage imod tilbud om støtte og vejledning, kan være kønsbetinget. Sundhedsprofessionelle har ansvaret for at identificere de udeboende børn og deres behov samt formidle tilbud om støtte.