Det andet offer – et sjældent troværdig og realistisk hospitalsdrama
Af Katja Schrøder, Lektor, jordemoder, ph.d. Uddannelsesleder for den Sundhedsfaglige Kandidatuddannelse, Syddansk Universitet
Få minutter inde i filmen er vi til morgenkonference på en hospitalsafdeling, hvor funktioner, opgaver og telefoner skal fordeles. Der er sygdom i lægegruppen, og det er tydeligt, at underbemanding er en tilbagevendende udfordring. Den nye intro-læge, Emilie, efterlyser supervision, da hun er ny i funktionen, men løsningen, der findes, virker alt andet end optimal. For dem, der kender sundhedsvæsenet, er scenen genkendelig: personalemangel, frustrationer og en hurtig, pragmatisk slagplan, før dagens opgaver går i gang.
Med denne undertone af travlhed, følger vi nu lægen, Alex, der kompetent og empatisk tager imod patienter og telefonopkald, alt imens den elektroniske patientjournal er ude af drift – endnu et potentielt benspænd for patientsikkerheden den dag. Men travlheden og det tekniske nedbrud får ikke lov til at være mere end baggrundsmusik, og det er her, at filmens forfatter og instruktør, Zinnini Elkington, viser, at hun har forstået, at fejl og utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet ikke alene kan forklares med ressourcemangel.
I en tid, hvor vi taler om evidensbaseret praksis med en selvfølgelighed, der antyder, at beslutninger om diagnostik og behandling hviler på et universelt, forskningsbaseret facit, giver filmen et indblik i nogle af de dynamikker, der i praksis påvirker det kliniske skøn i mødet med en patient.
Den erfarne radiologs kommentar om overforbrug af scanninger, en sygeplejerskes pres for hurtige udskrivninger, så der kan blive plads til nye patienter, en trang til at korrigere eller opdrage den usikre intro-læge og demonstrere, at en klinisk undersøgelse kan være tilstrækkeligt grundlag for en behandlingsplan, en ung patient, der negligerer egne symptomer (fordi han gerne vil hjem og fejre sin fødselsdag med vennerne), selvom hans mor er bekymret.
Alt sammen små bitte fragmenter af indtryk, der sammen med Alex’ høje faglighed og erfaring danner grundlag for den endelige vurdering: Patienten kan gå hjem uden yderligere udredning og behandling. En beslutning, der muligvis, muligvis ikke, er afgørende for det videre forløb. Ligesom i den virkelige verden får vi aldrig svar på, om en scanning på dette tidspunkt reelt havde ændret udfaldet for den unge mand. Men tvivlen og den oplevede skyld bider sig fast i den ellers så fagligt selvsikre og kompetente Alex, og vi følger hendes forsøg på at holde sammen på sig selv og fortsætte vagten.
Filmen væver sin fortælling med en sjælden balance, hvor vi som tilskuere rummer empati for både den ramte familie og den involverede læge – det første og det andet offer. Tempoet i dramaet er ganske vist skruet op i spillefilmshastighed, så enkelte pointer skitseres kun overfladisk eller fremstår lidt forcerede. Men alt i alt udfoldes et kærkomment, nuanceret billede af de menneskelige implikationerne ved fejl og utilsigtede hændelser. Et billede, der også farves af temaer som generationsforskelle, spændet mellem oplevet skyld og faktisk skyld, fejl og fejlskøn, undskyldning og tilgivelse – og den afgrundsdybe eksistentielle afmagt og kontroltab, der følger med, når det værst tænkelige sker.
Filmens fortælling flugter med den eksisterende forskning i de psykologiske og faglige konsekvenser for sundhedsprofessionelle, der involveres i utilsigtede hændelser. På trods af denne viden mangler der fortsat systematiske og lettilgængelige støttetilbud til personale på tværs af sundhedsvæsenet. Man kan derfor håbe, at filmen ikke blot afføder samtaler og kortvarig opmærksomhed, men også bliver et afsæt for handling – hvor forskningen allerede peger på, hvad der virker, og hvor behovene er størst.
I en dansk kontekst er indsatser med systematisk tilbudt kollegastøtte, suppleret med andre typer af interventioner ved behov for intensiveret støtte, testet på afdelinger på hhv. Herlev Hospital: ”Mental sundhed for sundhedsprofessionelle” (MeSu) og Odense Universitetshospital og Regionshospitalet Nordjylland, Hjørring: ”The Buddy Study”.
Jeg vil anbefale at se filmen sammen med kolleger. Eller med hele den udvidede familie, så de får et indblik i, hvad det også vil sige at arbejde i sundhedsvæsenet og at stå med ansvaret for andre menneskers liv.
