Af Lotte Bolding Socialsygeplejerske hos Hospitalsenhed Midt – specialuddannet psykiatrisk sygeplejerske.
Overskriften til denne debatartikel “Vi ved jo ikke om indsatsen virker” er hørt og ytret i ledelsesregi, ved et møde på mit eget hospital omkring socialsygeplejerske indsatsen.
En hel generel ytret antagelse, som ikke blev uddybet, men blot konstateret. Som socialsygeplejerske rører det mit faglige hjerte dybt – og provokerer mig på de socialt udsattes vegne.
Hvornår stopper behovet for at sætte spørgsmålstegn ved en indsats som i mere end 20 år har fungeret som en faglig integreret indsats og som via socialsygeplejersken Nina Brunes projekt i 2006 var med til at legitimirere socialsygeplejen i det danske sundhedsvæsen?
Jeg undres over årsagen til, at denne sætning overhovedet opstår og siges højt her i 2026 på mit eget hospital, hvor indsatsen har fuld fart på, på 4. år med først 1 og nu 3 ansatte socialsygeplejersker. Jeg vælger at gå ud fra, at det må være helt basalt manglende viden på socialsygeplejerskens arbejde og ikke et udtryk for manglende faglig anerkendelse og respekt.
For de ledere som er så bundet op på -og fokuseret og styret af statistikker og tal, retfærdiggør det ikke sådan en udtalelse.
Der er ikke meget direkte kvantitativ statistik på, om socialsygeplejen specifikt reducerer genindlæggelser, men det sidste nye tværsnitsstudie fra 2025 i Health Science Reports (1) har vist, at højere niveauer af social støtte fra sygeplejersker er forbundet med lavere hospitalsindlæggelse hos patienter med eksempelvis hjertesvigt – studiet var ikke en socialsygepleje-specifikt intervention, men studiet omkring social støtte viste, at patienten ikke blev genindlagt over 6 måneder.
Hvis man bare har en lille bitte respekt for –og viden om bløde værdier, ja så kan man ikke være i tvivl om indsatsens virkning og effekt. Det skal og kan tal ikke længere retfærdiggøre.
Forskningen om socialsygepleje i Danmark har indtil videre fokus på beskrivelser af praksis og patientoplevelser, samt overgange fra hospital til hjem. Der er skrevet utallige artikler og lavet forskningsstudier med udtalelser fra de udsatte selv i forhold til deres oplevelser med sundhedssystemet og mødet med socialsygeplejersker fx i et studie omtalt i Journal for Sygeplejevidenskab (2). Her er der fokus på den særlige opmærksomhed og støtte som socialsygeplejerskerene giver, fordi de har den nødvendige og vigtige specialiserede viden om social sårbarhed, misbrug, psykisk sygdom og sociale barrierer.
De udsatte selv ytrer, at de føler sig set, anerkendt og hørt – noget de ofte ikke oplever i almindelig hospitalspleje. De oplever at få hjælp til at forstå og få adgang til ydelser, aftaler og behandlingsforløb, hvilket kan være komplekst og uoverskueligt for socialt udsatte. Socialsygeplejerskerne giver dem den støtte som, gør det muligt for dem at gennemføre en behandling, indlæggelse og udskrivelse bedre.
Socialsygeplejen handler om at reducere social ulighed i sundhed og der arbejdes ud fra en skadesreducerende tilgang, som handler om at støtte og møde mennesker i deres virkelighed frem for at dømme dem. Rammerne skal være inkluderende, forstående og fleksible, når udsatte borgere skal rummes i sundhedsvæsenet.
Om nogen er socialt udsatte (men også personalet) ramt af den accelererede hospitalsindlæggelse – hurtigt ind og hurtigt ud. Det holistiske menneskesyn er udfordret.
Spørger man personalet ind til socialsygeplejerskernes effekt, er svarende meget enslydende: ”Socialsygeplejerskerne gør en stor forskel og får tingene til at ske”. ”Vi kontakter ofte socialsygeplejerskerne som det første, når vi står med udsat patient”. ”Vi oplever en stor faglig tiltro til socialsygeplejerskerne og faglig sparring er en stor gave for os”.
Når jeg på trods af dette, mødes af udtalelsen ”vi ved ikke om socialsygeplejeindsatsen virker og har effekt” er det på tide at spørge:
HVORNÅR bliver socialsygeplejersken en anerkendt beskyttet titel?
– Vi bliver omtalt på politisk plan i Danmark oftest som en del af den bredere politiske debat om social ulighed i sundhed, sammenhæng i sundhedsvæsenet og behovet for målrettede indsatser til socialt udsatte borgere. I en jounalistisk artikel i fagbladet Sygeplejersken fra Dansk Sygeplejeråd (DSR), 2025 konstateres det:
“Socialsygeplejersker hjælper udsatte borgere, der har svært ved at finde fodfæste i sundhedsvæsnet. Med faglighed og ukonventionelle løsninger mindsker de ulighed i sundhed – men de kan ikke gøre det alene” (3).
Kom nu DSR: HVORDAN organiseres fremtidens sygeplejersker bedst?
Mit bud er, at man i takt med ansættelse af socialoverlæger, skal have mod i regionerne til at tro på og anerkende, at socialsygeplejerskerne har faglig selvstændighed og kompetencer til sammen med socialoverlæger og socialrådgivere at fungere i selvstændige organiserede sociale-teams under de respektive hospitalsledelser. Således kan der både driftes og udvikles alt efter sygehusets behov og de enkelte afdelingers ønsker – og ikke mindst videreformidle viden og samarbejde med andre aktører om de udsatte patienter.
STOP med at betvivle vores indsats og effekt.
1. Health Science Reports, 2025 Mar: The role of nurse social supports in hospital readmission in patients with heart failure: A cross-sectional study. DOI: 10.1002/hsr2.70444
2: Journal for Sygeplejevidenskab, Sygeplejevidenskab.dk, 2024: Navigering i sundhedssystemer: Et kvalitativt studie af social udsatte patienters oplevelser med overgangen fra hospitalet og støtte fra socialsygeplejersker.
3: Fagbladet Sygeplejersken, 2025: De hiver kæppen ud af hjulet.
