Saima Akram, sygeplejerske cand. cur. stud., ved Roskilde Universitet.
Når sygeplejerskeuddannelsen bliver mere praksisnær, må vi ikke glemme den teoretiske og videnskabelige viden, der understøtter kliniske beslutninger. Mere praksis er ikke nødvendigvis bedre praksis, hvis vi mister evnen til at tænke kritisk over den sygepleje, vi udfører.
Som nyuddannet sygeplejerske og kandidatstuderende i sygepleje ved Roskilde Universitet, har jeg gjort mig mange tanker om den kommende reform af sygeplejerskeuddannelsen. Jeg er grundlæggende positiv over for ønsket om at styrke koblingen mellem uddannelse og klinisk praksis.
Det er afgørende, at sygeplejestuderende får mulighed for at udvikle deres faglige kompetencer i mødet med patienter og i de situationer, de senere skal kunne håndtere som færdiguddannede sygeplejersker. Men samtidig mener jeg, at vi er nødt til at stille et vigtigt spørgsmål: Hvad risikerer vi at miste, hvis uddannelsen bliver mere praksisnær?
Den politiske aftale om reform af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne fra marts 2025 har lagt op til en ny tilrettelæggelse af uddannelserne med et ønske om at styrke kvaliteten og det faglige niveau. Reformen lægger blandt andet op til ændringer i uddannelsernes opbygning og en styrket kobling til praksis (Uddannelses- og Forskningsministeriet, 2025).
Det er ambitioner, som umiddelbart giver god mening, men i arbejdet med at gøre uddannelsen mere praksisnær må vi være opmærksomme på, at det ikke sker på bekostning af den teoretiske og videnskabelige ballast, som bidrager til at kvalificere sygeplejerskens faglige vurderinger og beslutninger.
Sygepleje handler nemlig ikke kun om at udføre konkrete opgaver; det handler også om at kunne observere, vurdere, analysere og træffe fagligt begrundede beslutninger. Det kræver mere end praktisk erfaring. Det kræver viden om sygdom, sundhed, menneskers reaktioner, kommunikation og etik – men også evnen til at forholde sig kritisk til den viden, vi anvender.
Jeg tænker blandt andet på en situation fra min egen kliniske praksis, hvor en patient ikke ønskede at spise eller drikke. Umiddelbart kunne situationen betragtes som en enkel problemstilling, hvor opgaven var at motivere patienten til at indtage mad og væske. Men som sygeplejerske er det nødvendigt at undersøge, hvad der ligger bag patientens manglende lyst.
Har patienten kvalme?
Har patienten smerter?
Er vedkommende træt, utryg eller påvirket af sin sygdom?
Eller er der andre forhold, som vi endnu ikke har fået øje på?
Samtidig skal patientens selvbestemmelse og autonomi respekteres. Det handler derfor ikke blot om at få patienten til at spise eller drikke, men om at forstå situationen og handle ud fra en faglig vurdering af patientens behov og ønsker. Det er netop her, at teori og praksis hænger uløseligt sammen.
Den teoretiske viden hjælper os med at forstå det, vi observerer, og med at stille de rigtige spørgsmål. Den giver os et grundlag for at vurdere, hvilke handlinger der er relevante, og hvorfor vi vælger dem. Uden denne forståelse risikerer sygeplejen at blive reduceret til en række handlinger, der udføres, fordi vi plejer at gøre sådan.
Det betyder ikke, at teori altid giver ét entydigt svar på, hvordan en konkret patient skal behandles eller plejes; tværtimod kræver sygepleje, at vi kan forholde os kritisk til den viden, vi har, og vurdere, hvordan den kan anvendes i den enkelte patients situation. Forskningsbaseret viden skal ikke blot overføres direkte til praksis; den skal forstås, vurderes og tilpasses den konkrete sammenhæng, hvilket kræver både faglig dømmekraft og evnen til at reflektere over egen praksis.
Når reformens ambition er at styrke praksisnærheden, bliver det derfor vigtigt at diskutere, hvordan vi samtidig sikrer, at den teoretiske og videnskabelige undervisning fortsat får den nødvendige plads. Jeg er bekymret for, at en øget vægt på praksis kan komme til at betyde mindre plads til undervisning i teori, videnskabsteori, forskningsmetoder og kritisk refleksion. Det er kompetencer, som måske ikke altid er synlige i den daglige patientpleje, men som har stor betydning for kvaliteten af den sygepleje, vi udfører.
Hvis vi som sygeplejersker skal kunne stille spørgsmål ved eksisterende rutiner, vurdere ny viden og argumentere for vores kliniske beslutninger, skal vi have lært, hvordan man arbejder videnskabeligt og kritisk.
Samtidig er det vigtigt at huske, at mere tid i klinisk praksis ikke automatisk betyder mere læring. Praktik bliver først et stærkt læringsrum, når de studerende får mulighed for at stille spørgsmål, modtage faglig vejledning og få feedback på deres handlinger, og der skal være tid og rum til at reflektere over, hvorfor en bestemt handling blev valgt, hvilke alternativer der kunne være, og hvad situationen kan lære os. Uden vejledning og refleksion risikerer de studerende blot at lære at gøre, som man plejer på den enkelte afdeling.
Simulation og praktiske øvelser kan også være værdifulde redskaber i uddannelsen. De giver de studerende mulighed for at afprøve deres kompetencer i et trygt læringsmiljø, men også her er det afgørende, at øvelserne kobles til faglig refleksion. Det er ikke tilstrækkeligt at kunne udføre en procedure korrekt, hvis man samtidig ikke forstår, hvorfor den udføres, hvornår den er relevant, og hvordan patientens individuelle situation påvirker den kliniske beslutning.
Jeg ønsker ikke en sygeplejerskeuddannelse, hvor teori fylder mere end praksis, eller hvor de studerende forlader uddannelsen med stor teoretisk viden, men mangler erfaring med patienterne. Jeg ønsker en uddannelse, hvor teori og praksis styrker hinanden, og hvor de studerende lærer at omsætte viden til handling – men også at forholde sig kritisk til de handlinger, de udfører.
For mig er det netop kernen i professionel sygepleje at kunne handle, men også at kunne begrunde sine handlinger, at kunne følge en procedure, men samtidig vide, hvornår der er behov for at stille spørgsmål, og at kunne møde patienten som et menneske med individuelle behov frem for blot at se den opgave, der skal løses.
Når vi diskuterer fremtidens sygeplejerskeuddannelse, bør spørgsmålet derfor ikke alene være, hvordan vi får de studerende tættere på praksis. Vi bør også spørge, hvordan vi sikrer, at de får de faglige og videnskabelige forudsætninger for at kunne udvikle praksis og ikke blot videreføre den.
En praksisnær uddannelse må aldrig blive en uddannelse, hvor vi glemmer at lære de studerende at tænke kritisk over den praksis, de skal indgå i, for vi har ikke kun brug for sygeplejersker, der kan udføre sygepleje; vi har brug for sygeplejersker, der kan forstå, vurdere og udvikle den.
