Af Jette Marcussen, Lektor i tab, sorg og trivsel ved Forskningsenheden OPEN, Klinisk Institut, Syddansk Universitet & Anvendt Sundhedsforskning, UCL samt sygeplejefaglig forskningsleder ved Dermatologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital
Tab, Sorg og Eksistens -En integrativ tilgang
Mai-Britt Guldin, Carlo Leget
Red. Vibeke Nørgaard
Akademisk Forlag, 2024
260 sider, 33o kr.
En kompleks, men relevant integrativ model til at forstå tab og sorg.
Jeg tror, at der i min bogreol er næsten samtlige bøger om sorg af Mai-Britt Guldin. Da jeg blev bedt om at anmelde bogen, var det derfor med ydmyghed og respekt over for det store og vigtige arbejde, som Mai-Britt har lavet inden for dansk litteratur og forskning i de senere år om tab og sorg.
Bogen landede i min postkasse til jule- og nytårslæsning. Og lige som julens budskab for mange er melding om fred, glæde og nyt lys og liv, så blev bogen i mine hænder også øjeblikke til ro og fordybelse midt i en dejlig, men travl tid. Jeg blev især begejstret for bogens mangfoldighed indenfor forståelse af de personlige eksistentielle menneskelige tab, relateret til menneskelivet og sygdom, såvel som tab ved død.
Der er i de senere år udkommet mange gode danske bøger om sorg. I denne bog går Mai-Britt Guldin videre i sit forfatterskab og sammen med Carlo Leget udfolder hun tab og sorgs mangfoldige kompleksitet set i lyset af eksistentielle grundforståelser og tidligere tiders sorgforståelser. Centralt i bogen er udviklingen af en ny model ”En Integrative tilgang” til sorg, beskrevet som ”den integrative procesmodel (IPM).”
Bogen, og modellen, vil sandsynligvis opleves omfattende og kompleks af flere læsere, da den udfolder mangfoldige dimensioner i tab og sorg. Forfatterne argumenterer for, at IPM har til hensigt at beskrive, hvordan patologi i sorg kan foregribes, da den udfolder forståelse af det menneskelige tab, når det indtræder og helt til sorgens udfordringer og eksistentielle intensitet er i balance. Forfatterne har også til hensigt at skabe grundlag for intervention via modellen i mødet med det enkelte menneskes eksistentielle oplevelse af tab og sorg.
De fem bærende dimensioner i modellen beskrives af forfatterne som de fysiske, følelsesmæssige, kognitive, sociale og åndelige perspektiver i tab og sorg, som alle er knyttet til eksistentiel bekymring og spænding. Hvert område har sit særlige kapitel i bogen, såvel som i modellen.
Selvom jeg oplever, at det er en meget omfattende bog, der ikke nødvendigvis er let læsning, så kan jeg varmt anbefale bogen og modellen, der præsenteres i den. Fordybelse ved læsning er dog en nødvendighed, da det ikke er enkel læsning, men ny viden, der søger at gribe en helhedsforståelse af tab og sorg som menneskeligt grundvilkår. En tilstrækkelig indsigt og forståelse for denne nye integrative model om tab, sorg og eksistens kræver fordybelse.
Jeg er enig med forfatterne i, at tab og sorg er dybt personlig og mangfoldig og derfor kræver omhyggelig beskrivelse, dersom vi skal forstå dem hos det enkelte individ. Bogen er relevant for alle faggrupper med interesse for tab og sorg.
På trods af at bogens struktur er kompleks og kunne være mere pædagogisk opbygget i forhold til det omfattende indhold, guides læseren gennem en grundig udfoldelse af faglig viden, relevante cases og filosofiske citater om sorg, hvilket leder til en helhedsforståelse af tab og sorg. Bogen afrunder med at highlighte at tab er vendepunkt for det menneskelige liv, men at hvis vi tør se på dem, så kan de bevæge livet fremad.
Om forfatterne
Mai-Britt Guldin er Cand.Psych.Aut. Specialist og supervisor i psykoterapi, PhD. fra Institut for Folkesundhed, tidligere professor og forskningsleder og seniorforsker med projekter om tab, sorg og døden. Carlo Leget er professor i Care Ethics på University of Humanistic Studies i Utrecht, Nederlandene. De står bag Center for Sorg og Eksistens
Læs også den Faglige artikel: Ny forståelse af tab og sorg: Den Integrative Proces Model for tab og sorg -et opgør med forældede sorgforståelsesmodeller