De faglige selskaber skal tage ansvar for kliniske retningslinjer og indikatorer

Sygeplejens plads i fremtidens sundhedsvæsen er ikke givet på forhånd. Når de sygeplejefaglige selskaber nu får ansvaret for at udvikle kliniske retningslinjer og på sigt også indikatorer, kan det ses som et professionsprojekt. Et projekt, der afgør, om sygeplejens viden og dømmekraft bliver synlig i data, ledelse og prioriteringer. De faglige selskaber må tage ejerskab og formulere de faglige pejlemærker. De sygeplejefaglige ledere må bakke op, efterspørge, prioritere og sikre implementering.

Af Lene Odgaard, sygeplejerske, forsker og datamanager, medlem af DASYS Dokumentationsråd. lene.odgard@midt.rm.dk .Telefon: 22880826
Hrønn Thorn, sygeplejerske, metodekonsulent SundK, Susanne Olsen, sygeplejerske, kvalitetskoordinator, Ida Hovdenak, sygeplejerske, medlem af DASYS Forskningsråd, Lene Thougaard, chefsygeplejerske, næstforperson i Fagligt Selskab for Ledende Sygeplejersker.

De sygeplejefaglige selskaber står over for en omfattende opgave i regi af Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut. Flere giver udtryk for usikkerhed ved at skulle arbejde systematisk og evidensbaseret med retningslinjer. Det er forståeligt. Udvikling af evidensbaserede kliniske retningslinjer er krævende og forudsætter både metodiske kompetencer, tid og ledelsesmæssig opbakning. Men det gør ikke opgaven mindre vigtig. Tværtimod.

Sygeplejens plads i fremtidens sundhedsvæsen er ikke givet på forhånd. Hvis ikke vi kan dokumentere vores bidrag til kvaliteten i patientforløb, risikerer vi, at vores rolle indsnævres eller omdefineres til det sproglige fejlskud ‘Varme Hænder’. Kliniske retningslinjer og sygeplejesensitive indikatorer er netop centrale redskaber til at synliggøre dette bidrag.

De sygeplejefaglige selskaber repræsenterer den samlede sygeplejefaglige viden, klinisk dømmekraft og en forståelse for patientforløb. Derfor er det afgørende, at de træder ind i opgaven og er med til at definere, hvad god sygepleje er, hvordan den kan genkendes og hvilke målepunkter (indikatorer), der er relevante for at monitorere sygeplejefaglig kvalitet.  

Arbejdet rummer også en mere positiv drivkraft end professionel overlevelse: I et sundhedsvæsen præget af effektivitet, tempo og standardisering risikerer sygeplejen at miste sit faglige orienteringspunkt som beskrevet i artiklen Sygeplejerskers udfordringer i en accelereret hverdag.  Vi skal have fokus på det, som har værdi for patienten: omsorg, ansvarlighed og høj faglighed. Evidensbaserede kliniske retningslinjer og indikatorer kan fungere som pejlemærker, der fastholder opmærksomheden.

Fra retningslinjer til sygeplejesensitive indikatorer
Kliniske retningslinjer opsummerer og kvalificerer evidensen: Hvad er god sygepleje på et givent område? Hvad ved vi virker? Hvor er der usikkerhed?

Denne viden skal omsættes til praksis og følges systematisk. Det sker gennem sygeplejesensitive indikatorer, som bygger på samme evidens og oversætter den til konkrete, målbare handlinger eller resultater.

En udbredt bekymring er, at indikatorer reducerer kompleks sygepleje til simple tal. Men velvalgte indikatorer for centrale dele af sygeplejen står ikke i modsætning til kompleksiteten. De kan tværtimod bidrage til at synliggøre kvaliteten af sygeplejen, også i dens nuancer.

Tidlig mobilisering efter apopleksi er et eksempel. Forskning viser, at mobilisering inden for de første 24 timer forbedrer patientens funktionsniveau. En indikator kan derfor måle andelen af patienter, der mobiliseres inden for dette tidsrum. Umiddelbart lyder det enkelt. Men bag denne måling ligger en kompleks sygeplejefaglig vurdering: patientens behov for hvile, ernæring og væske, oplevelse af tryghed og relationen til patienten.

Evidensbaserede kliniske retningslinjer definerer således, hvad god sygepleje er. Indikatorerne viser, om vi faktisk lever op til det. Sammen udgør de et grundlag for læring, kvalitetsudvikling og prioritering, både i det enkelte patientforløb og på organisatorisk niveau.

Ledelse er afgørende for at det lykkes
Mens de sygeplejefaglige selskaber har en central rolle i udviklingen af kliniske retningslinjer og indikatorer, har de sygeplejefaglige ledere et afgørende ansvar for at understøtte og implementere arbejdet.

Det kræver faglig ledelse, der tydeliggør retningen: Hvorfor er det vigtigt at arbejde med kliniske retningslinjer og indikatorer? Hvor gør det en forskel for patienterne? Og hvordan hænger indikatorerne sammen med kerneopgaven?

Samtidig kræver det forandringsledelse. Indikatorer kan møde modstand, hvis de opleves som kontrol eller øget dokumentationsbyrde. Derfor er det afgørende at inddrage medarbejdere tidligt, skabe mening og tydeliggøre, hvordan data anvendes til forbedring – ikke kontrol.

Endelig kræver det strategisk ledelse. Kliniske retningslinjer og indikatorer får først gennemslagskraft, når de kobles til organisationens samlede mål for kvalitet, patientsikkerhed og ressourceanvendelse. Det forudsætter, at sygeplejefaglige ledere på alle niveauer fra de sygeplejefaglige direktører til klinisk ledelse prioriterer arbejdet og bringer relevante kompetencer i spil.

Et professionsprojekt
Spørgsmålet er ikke, om sygepleje kan reduceres til indikatorer – det kan den ikke. Spørgsmålet er, om vi som profession vil definere de indikatorer og de tilgrundliggende kliniske retningslinjer, der skal synliggøre vores faglige bidrag.

Når de faglige selskaber nu får ansvaret for at udvikle kliniske retningslinjer, er det ikke blot en opgave – det er et professionsprojekt. Et projekt, der afgør, om sygeplejens viden, dømmekraft og betydning bliver synlig i data, i ledelse og i prioriteringer. Hvis ikke vi selv sætter retningen, vil andre gøre det for os.

Derfor er opgaven klar: De faglige selskaber må tage ejerskab og formulere de faglige pejlemærker. De sygeplejefaglige ledere må bakke op, efterspørge, prioritere og sikre implementering.

Bolden er spillet. Nu skal den gribes.