Et nyt studie fra SSI viser, hvordan intensiv testning under første halvår af 2021 sandsynligvis sparede Danmark for op til seks ugers nedlukning og op mod 9.000 hospitalsindlæggelser under covid-19-pandemien.
Med hjælp fra en avanceret computermodel – en “digital tvilling” af Danmark – har forskerne simuleret, hvordan pandemien kunne have udviklet sig med et testniveau svarende til det europæiske gennemsnit.
“Studiet viser, at massetest både kan forhindre indlæggelser og give mere frihed til befolkningen under en pandemi,” siger seniorforsker Kaare Græsbøll fra SSI.
Hvad er en digital tvilling?
Modellen repræsenterer alle danskere og inddrager de vigtigste faktorer, som påvirker sygdomsspredningen, såsom geografisk spredning, testmønstre, vaccinationsudrulning, lokale nedlukninger og sæsonvariation.
Denne detaljerede “digital tvilling” gør det muligt at undersøge forskellige strategier under pandemier.
Fakta fra studiet
Danmark gennemførte i perioden op til 10 gange flere tests per person end gennemsnittet i Europa
Modellen peger på, at hospitalsindlæggelser kunne være steget med op til 150 procent, hvis testningen havde været lavere. Data er fuldt anonymiseret og bygger på demografiske forhold på sogneniveau
Ifølge studiet kan hurtig og omfattende testning være afgørende for at kontrollere smittespredning og mindske belastningen på sundhedsvæsenet.