
Kiki Bjørnholdt Berthelsen, Mia Ingerslev Loft. When the Home Becomes the Setting for Hospital Treatment: A Qualitative Study of Relatives’ Experiences, Journal of Advanced Nursing. Published 7 april 2025. https://doi.org/10.1111/jan.16955
Introduktion
Hospitalsbehandling i hjemmet (HaH) integreres i stigende grad i sundhedsvæsenet, hvilket medfører at pårørendes rolle bliver mere fremtrædende. For patienter, som modtager HaH, kan et stærkt socialt netværk være afgørende og pårørende spiller derfor en væsentlig rolle. Selvom HaH har vist sig gavnligt for patienterne, er der begrænset viden om, hvilken indflydelse det har for og på de pårørende. Formålet med forskningsprojektet var derfor at undersøge, hvordan voksne samboende pårørende til patienter, der modtager HaH, oplever denne behandlingsform.
Metode
Der er foretaget semistruktureret interviews med 10 pårørende til HaH-patienter. Data er analyseret ved brug af induktiv kvalitativ indholdsanalyse.
Resultat og diskussion
Pårørende værdsatte nærheden til deres kære og muligheden for at opretholde en mere normal hverdag. Samtidig oplevede nogle en følelsesmæssig kompleksitet, præget af et stort omsorgsansvar, krydspres mellem egne og patientens behov samt et behov for støtte i processen.
Flere udtrykte bekymring over manglende inddragelse i beslutningen om HaH og nogle oplevede til tider utilstrækkelig kommunikation med sundhedsvæsnet, hvorimod andre følte sig taget om hele vejen. På trods af udfordringer foretrak de pårørende HaH frem for traditionel hospitalsindlæggelse, når sygdommens karakter gjorde det muligt.
Konklusion
At være samboende pårørende under HaH indebærer et komplekst dilemma, hvor balancen mellem omsorgsansvar, forventninger og sundhedspolitiske målsætninger udgør et til tider udfordrende kompromis. Trods dette foretrækker pårørende HaH, da ordningen rummer betydelige positive aspekter. Tryghed i forløbet er afgørende for oplevelsen og skabes gennem kontinuitet i kontakten med hospitalet samt tilstedeværelsen af kompetente og nærværende sygeplejersker. Der er behov for en mere individualiseret tilgang, som i højere grad understøtter de pårørendes ressourcer og kapacitet.
Implikationer for praksis
Sundhedspersonalet bør aktivt inddrage pårørende i beslutningstagning og sikre tilstrækkelig støtte til at varetage omsorgsansvaret. En mere individualiseret tilgang kan hjælpe med at reducere stress, forbedre oplevelsen og bidrage til bedre patientresultater. Politisk støtte og struktureret kommunikation kan ligeledes fremme succes med HaH.
Kiki Bjørnholdt Berthelsen cand.cur., Sygeplejerske, Sundhedsfaglig konsulent, kiki_berthelsen@hotmail.com & Mia Ingerslev Loft, PhD, Forskningsleder og lektor, belle.mia.ingerslev.loft@regionh.dk






