Når patienter kalder os for søde

Af sygeplejerske, professor Selina Kikkenborg Berg

“Sygeplejerskerne var simpelthen så søde.”

Det er en sætning, mange sygeplejersker har hørt utallige gange. Alligevel er det ikke altid en betegnelse, vi tager imod med begejstring. For hvad betyder det egentlig at være sød?

Ordet kan let komme til at lyde som noget, man siger om et venligt barn eller en nuttet hundehvalp. Noget der handler om personlighed frem for faglighed. Mange sygeplejersker vil sandsynligvis hellere beskrives som dygtige, kompetente eller professionelle. Derfor kan det være lidt frustrerende, når års uddannelse, erfaring og klinisk ekspertise tilsyneladende reduceres til, at man er “sød”.

Men måske er det os, der misforstår ordet.

I forbindelse med et interview om patienters oplevelse af tryghed under sygdom blev jeg optaget af netop dette spørgsmål. Patienten brugte igen og igen ordet sød, særligt om sygeplejersker men også nogle gange om læger.  Da jeg spurgte nærmere ind til, hvad hun egentlig mente, begyndte der at tegne sig et mere nuanceret billede. Måske gemmer der sig langt mere faglighed i ordet, end vi umiddelbart tror.

Patienten fortæller om en situation, hvor hun efter en lægesamtale følte sig meget utryg. Efter samtalen blev en sygeplejerske hos hende:

“Hun blev derinde, og hun tegnede og fortalte og forklarede, og hun var så sød. Og så bliver man tryg.”

Det interessante er, at sygeplejersken ikke nødvendigvis havde flere svar end lægen. Tværtimod fortæller patienten:

“Hun havde jo heller ikke svar, for hun var jo ikke læge.”

Alligevel blev hun mindre utryg. Forklaringen kommer umiddelbart efter:

“Jamen, det er jo, fordi hun forklarede på en anden måde.”

Det, patienten beskriver, handler altså ikke om adgang til mere viden, men om evnen til at gøre viden forståelig. Sygeplejersken oversætter, nuancerer og hjælper patienten med at skabe mening i en situation præget af usikkerhed. Det er en kommunikativ kompetence, men også en klinisk kompetence.

Flere steder i interviewet beskriver patienten, hvordan sygeplejerskerne opfangede hendes uro:

“Det kunne hun da også godt mærke.” Og “Det kunne hun godt se.”

Sygeplejerskerne registrerer, at patienten er blevet utryg. Det kræver opmærksomhed på patientens følelsesmæssige tilstand og evnen til at aflæse, hvad der foregår bag ordene. Her bliver ‘sød’ et udtryk for klinisk situationsfornemmelse og kompetencer inden for identifikation af patientens følelsesmæssige og informationsmæssige behov.

Patienten beskriver også, hvordan sygeplejersken hjælper hende med at forstå en vanskelig lægesamtale:

“Jeg tror bare, at det han mente …”

Sygeplejersken hjælper patienten med at skabe mening i en samtale, som patienten oplevede som vanskelig og bidrager med perspektiver og forklaringer, der gør situationen mere forståelig. Sygeplejersken forsøger at skabe mening. På den måde anerkendes patientens oplevelse samtidig med, at situationen gøres mere forståelig. Det er et eksempel på relationelt arbejde og følelsesmæssig validering.

Et af de mest interessante udsagn kommer dog senere i interviewet:

“Hun blev også derinde, mens lægen var der. Og jeg tror også, hun tænkte, det her det gør det da bare meget værre. Og så blev hun der bagefter.”

Patienten lægger ikke kun mærke til, hvad sygeplejersken siger. Hun lægger mærke til, at sygeplejersken bliver. At hun ikke forlader situationen, når den bliver vanskelig. At hun fortsætter med at hjælpe patienten med at forstå, håndtere og skabe mening i det, der sker. Her bliver “sød” et udtryk for professionel tilstedeværelse.

Da jeg til sidst spørger patienten direkte, hvad hun mener med ordet sød, svarer hun:

“De har forklaret. De har været lyttende. Og der var tid.”

Senere tilføjer hun:

“Og sådan kærlig i det hele taget på en eller anden måde.”

Patientens beskrivelse peger dermed på en række konkrete kompetencer. Når hun kalder sygeplejerskerne søde, beskriver hun kompetencen til at kommunikere forståeligt, lytte aktivt, opfange følelsesmæssige reaktioner, validere oplevelser, være nærværende og hjælpe med at skabe mening i en usikker situation. Hun beskriver også oplevelsen af, at nogen tager ansvar for relationen og bliver hos hende, når hun har brug for det.

Interessant nok ligger disse beskrivelser tæt op ad flere centrale sygeplejeteoretiske begreber. Patientens oplevelser af at blive lyttet til, taget alvorligt og mødt som et menneske med individuelle behov ligger tæt på personcentreret sygepleje. Hendes beskrivelser af nærvær, opmærksomhed og følelsen af, at nogen bliver hos hende, kan forstås gennem teorier om relationel omsorg. Samtidig illustrerer casen betydningen af tryghedsskabende kommunikation, hvor information ikke blot overføres, men hjælper patienten med at skabe mening i en sårbar situation.

Patienten bruger naturligvis ikke disse faglige begreber. Hun taler ikke om personcentrering, omsorg, oplevelse af sammenhæng eller den professionelle patientrelation. Hun kalder det blot sødme.

Når patienter kalder sygeplejersker søde, er det sjældent, fordi de vurderer vores kliniske ekspertise. Den har de ofte begrænset mulighed for at bedømme. Det, de derimod kan mærke, er, hvordan fagligheden kommer til udtryk i mødet med dem.

“Sød” er ikke modsætningen til faglighed. Det er patientens ord for faglighed, når den opleves.