At forstå sygdom som regenerativ
Ib Ravn, Ph.D. i Social Systems Sciences fra University of Pennsylvania, lektor emeritus, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, DPU, Aarhus Universitet, Emdrup. ravn@dpu.dk
Forfatterbiografi
Ib Ravn, ph.D., lektor emeritus på DPU (Dansk institut for Pædagogik og Uddannelse), ved Aarhus Universitet. Forfatter til en lang række bøger som “Facilitering” “Selvbestemmelsesteorien” “Den faciliterende underviser”, “Facilitering – ledelse af møder der skaber værdi og mening” og er bogaktuel med “Den faciliterende leder” som er skrevet sammen med Nanna Munk, Kenneth Agerholm og Signe Bonnén. Ib Ravn har i mange år forsket i processer til læring på møder, konferencer mm. Ib Ravn har færdiggjort flere uddannelser i udlandet. Han er bl.a. en bachelor i Systems and Management fra The City University, London. Han har været forlagsredaktør hos Munksgaard og Rosinante, ligesom han har været anmelder af naturvidenskabelig faglitteratur hos Berlingske Tidende og Politiken.
Introduktion
Sygdom forstås ofte som dysfunktion, fejl og mangeltilstand. Men hvis man forstår levende organismer som komplekse, selvorganiserende systemer, fremstår sygdomme og symptomer som led i kroppens eller psykens forsøg på gendannelse (regeneration) og heling. Disse forsøg kan fremmes i behandling og pleje, der bør respektere organismens egne copingforsøg og overlevelsesstrategier. Lader vi os inspirere af komplekistetsforskning, systemtænkning og en regenerativ tilgang til økologi og biologi kommer der nye perspektiver frem.
Hvad er sygdom?
Hvordan skal vi forstå sygdom, helt overordnet? Det er et stort spørgsmål, der ikke så tit diskuteres sundhedsfagligt. Ser man på sundhedsprofessionerne udefra, som jeg gør, springer sygeplejefaget i øjnene som et, der særligt interesserer sig for spørgsmålet om sygdom og sundhed.
Sygeplejefagets teoretikere
Mange af fagets store teoretikere – bl.a. Virginia Henderson, Betty Neuman, Martha Rogers, Kari Martinsen – har forsøgt at forstå, hvad det er for et helt menneske, vi har foran os, herunder hvordan sundhed og sygdom optræder og arter sig.
Den biopsykosociale model
I de medicinske fag synes disse store spørgsmål at være blevet lagt til ro i den biopsykosociale model (Engel, 1977). Her siges det, at menneskets sundhed og sygdom er et resultat af biologiske, psykologiske og sociale faktorer. Når disse interagerer uheldigt, opstår sygdom. Behandling, forebyggelse og sundhedsfremme handler om at forbedre interaktionen mellem disse faktorer.
Fremtrædende biomedicinsk model
I klinikken er den biomedicinske model nok stadig fremtrædende. Den sundheds-professionelle møder som regel først borgeren, når der er symptomer, ubehag eller smerte. Der er noget, der ikke fungerer længere. Hvis vi kan fixe den afvigende mekanisme fysisk eller kemisk, kan borgeren sendes hjem igen. Fokus er på dysfunktion, defekt, fejl og sammenbrud. Den overordnede fortolkningsramme kan vi kalde mekanistisk dysfunktionalisme. Denne tænkning er udbredt i de fleste moderne sundhedssystemer.
En selvorganiserende helhed
Lad os prøve at anlægge et andet perspektiv – et perspektiv, der er mere i slægt med alternative, komplementære, integrative og funktionelle tilgange. Vi kan starte med menneskesynet. Dysfunktionalismen ser nærmest mennesket som en sindrig mekanisme, der fungerer fint, indtil den ikke fungerer mere.
Men vi kan også anskue mennesket som en velordnet og selvorganiserende helhed, der bestandigt forsøger at skabe og genskabe orden, optimal intern kommunikation, sammenhæng og, i psyken: mening. Enhver udfordring fra omgivelserne mødes af en reaktion i kroppen og/eller psyken, der har som formål at sikre organismens eller personens indre orden, overlevelse, trivsel og livsudfoldelse. Heri er jeg inspireret af forskningen i selvorganiserende systemer (Kauffman, 1993) og den spontane dannelse af orden, mønster, form og helhed (Goodwin, 1994; jf. Ravn, 1996) samt den regenerative tilgang i økologi og samfund (Monboit, 2022; Ravn, 2024).
I dette perspektiv er der altså ingen væsensforskel på funktion og dysfunktion. Organismen leverer hele tiden så meget koordinering, sammenhæng og orden, som den kan, under de givne omstændigheder. Når livsvilkårene er milde og støttende, trives organismen; når de er hårde, kæmper den for at holde sammen på butikken. Men uanset om der i det næste minut skal bekæmpes ti vira eller ti millioner, er det stort set de samme processer, der foregår, i større eller mindre omfang.
En iagttager, fx en læge, kan erklære det klinisk uinteressant, når sølle ti vira i timen bekæmpes, men biologisk er der er ikke noget radikalt skel mellem normalfunktion og syg funktion, som dysfunktionalismen antager. Organismen ”fungerer” altid mere eller mindre godt, alt efter det aktuelle miljø af udfordringer, den befinder sig i. Alle mennesker er altid subklinisk ”syge” på 150 forskellige måder.
Feber som forsøg på heling
Lad os se nærmere på eksemplet med virus. Et angreb med influenzavirus vil medføre en række reaktioner i kroppen, bl.a. feber. Feber forstod man indtil 1600-tallet som en sygdom, der skulle slås ned, men i dag fortolkes feberen som et led i kroppens forsøg på at skaffe sig af med virus. Feberen tjener til genskabelse af kroppens sunde tilstand og personens trivsel. Således kan vi spørge: ”Hvorfor har patienten feber?” og vi kan svare ”Fordi kroppen prøver beskytte sig mod virus.” Det vil i dag forekomme os fjernt at se feberen som en sygdom, der partout skal slås ned. Vi ønsker tværtimod at understøtte denne potentielt helende proces og kun gribe ind, hvis det går galt, fx ved for høj feber.
Selvhelbredelse lykkes ikke altid
Infektioner mødes generelt af en inflammatorisk reaktion, der kan ses som udtryk for kroppens selvorganiserende tendens til heling, trivsel og livsudfoldelse. Feber er ikke dysfunktion, men tegn på organismens forsøg på selvhelbredelse. Jeg understreger: Forsøg på selvhelbredelse. Det lykkes langt fra altid, og her træder behandling og pleje til. Og jeg tilføjer også med det samme: Med til livsudfoldelsen hører også, at på et tidspunkt er det slut: apoptose og død. Liv med kønnet forplantning slutter på et tidspunkt. Men indtil da præges livet af selvorganisering og forsøg på selvhelbredelse.
Angst som forsøg på trivsel
Som feber i 1600-tallet, således angst i dag. Mange anskuer angst som en dysfunktion, der er skadelig i sig selv og derfor skal slås ned som en infektionssygdom, fx med medicin. Med en traumeinformeret tilgang vil man måske snarere se angsten som et udtryk for en kronisk stressrespons, som hjernen har ”overlært” og derfor genopfører bestandigt. Blev det lille barn overvældet af overgreb og svigt, var stressresponsen nok hensigtsmæssig, men når den forvandles til permanent alarmberedskab og hypervigilitet, har vi angsten.
Angst som overlevelse
Angsten hos den voksne kan således ses udtryk for forsøget på overlevelse. Psyken er på vagt over for den næste trussel og forsøger at skabe så meget mental orden, ro og balance som muligt; samt trivsel, selvværd og autonomi. Behandlingsmæssigt skal der derfor arbejdes med angsten snarere end mod den. Beroligelse af nervesystemet, emotionel selvregulering og genskabelse af tabt tryghed og samhørighed vil i mange tilfælde være bedre veje end angstdæmpende medicin.
Et regenerativt perspektiv
Mange af kroppens og psykens reaktioner kaldes i dag symptomer eller sygdomme, men de kan måske snarere ses som personens eller organismens forsøg på at håndtere de aktuelt overvældende udfordringer. Kroppen eller psyken forsøger at kompensere for forstyrrelsen, beskytte sig mod den eller oprette en ny balance eller dynamik, der sikrer livet. Fra undfangelsen og frem udvikler det lille menneske en stadig mere kompleks og subtil biologisk og psykologisk orden, der viser sig som den fuldt udviklede krop og den sunde og modne psyke. Man kan sige at levende organismer, herunder mennesker, udviser en generativ tendens: der genereres spontant orden i legeme og bevidsthed.
Dét er ikke et engangsfænomen; det sker bestandigt, og små udfordringer og anslag undervejs håndteres også. Organismen er hele tiden i gang med at reparere på sig selv, genskabe sig (= regenerere), vedligeholde alle kroppens mønstre og systemer og dynamikker. Hermed kan vi kalde dette perspektiv regenerativt.
En fortolkningsskala
Her er altså to opfattelser, vi kan spænde ud på en skala. I den ene ende, til venstre, ligger den klassiske dysfunktionalisme, hvor vi altid går ud fra den opfattelse, at sygdom er fejl, defekter og mangler. I den anden ende, til højre, ligger regenerativ selvorganisering. Her forstås krop og psyke som bestandigt i gang med at vedligeholde og hele og udskifte og vokse, i et stadig, spontant koordineret forløb af skabelse og genskabelse, i generative og regenerative processer.
Alle sundhedspersoner kender til begge perspektiver, men det dominerende er helt klart det dysfunktionalistiske. Kun i særlige tilfælde anlægges det andet perspektiv. Immunrespons og inflammation er oplagte eksempler, der er lette at få øje på: de tjener klart et godt formål, kroppens overlevelse og sundhed. Ligesådan med hverdagens småubehag og reaktioner, der let fortolkes som hensigts-mæssige reaktioner og meningsfulde kompensationer: Hoste (ud med slim), nys (ud med irritanter), kvalme (hold op med at spise), kløe (væk med kryb), vabler (en beskyttende hinde mod overlast), hård hud, opkast, diarre osv.
Kræft og hjerte-kar-sygdomme lægger vi normalt til venstre på skalaen, hos dysfunktionerne, med diabetes og fedme og meget mere. Cystisk fibrose er også oplagt: kromosomfejl. Genetiske mutationer er jo den ultimative tilfældighed, og hvis det er sådan det er, må vi finde os i det. Nogle tilstande kan ligge i midten, hvis det er videnskabeligt uklart, om de tjener noget formål eller blot er en fejl, en dysfunktion. Fx koldbrand. Er det en patologisk tilstand i sig selv? Eller er det kroppens forsøg på at klare sig med nedsat cirkulation, hvorfor den i et overlevelsesforsøg beskytter de indre organer og kobler ekstremiteterne af? Det er et fortolkningsspørgsmål, ville man måske sige.
At starte med et regenerativt perspektiv
Lad mig foreslå, at vi som sundhedsfagligt udgangspunkt konsekvent lægger perspektivet i den højre, regenerative side. Lad os prøve så meget som muligt at forstå lidelser, forstyrrelser, sygdomme, symptomer og tegn som udtryk for organismens regenerative selvorganisering. Lad os prøve at forstå alt det afvigende, bekymrende, smertefulde og patologiske som udtryk for kroppens og bevidsthedens forsøg på at få systemet til at fungere bedst muligt, givet at det udsættes for allehånde udfordringer, anslag og angreb fra omgivelserne.
Meningen med reaktionerne
Vi kan således spørge om meningen eller formålet med en bestemt organisk eller psykisk reaktion på belastninger fra omgivelserne. Svaret vil så være – hvis vi altså kan finde et svar – at reaktionen tjener til organismens overlevelse, trivsel eller livsudfoldelse, evt. dens optimale livsafrunding. Lad mig præcisere: Jeg stiller ikke det gamle teologiske spørgsmål: Hvad er meningen med en sygdom, fx AIDS? Her var svaret jo let: ”Guds straf for menneskers synd.” Det er en kristen tilgang, der ikke kan give svar på det næste spørgsmål? Hvorfor bliver folk ramt af lynet eller faldende træer? I det regenerative perspektiv må man svare: Det er der ingen mening i. Der er ikke noget formål med at blive ramt af lynet.
Verden er fuld af tilfældigheder
Den fysiske verden er fuld af tilfældigheder. Tagsten falder ned i hovedet på folk. Der er jo fysiske årsager bag det meste, men kun når man kigger ind i den levende organismer giver det mening at spørge regenerativt. Vi kan spørge til hjernens reaktion på dét fysiske traume, tagstenen efterlod:
-Hvorfor udarter en hjernerystelse sig sådan?
-Hvad forsøger hjernen selv at stille op med det slag?
-Hvordan kan vi hjælpe hjernen bedst muligt med at komme sig (lukke ned i 14 dage eller moderat aktivitet)?
I lyset af evolutionen
Organismens reaktion på overvældende påvirkninger udefra er selvfølgelig formet gennem millioner af års evolution. Levende organismer har tilpasset sig deres økologiske nicher, fra de første immunreaktioner og hormonsystemer i hvirvelløse dyr til de sidste par hundrede tusinds års samlere og jægere. Det har disponeret os for alle de kroniske civilisationssygdomme, som er dukket op gennem de sidste 10.000 år med landbrug og stivelse fra korn og ris, de sidste 200 år med industrialiseret levevis og forurening og de sidste 50 år med ultraforarbejdede fødevarer og enormt sukkeroptag. Givet at vi stadig bærer stenaldermenneskets gener, kan mange af de moderne sygdomme naturligvis ses som reaktioner mod det moderne livs radikalt nye udfordringer. Hvor meget nyt vi faktisk kan håndtere er et empirisk spørgsmål, der kan kortlægges gennem forskning. Kan vi klare asbest? Burgere? Sidning 9-17? Tik-Tok?
Det generelle forskningsspørgsmål kan lyde sådan her:
Kan de sygdomme, smerter og symptomer, som mennesker oplever i dag, ses som udryk for kroppens og psykens evolutionært udviklede forsøg på at sikre, at fysiologiske og psykologiske processer forløber nogenlunde ordentligt og velreguleret, således at personen overlever, klarer sig, trives, får afkom og modnes psykisk livet igennem?
Nogle sygdomme regenerativt forstået
Lad os se på nogle sygdomme og tilstande. Nogle af dem lader sig umiddelbart forstå regenerativt, andre kan synes mere kontroversielle. Mit ærinde er her ikke at påstå at disse sygdomme ER regenerative, men at regenerative briller måske kan kaste et interessant lys over dem – ikke mindst fordi de almene implikationer for behandling og forebyggelse (se senere) er interessante:
Malaria skal vi ikke strække os ret langt for at tolke regenerativt. Malaria er oplagt kroppens udmærkede forsøg på at bekæmpe parasitten Plasmodium. Milde infektioner klarer kroppen selv, større skal den have hjælp til.
Osteoporose kan ses som kroppens rimelige reaktion på et liv med inaktivitet og meget få belastninger af skelettet. Kroppens ressourcer kan bruges mere hensigts-mæssigt andre steder end til opbygning af stærke knogler, så når der kommer en atypisk stor belastning, opstår frakturer. Frakturen i sig selv er næppe meningsfuld: Er der noget formål med at falde og brække hoften? Næh, det er bare sort uheld. Det er kroppens reaktioner på bruddet, der kan være regenerativt interessante. En salamander kan regenerere sine lemmer, mennesker kan ikke. Kirurgi hjælper.
Fedme er kroppens naturlige reaktion på en kalorie- og kulhydratrig kost: Gem energien som fedt til perioder med knaphed. Det har været praktisk hele vejen op gennem evolutionen. Førhen var der formentlig sjældent så meget føde til rådighed, at fedme kunne udvikles. Med det kraftige indtag af ultraforarbejdede fødevarer, vi ser bl.a. i USA, reagerer kroppen med en stadig ophobning af fedtdepoter – der aldrig tømmes af en streng vinter.
Astma kan forstås som organismens forsøg på at beskytte lungerne mod irritanter og allergener i et moderne syntetisk miljø, der overvælder lungefunktionen.
Autoimmune sygdomme kan ses som udtryk for, at immunsystemet arbejder på højtryk for at beskytte organismen mod miljøgifte og andre uvante belastninger udefra. Dette miljøforårsagede overarbejde går til sidst ud over andre væv i kroppen, der søger at beskytte sig så længe de kan, men til sidst bukker under med de velkendte symptomer.
Insulinresistens forstået regenerativt
Lad os se lidt nærmere på insulinresistens, en forløber for type 2-diabetes. Det forekommer når celler i muskler og fedtvæv ikke responderer på den insulin, der ellers fragter blodsukker ind cellerne. Det medfører hyperglykæmi og hyper-insulinæmi, hvilket har alvorlige konsekvenser i andre væv og organer.
Den rationelle forståelse
Lærebøgerne giver sjældent en rational forklaring på, hvorfor celler pludselig mister deres følsomhed over for insulin og bliver insulinresistente. Det synes dog klart, at insulin-resistens beskytter cellen mod et overdrevet glukoseoptag, der er meget skadevoldende (Fung og Berger, 2016). Altså en hensigtsmæssig reaktion, givet at blodsukker-niveauet er højt. Og hvorfor er det det? Primært på grund af for meget sukkerholdig kost og for lidt fysisk aktivitet til at brænde sukkeret af. Insulinresistens er cellens fornuftige reaktion på en overvældende belastning fra kost og fysisk inaktivitet. Insulinresistens kan altså forstås rationelt; det sker ikke uden årsag, hvad mange lærebøger ellers synes at affinde sig med.
I forlængelse heraf kan vi spørge videre og søge et rationelt svar: Hvad er overhovedet meningen med insulin? Bemærk at sådan et spørgsmål stilles meget sjældent. Det tangerer det uvidenskabelige. Insulin er der jo bare; den er ikke frembragt af nogen skaber med en hensigt. Men lad os spørge alligevel: Hvorfor går den indtagne sukker ikke direkte fra tarmen til blodet til cellerne, men skal formidles af insulin?
Sandsynligvis fordi hvirveldyr som fugle og pattedyr typisk har haft sporadisk adgang til føde: En stor busk med bær den ene dag, tre dage uden føde, laks den næste – og så er det vinter. Insulinen regulerer optaget af glukose, så cellerne løbende får den beskedne mængde, de evolutionært er indstillet på at klare, og ikke overvældes af oxidativ stress eller andre belastningstegn. Insulinet dirigerer den overskydende glukose om til fedtproduktion – til dagene med knaphed og faste.
Generativt og regenerativt betragtet er det formålet med insulin (ét af formålene): at sikre fordeling og brug af energien fra føden, sådan at de relevante biologiske processer forløber optimalt og organismen overlever, trives og kan forplante sig. Insulinresistens er cellernes beskyttelse mod ekstremt store leverancer af glukose, måske især når leverancerne er vedvarende, dag ud og dag ind med junkfood og sukkervand og hvidt mel en masse. Hvis insulinresistens således er en reaktion på netop vedvarende hyperglykæmi, er det altså endnu en civilisationssygdom, en beskyttende og – givet de vanskelige vilkår med ekstremt sukkerrig kost – en regenerativ reaktion. Insulinresistens giver mening.
PTSD forstået regenerativt
PTSD er en psykisk lidelse, der let kan forstås regenerativt. Faktisk er den almindelige forståelse regenerativ. I de mange år med ”granatchok” og ”krigsneuroser” var det imidlertid en ubegribelig dysfunktion. Hvorfor fik man alle de symptomer? Spørgsmålet kunne dårlig nok stilles, så gådefuldt var syndromet.
Kroppens homøostase
Regenerativt kan vi tage udgangspunkt i, at psyken forsøger at skabe mening og sammenhæng i alle sanseindtryk og oplevelser. Den optimaltilstand af ro og dynamisk balance, homøostase, koordination, konsekvens og helhed, som vi i kroppen kan kalde sundhed, giver sig i psyken udtryk i forsøget på at fortolke og forstå oplevelser så de passer ind, skabe mening, se større sammenhænge og helheder og konstruere plausible narrativer om ens liv.
Når psyken overbelastes
Psyken klarer fint hverdagens tildragelser, men overvældende oplevelser i krig er noget andet. Ens køretøj kommer under beskydning, man vælger en udvej ud i terrænet, kører over en vejsidebombe og ens kammerat bliver sprængt i småstykker. Det er mere end psyken kan klare umiddelbart. Sådan en soldat kommer hjem med en yderst fragmenteret erindring om begivenheden. Hvad der præcis skete, hvorfor han reagerede i situationen som han gjorde, hvad der var hans ansvar og hvad der ikke var. Hjemkommet får han måske flashbacks. Dem kan vi forstå regenerativt som psykens forsøg på at præsentere brudstykkerne for veteranens bevidsthed – som en invitation eller opfordring til at få dem integreret. Når personen med PTSD, fx gennem terapi, får hjælp til at integrere fragmenterne til en sammenhængende historie, som han kan forstå og acceptere sin egen rolle i, aftager de pågældende flashbacks omsider.
Triggere og overbelastning
De daglige triggere, hvor veteranen kaster sig på gulvet, fordi nogen tabte en tom gryde i køkkenet, udløser en respons, der var adaptiv i Afghanistan. Men den blev overlært og indgår nu som automatreaktion i hans ubevidste repertoire af overlevelsesteknikker. Hvis en henkastet sarkastisk bemærkning til familiefesten udløser et kolossalt vredesudbrud er det en aggressiv reaktion, der var passende under bagholdsangreb i Helmand, men ikke i kusinens dagligstue. Søger man ensomheden på gaden eller i skoven, er det måske fordi samværet med andre mennesker byder på så mange aktiveringer af ens hyperfølsomme stressrespons, at man hellere er dem foruden. Selvmordet bliver en udfrielse for de veteraner, der ikke længere kan udholde alt det uintegrerede materiale, der banker rundt i hovedet og kroppen; døden bringer omsider ro. Denne moderne forståelse af PTSD fremstiller symptomerne som forståelige copingreaktioner, netop som betonet i et regenerativt perspektiv. Reaktionerne er ikke tilfældige og ubegribelige, men kan forstås som udgaver af psykens oprindeligt hensigtsmæssige forsøg på rumme begivenhederne og genskabe mening, sammenhæng og orden, dvs. dens bestræbelser på at regenerere.
Implikationer
Lad mig kort pege på en række yderligere konsekvenser af det regenerative perspektiv. Jeg medtager både begrebsmæssige, pædagogiske og kliniske konsekvenser, samt et blik på sygeplejens begrebsramme Fundamentals of Care:
Symptomer kan vi se som tegn på, at organismen kæmper for at blive rask, dvs. forsøger at skabe eller genoprette orden og helhed efter en overvældende udfordring. Symptomer skal nok ikke primært dæmpes, undertrykkes eller bekæmpes; kun hvis de er decideret skadevoldende. Ellers peger de måske i en regenerativ retning og kan dermed muligvis bistås terapeutisk.
Behandling er et indgreb eller en udfordring, som organismen vil søge at tackle som alle de andre udfordringer, den møder. Medicin er ofte et giftstof, givet i en moderat dosis, som kroppen tilpasser sig og forsøger at leve med. Behandling kan stræbe efter at optimere kroppens egne helende processer, evt. supplere eller (mere risikabelt) erstatte dem, men den skal nok ikke decideret modarbejde dem – som en del lægemidler synes at gøre. Antibiotika og andre lægemidler mod infektionssygdomme kan forstås som regenerative i den forstand, at de supplerer og forstærker kroppens egen immunreaktion i forsøget på at genoprette den orden, der herskede mens infektionen var på ordinært lavt og ufarligt niveau.
Sygepleje. Fundamentals of Care (FoC) er en ’back to basics’-begrebsramme for sygepleje, der skal sikre patienter en ”ensartet, sikker og respektfuld sygepleje af høj kvalitet”, der samtidig skal være situationsbestemt og personcentreret (Sørensen, Bahnes m.fl., 2017). Selv om der tilsyneladende ikke knytter sig en bestemt sygdomsforståelse til FoC, er denne tilgangs betoning af patientens grundlæggende behov for gode betingelser for livsudfoldelsen særdeles forenelig med det regenerative perspektiv. Indførelsen af FoC synes i nogen grad at være en reaktion på en mekanistisk produktions- og effektivitetstænkning i patientbehandlingen, og her vil en større opmærksomhed på patientens egne regenerative og helende potentialer være et oplagt alternativ.
Sundhedsfremme og forebyggelse. Tænker en sundhedsprofessionel i dysfunktioner, kan en patient med ubekræftet mistanke om kroniske sygdomme sendes hjem, indtil symptomerne stiger fra subklinisk til klinisk niveau og kan underkastes behandling. Det indlysende uholdbare i denne tilgang er blevet erkendt med diagnosen prædiabetes, der præsenteres som en advarsel til patienten. Tilsvarende kunne mange andre kroniske sygdomme og symptomer jo tolkes regenerativt: ”De symptomer er tegn på at din krop kæmper med rygning, stress, søvnmangel, inaktivitet og/eller sukker. Støt den i dens kamp!” Livstil er kulturelt, socialt og økonomisk medieret, og lovmæssig regulering (afgifter, forbud osv.) kan reducere mange helbredstrusler.
Vaccine er en håndsrækning til kroppens eget forsvar mod infektioner og forstås bedst regenerativt. Hvis ikke immunsystemet havde denne latente evne til at producere antistoffer, ville vaccinen ikke give nogen mening. Vaccination forudsætter et regenerativt potentiale, der realiseres gennem injektion med det relevante antigen.
Abstinenser. Gennem behandling med syntetiske eller usædvanlige lægemidler søger organismen at selvorganisere ”rundt om” giftstoffet, dvs. ændre sin ordensdannelse, så kroppen kan leve med det tilførte stof. Denne regenerative tilpasning når på et tidspunkt et plateau, hvor selvorganiseringen/helbredet stabiliserer sig. Patienten er tilvænnet. Hvis stoffet så fjernes igen, ved seponering, stresses organismen på ny, og den kompenserer med nye tegn på tilpasning og dertil hørende smerter: abstinenser. Abstinenser kan således tolkes som kroppens og psykens forsøg på at komme overens med en ny hverdag med færre lægemidler (Sørensen, 2024).
Sygdomsårsager. Mange sygdomme og lidelser har i dag ukendt årsag. Erkender vi organismens permanente tendens til selvorganisering (der nær døden også ytrer sig i en velordnet progression dertil), kan vi søge sygdomsårsager i en lang række overvældende påvirkninger fra omverdenen. De omfatter miljøgifte, ultraforarbejdede fødevarer, stillesiddende livsstil, skadevoldende arbejds- og boligforhold, økonomisk ulighed, strukturel racisme, stressbelastninger, traumatiseringer, vold, svigt og overgreb, krig og ulykker. Ved alle disse overvældende udfordringer iværksætter organismen kompensatoriske mekanismer og coping-strategier, der sigter efter at håndtere påvirkningen og etablere orden, sammenhæng, mening og trivsel i personens liv. Disse regenerative mekanismer og strategier kalder vi traditionelt sygdomme. Anlægger vi den regenerative fortolkning, vil mange af dem synes hensigtsmæssige og forståelige. Håbet er en rationel ætiologi, der på sigt opererer med færre ubegribelige sammenbrud, defekter og mangeltilstande – som illustreret ovenfor med feber, angst, insulinresistens og PTSD. En del af de kendte sygdomsårsager foreligger allerede i regenerative formuleringer, andre skal genfortolkes, og resten kan undersøges gennem forskning.
Pædagogik og læring. Mange lærebøger fremstiller patofysiologien som en kæde af reaktioner uden nogen indre logik. Fænomen A fører til fænomen B, der sætter proces C i gang, der øger mængden af stoffet D, der reducerer mængden af E, der starter processen F, der hæmmer G, der stimulerer H. Når der ikke er nogen mening, er det svært at forstå og derfor svært at huske. Regenerative fortolkninger af processerne vil gøre dem meningsfulde og lette at forstå og huske. Tjek mit bud på formålet med insulinresistens ovenfor (cellerne beskytter sig mod for megen glukose i blodet, hvor hovedårsagen typisk vil ligge i en sukkerrig kost.) Alle deraf følgende processer kan formentlig ligeledes fortolkes som forsøg fra de forskellige celler, væv, organer og systemer på at opretholde den lokale orden, de hver især har ansvaret for.
Konklusioner
Jeg har i denne artikel foreslået, at man i sundhedsfagene i højere grad anvender regenerative fortolkninger af sygdomme og symptomer. Det har jeg gjort ud fra en opfattelse af den levende organisme som et selvorganiserende system, der bestandig søger at skabe, opretholde og genskabe orden, helhed og sammenhæng, biologisk såvel som psykologisk. I det perspektiv kan sygdomme og symptomer fortolkes som udtryk for kroppens og/eller psykens forsøg på at håndtere truende påvirkninger og udfordringer, og disse vil derfor fremstå som formålstjenlige og hensigtsmæssige – inden for den aktuelle, begrænsede kontekst. Behandling og pleje bliver relevante dér, hvor organismen ikke selv kan klare udfordringerne, og begge dele bør tage organismens egne helingsforsøg i betragtning og nok forsøge at lægge sig tæt op ad dem – og kun i særligt akutte eller truende tilfælde slå dem ned.
Jeg minder afslutningsvist læseren om, at jeg ikke selv er sundhedsuddannet og derfor meget vel kan tage fejl i mange enkeltdele i det foregående. Men jeg håber at perspektivet og den overordnede ide alligevel kan inspirere til sundhedsfaglig refleksion.
HVIS DU VIL VIDE MERE OM DET REGENERATIVE PERSPEKTIV
Ravn, Ib (2024). Kan man forestille sig en regenerativ psykiatri? I: Voxted, S. (red.): Regenerative perspektiver, s. 157-178 (kap. 8), Hans Reitzels Forlag. LÆS HER
Ravn, Ib (2023). Kan vi forestille os en regenerativ psykiatri? PowerPoint præsentation på konferencen ”Genoprettelser og amokløb”, Promentum, 22.-23. juni. YouTube
Ravn, Ib (2024) Hvordan får vi genskabt livskraften i vores belastede sind? Kristeligt Dagblad, kronikken, 18. dec. LÆS HER
Ravn, Ib (2022). Regenerativ psykiatri. Blogpost LÆS HER
Referencer
- Goodwin, B. C. (1994). How the leopard changed its spots. The evolution of complexity. Weidenfeld & Nicholson.
- Engel, G. L. (1977). The need for a new medical model: a challenge for biomedicine. Science, 196(4286), 129-136.
- Fung, J., & Berger, A. (2016). Hyperinsulinemia and insulin resistance: Scope of the problem. Journal of Insulin Resistance, 1(1), 1-6.
- Kauffman, S. (1993). The origins of order: Self-organization and selection in evolution. Oxford University Press.
- Monboit, G. (2022). Regenesis. Feeding the world without devouring the planet. Allen Lane.
- Ravn, I. (1996). Livets spontane orden. https://ibravn.dk/2222-livets-spontane-orden.htm. (Trykt som kronik under titlen “Hjemme i universet” i Politiken 29. august 1996.)
- Ravn, I. (2024). Kan man forestille sig en regenerativ psykiatri? I: Søren Voxted (red.): Regenerative perspektiver, Hans Reitzel, s. 157-178. (http://fac-vid.squarespace.com/regenerativitet/)
- Sørensen, A. (2024): Noget I bør vide – om udtrapning af psykofarmaka. Hans Reitzel.
- Sørensen, E. E., Bahnsen, I. B., Pedersen, P. U., og Uhrenfeldt, L. (2017).Sygepleje tilbage til det basale. Sygeplejersken, Fag & Forskning, nr. 1, s. 52-57. https://dsr.dk/fag-og-udvikling/sygeplejersken/fagbladet-sygeplejersken/fag-forskning-argang-2017-nr-1/sygepleje-tilbage-til-det-basale/
Vil du være opdateret med faglig udvikling, forskning og viden, kan du tilmelde dig nyhedsbrev her og måske blive den heldige vinder af månedens T-shirt.
Læs også
