
Københavns Universitet, Institut for Idræt og Ernæring har etableret et nyt forskningscenter med visionen om, at skabe et epicenter for forskning i overgangsalder som vil:
- Accelerere forskning og formidling om kvinders sundhed i alt fra basal fysiologi til “det levede liv” til gavn for alle kvinder og det danske samfund.
- Skabe et nationalt epicenter for forskning i overgangsalder med det formål at samle forskere, skabe partnerskaber og oplyse borgere.
- Bidrage til et demokratisk samfund, der bygger på lighed i sundhed og bæredygtige hverdagsliv for kvinder omkring overgangsalderen.
Nationalt forsknings- og formidlingscenter arbejder målrettet på at skabe et nationalt forsknings- og formidlingscenter, som kan samle de stærkeste kræfter på tværs af landet og fagdiscipliner med det formål at give et betydeligt løft af vidensniveauet om overgangsalder.
Målrettet indsats på tre niveauer;
- til alle kvinder (og deres nærmeste), som vi mener bør have mulighed for at kunne finde evidensbaseret viden om denne del af livet for at finde ro og afklaring om deres forandringer
- til sundhedsfagligt personale (privatpraktiserende læger, gynækologer, sygeplejersker, sundhedsstyrelsen mv.), som har behov for evidensbaseret viden for at kunne udvikle faglige retningslinjer, prioritere udvalgte indsatser og møde kvinder med forståelse i denne livsfase
- til arbejdsgivere, arbejdspladser og kolleger, som efterspørger redskaber og viden til deres rådighed for at kunne håndtere mødet mellem overgangsalder og arbejdsliv. Midaldrende kvinder er ofte meget erfarne og værdifulde medarbejdere, og det er til glæde for alle parter, når arbejdslivet og overgangsalderen mødes med indsigt og forståelse.
Centeret arbejder målrette for:
- At alle kvinder har et sted, hvor de kan finde solid viden om symptomer og muligheder for forebyggelse og behandling. På den måde får alle kvinder mulighed for at møde overgangsalderen bedst forberedt, være trygge på grund af vished og have kendskab til relevante handlemuligheder.
- At forskere på tværs af fagligheder kan samles og samarbejde for at målrette, accelerere og optimere ny viden om overgangsalder.
- At sundhedsfagligt personale får evidensbaseret viden stillet til rådighed for at forbedre mødet imellem kvinde og sundhedssystemet.
- At arbejdspladser får et solidt vidensgrundlag at handle ud fra, så det kan bidrage til at forbedre arbejdslivet i denne livsfase. Til glæde for både medarbejderne og bundlinjen.
- At fondene får indsigt i overgangsalder og kvinders sundhed som værende en betydelig livsfase og centralt for alle kvinder, hvorfor der gennem prioriteret finansiering kan skabes viden, der kan gøre en væsentlig forskel.
- At organisationer får mere viden og kan samarbejde på et oplyst grundlag for at støtte op om denne reform af vores forståelse af kvindesundhed.
- At politikerne får en øget forståelse for overgangsalder og et fokus på kvindesundhed, så både forskningsreserven, politisk initierede initiativer og sundhedsstyrelsen på et oplyst grundlag kan prioritere emner som overgangsalder.
Vidensplatform
Centeret er i gang med at etablere en vidensplatform, som skal levere evidensbaseret viden til kvinder, til sundhedsfagligt personale og til arbejdspladser og organisationer.
Selvom vidensniveauet om kvinders overgangsalder er utilstrækkeligt, så eksisterer der evidensbaseret viden fra internationale studier. Alligevel er mange danske kvinder (og mænd) utilstrækkeligt informeret om, hvad kvinders overgangsalder indebærer, og hvilken betydning den kan få.
Først ved de første symptomer, begynder de fleste kvinder at søge forklaringer på de forandringer de oplever, men oftest uden at finde tilfredsstillende svar, hverken ved de sundhedsfaglige instanser eller i det uoverskuelige virvar af personlige erfaringer som præger magasiner og sociale medier.
Det sundhedsfaglige personale mangler også tilstrækkelig evidensbaseret viden og retningslinjer, som kan støtte udredning, vejledning og behandling af kvinder med symptomer.
Vi insisterer på, at alle kvinder har krav på adgang til tilstrækkelig og god viden om overgangsalderens udfordringer gennem en videnskanal, som ubetinget er sagligt funderet. Vi samler eksisterende viden samt løbende ny viden, med henblik på at tilbyde evidensbaseret viden til kvinder, til arbejdspladser og sundhedsfagligt personale. Lettilgængeligt og hurtigst muligt. Samtidigt vil vi kortlægge alt det ”man endnu ikke ved” og lade det være retningsgivende for prioritering af ny forskning.
Vil du være med på rejsen?
Vi har et kæmpe netværk af forskere, sundhedsfagligt personale, organisationer mfl., og vi vil altid gerne have flere med om bord. Vores netværk er åben for alle, der har interesse i at bidrage til missionen, og vi vil gerne i dialog med partnere, som kan hjælpe os tættere på målet. Der er stort behov for forskningsmidler, som kan kanaliseres ud i forskningsmiljøerne og generere viden og vi søger derfor fonde, private donationer og filantropiske partnere.






