
23-årige Sarah Dam Rasmussen døde, mens hun forsøgte at få hjælp i psykiatrien.
“Jeg har akut brug for hjælp. Ingen har ansvaret for mig”, skriver 23-årige Sarah i sin dagbog. Ikke lang tid derefter tager hun sit eget liv midt i en svær depression. Hun er faret vild i det psykiatriske system, hvor hun i løbet af 3½ måned møder seks forskellige behandlere og bliver præsenteret for fire forskellige diagnoser. Nu prøver de efterladte at forstå, hvad der skete.
⭐⭐⭐⭐⭐⭐Sundhedspolitisk Tidsskrift har anmeldt dokumentaren, som de giver 6 stjerner:
“DR’s dokumentar ´Hvem griber Sarah?´ viser med stille styrke, hvad der sker, når hjælpen udebliver, og systemet mister blikket for mennesket. Sarah Dam Rasmussen var 23 år, da hun tog sit eget liv efter et forløb på tre og en halv måned i psykiatrien.
Hun led af depression og angst, havde tidligere været i behandling for depression og vidste, hvad der hjalp: et gruppeforløb på Psykiatrisk Center Glostrup. Det ønskede hun at vende tilbage til, og hendes egen læge henviste hende til det.
Men hun blev afvist to gange – først på grund af, at hun også havde en henvisning til en privat psykiater med lang ventetid, siden fordi hun blev vurderet for dårlig til at deltage. Som professor i psykiatri, Merete Nordentoft, siger i dokumentaren, burde det ikke være umuligt at vende tilbage til en behandling, man har oplevet virker”






