Om forladelse

Trine Lykkegaard, sygeplejerske cand. mag. 

Unik indsigt i hvordan det er at leve med anoreksi 

Bogen er en livshistorie fortalt af en forfatter, der gennem mange år har lidt af anoreksi. Med bogen kan sygeplejersker og sygeplejestuderende få indsigt i, hvordan det er at leve med en psykisk sygdom fortalt på en helt unik måde og med en indlevelse, der sjældent er set lignende. Det giver lyst til at sætte patientologi og patientinvolvering på dagsordenen.  

Selvom bogen er skrevet i relation til anoreksi, giver den en indsigt i, hvordan det er at være patient, og hvilke ønsker en patient kan have til blandt andre sygeplejersker. Bogen bør i det hele taget læses blot for at få lov til at opleve, hvad der sprogligt er muligt at opnå. Sproget har magt, som man siger, og denne bog har i særdeleshed magt, selvom den til tider også kan være vanskelig at læse og forstå opbygningen af, hvilket dog igen faktisk gør den meget troværdig og levende. 

Denne anmeldelse er opbygget efter temaer, der prydes med citater, for at give et indblik i, hvad bogens sproglige magt består i. 

Flere gange i løbet af fortællingen får man indblik i, at blandt andre sygeplejerskers arbejde kan anses som ”lønnet omsorg”. Forfatteren omtaler et behov for at blive betragtet som mere end blot andres arbejde, at sundhedsprofessionelle skal arbejde med at udvise en ægte omsorg, tillid og opmærksomhed. 

Drømmen om en bedre fremtid går igen flere gange: ” (…) der var en fremtid, som er tabt i fortiden.” På et spørgsmål om: ”Er der noget som helst, jeg kan gøre for dig?” fra en lokal gadehandler, som kommer forfatteren meget nær med sin intuitive og nærværende omsorg, svarer hun: ”Fortæl mig, at der er håb. Fortæl mig, at der er liv et sted i livet.” 

Et tema, der bliver skrevet om flere gange, er det at blive betragtet som menneske og ikke sin diagnose eller BMI: ”Den første dag, det gik galt, var jeg en diagnose, de talte til mig, som om jeg var en diagnose.” Og ”Jeg orker ikke, at jeg er et fag eller et spændende tilfælde. Jeg vil til gengæld super gerne være et menneske.” Det er som om, at behandlingen afhænger af, om BMI er 15, 17 eller 20. Heri opstår et dilemma i, at det hun netop fejler ikke kan behandles, fordi hun fejler det. Som en modsætning til det står en sundhedsprofessionel, der omtales meget varmt, og som et menneske, der spørger et andet menneske: ”Hvordan har du det?”.  

Forfatteren virker kritisk på sundhedsvæsenet, hvilket ikke kun handler om ressourcer, men også om, at hun ønsker at blive set, ikke at være alene men at være sammen med nogen, der tør være i lidelsen med hende. Hun udtrykker det i en samtale således: ”(…) jeg er ikke bange for at tabe mig. Jeg er bange for at være alene i den her lidelse, jeg er bange for at lide.”   

I forhold til råd og vejledning til sundhedsprofessionelle synes afslutningsvis disse uddrag af forfatterens takketaler vigtige: ”(…) tak for at se mig, tak for at kende mig, anerkende og genkende mig (…) og tak for sætningen: I må aldrig nogensinde tage Leas autonomi fra hende (…) Tak for at ønske mig det bedste.”