
Sundhedsreformen flytter flere opgaver tættere på borgeren. Det har inden for rehabilitering og det fysioterapeutiske område allerede været gældende i mange år, hvor genoptræning, opfølgning og forebyggelse i vid udstrækning foregår uden for hospitalet. Men forskningen er ikke fulgt med. Samme fejl bør ikke gentages i den nye sundhedsreform. Erfaringen er, at forskningen fortsat i høj grad er organiseret omkring hospitalets logik, mens patientforløbene i stigende grad udfolder sig i kommuner og i borgerens hverdag. Det skaber et misforhold, som risikerer at blive en barriere for netop den udvikling, reformen skal understøtte. Det skriver Signe de Place Knudsen, adjunkt, Enheden for Sundhedsfremme, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet et al., i dette debatindlæg.






