Af Mie Skårhøj sygeplejerske, cand. cur., forkvinde for bestyrelsen i Fagligt Selskab for Palliationssygeplejersker og Hanne Mørkenborg Bové sygeplejerske, cand. cur, Ph.d., suppleant til bestyrelsen for Fagligt Selskab for Palliationssygeplejersker.
Dette indlæg er udtryk for skribenternes personlige holdninger og refleksioner.
I den sundhedspolitiske debat reduceres palliation undertiden til et spørgsmål om professionel omsorg. Argumentet er intuitivt tiltalende: Omsorg er en grundværdi i sundhedsvæsenet, og mennesker med alvorlig sygdom har i høj grad brug for nærvær, relationel støtte og menneskelig opmærksomhed. Men en sådan forståelse risikerer at overse, at palliation også er et selvstændigt videns- og praksisfelt med egne teorier, metoder og således også kompetencekrav.
Hvis ambitionerne i den nye regerings sundhedspolitiske grundlag om et mere nært, sammenhængende og forebyggende sundhedsvæsen skal realiseres, må diskussionen flyttes fra begrebsafklaring til kompetenceudvikling. Spørgsmålet er ikke, om vi har brug for palliation, men hvordan vi sikrer de nødvendige palliative kompetencer i hele sundhedsvæsenet (WHO, 2020).
Omsorg som etisk fundament – palliation som faglig disciplin
Omsorg udgør et grundlæggende etisk og professionsfagligt fundament i sundhedsarbejdet. Omsorg handler om relationen mellem mennesker og om den professionelle evne til at møde patientens sygdom og sårbarhed med faglig dømmekraft, respekt og ansvarlighed. Denne forståelse er velbeskrevet i både sygeplejeteori og sundhedsetik.
Palliation bygger derimod på en tværfaglig, evidensbaseret praksis rettet mod lindring af lidelse hos mennesker med livstruende eller alvorlig fremadskridende sygdom. Ifølge WHO omfatter palliation forebyggelse og lindring af fysisk, psykisk, social og eksistentiel lidelse. Derfor forudsætter palliation også systematisk viden om symptomlindring, kommunikation, relationsarbejde, etik, koordinering og i særdeleshed tværprofessionelt samarbejde.
Som nævnt i tidligere debatindlæg (Sundhedsmonitor, juni 2026) vil omsorg uden palliativ kompetence være velmenende, men utilstrækkelig. Omvendt risikerer palliation uden omsorg at blive teknisk og instrumentel. De to størrelser er således gensidigt afhængige, men ikke identiske (WHO, 2020).
Det nære sundhedsvæsen forudsætter nye kompetencer.
Sundhedsreformen og regeringens aktuelle sundhedspolitiske ambitioner bygger på ønsket om, at flere borgere skal modtage behandling, pleje og rehabilitering tættere på eget hjem. Samtidig peger reformen på behovet for stærkere kompetencer i de nære sundhedstilbud og for bedre sammenhæng på tværs af sektorer. Denne udvikling betyder, at stadig flere patienter med komplekse palliative problemstillinger opholder sig i eget hjem, på plejehjem, i kommunale tilbud eller på regionale sundheds- og omsorgspladser. Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder fremhæver da også basal palliation som en integreret del af disse tilbud og understreger behovet for relevante sundhedsfaglige kompetencer (Sundhedsstyrelsen, 2026).
Dette stiller derfor i stigende grad krav til de sundhedsprofessionelle langt uden for de specialiserede palliative enheder (Regeringen, 2026; Regeringen, 2024).
Et mere nært sundhedsvæsen kræver ikke mindre palliation, men mere – og bedre. Ikke nødvendigvis i form af flere specialister alene, men gennem en systematisk opbygning af basale palliative kompetencer i hele sundhedsvæsenet og en samtidig styrkelse af specialiserede palliative kompetencer. Først da kan ambitionerne om nærhed, kvalitet og sammenhæng omsættes til reel værdi for patienter og pårørende.
Når begreber og niveauer kommer til at stå i vejen
Inddelingen i basal og specialiseret palliation giver mening som en måde at organisere sundhedsvæsenets kompetencer og ansvar på. Problemet opstår, når vi kommer til at forstå inddelingen som et udtryk for, hvor kompleks patienten eller det palliative forløb er. For virkeligheden er langt mindre entydig (REHPA, 2026).
Et palliativt forløb bliver ikke nødvendigvis mindre komplekst, fordi det foregår i eget hjem eller i kommunen – ligesom et forløb ikke automatisk er komplekst, fordi patienten er tilknyttet en specialiseret palliativ enhed. Kompleksitet følger ikke organisatoriske niveauer eller sektorgrænser. Den opstår og forandrer sig i samspillet mellem patientens behov, de pårørendes situation, de sundhedsprofessionelles kompetencer og relationer samt de rammer, som forløbet skal fungere inden for (REHPA, 2026).
Det udfordrer også anvendelsen af kompleksitet som visitationskriterium til specialiseret palliation. De nationale visitationskriterier beskriver specialiseret palliation som et tilbud til patienter med livstruende sygdom og komplekse palliative problemstillinger, som ikke kan lindres tilstrækkeligt på et basalt niveau. Det er en meningsfuld ambition, fordi specialiserede kompetencer skal være tilgængelige, når behovene overstiger det, der kan håndteres på et basalt niveau. Men hvis kompleksitet samtidig forstås som noget, der entydigt findes hos patienten, risikerer vi at gøre et dynamisk og relationelt begreb til en fast kategori (REHPA, 2026).
For hvad sker der, når en patients behov er komplekse, men kan håndteres kvalificeret i kommunen? Og hvad sker der omvendt, når et tilsyneladende mindre komplekst problem bliver vanskeligt at håndtere, fordi der mangler kompetencer, koordinering eller sammenhæng mellem aktørerne? Kompleksitet kan ændre sig over tid, og behovet for specialiserede kompetencer kan derfor også ændre sig. Det fremgår allerede af den regionale beskrivelse af det palliative behandlingsniveau, at patienter kan veksle mellem behov for basal og specialiseret indsats gennem deres forløb (REHPA, 2026).
Det peger på en vigtig forskel: kompleksitet bør måske ikke først og fremmest bruges til at placere patienten på et bestemt niveau, men til at vurdere, hvilke kompetencer, samarbejdsformer og ressourcer der er nødvendige på et givent tidspunkt (REHPA, 2026). Det er også i tråd med WHO’s tilgang til palliation, hvor palliative indsatser bør være integreret på tværs af sundhedsvæsenets niveauer, med mulighed for henvisning til højere specialiseret kompetence efter behov. Kontinuitet og koordinering fremhæves som centrale elementer (WHO/Europe, n.d.; WHO, 2020).
Måske skal vi derfor være varsomme med at lade basal og specialiseret blive til to adskilte verdener. Hvis begreberne bliver brugt som kategorier, der placerer både patient og ansvar ét bestemt sted, kan de utilsigtet spænde ben for det, de egentlig skulle understøtte: sammenhæng, kontinuitet og samarbejde på tværs (WHO, 2020).
REHPA’s nyere arbejde med kompleksitet i palliative behov peger netop på, at kompleksitet ikke er entydigt defineret, men er multidimensionel og dynamisk. Det er derfor vanskeligt at reducere kompleksitet til et enkelt kriterium, der afgør, om en patient hører til på basalt eller specialiseret niveau (REHPA, 2026).
Måske skal spørgsmålet derfor ikke være: Er patienten basal eller specialiseret?
Men snarere: Hvad er patientens behov lige nu – hvad gør situationen kompleks – og hvilke kompetencer skal bringes i spil for at skabe det bedst mulige patientforløb?
For den gode palliation findes ikke på ét bestemt niveau. Den findes dér, hvor patientens behov bliver mødt med de rette kompetencer – og hvor kompetencerne kan bevæge sig med patientens behov.
Fra politiske ambitioner til faglig kapacitet – via organisering og kompetencer
Hvis regeringen ønsker et sundhedsvæsen, hvor flere borgere kan modtage kvalificeret behandling og støtte tæt på eget liv, kræver det investeringer i kliniske- og menneskelige kompetencer – ikke alene i strukturer og organisering. Kompetenceudvikling i palliation bør derfor også betragtes som en strategisk forudsætning for sundhedsreformens succes (Regeringen, 2026; Regeringen, 2024). Palliation bliver således en fremtidig kernekompetence i sygeplejen.
Debatten bør derfor ikke handle om, hvorvidt omsorg eller palliation er vigtigst. Den fremtidige indsats bør primært sikre, at professionel omsorg understøttes af tilstrækkelig palliativ viden, klinisk kompetence og lederskab. Hvis kompleksitet ikke følger sektorgrænser, må vores tilgang til kompetencer heller ikke gøre det.
Den stigende opmærksomhed på palliation i det nære sundhedsvæsen skærper behovet for, at sundhedsprofessionelle har de nødvendige palliative kompetencer – ikke kun på de specialiserede enheder, men også dér, hvor størstedelen af de palliative forløb faktisk udspiller sig; i eget hjem, på plejecentre og i det øvrige nære sundhedsvæsen (WHO, 2020).
WHO fremhæver uddannelse og kompetenceudvikling af sundhedsprofessionelle som en central forudsætning for at integrere palliation på alle niveauer i sundhedsvæsenet. Tilsvarende peger europæiske kompetencerammer på, at palliation kræver både fælles grundkompetencer og mere specialiserede kompetencer afhængigt af den professionelles rolle og graden af involvering.
Det betyder, at basal og specialiseret ikke bør forstås som to adskilte kompetenceverdener, men som forskellige niveauer af viden, færdigheder og klinisk ansvar, der skal kunne spille sammen (WHO/Europe, n.d.; Connolly, Ryan and Charnley, 2016).
For sygeplejersken i kommunen handler det eksempelvis ikke alene om at kunne identificere symptomer og udføre ordinerede behandlinger. Det handler om at kunne foretage kliniske vurderinger, identificere ændringer i patientens behov, håndtere komplekse symptomer, kommunikere om sygdom, håb og forestående død, inddrage pårørende, navigere i etiske dilemmaer og koordinere et sammenhængende forløb på tværs af fag og sektorer.
Nyere international forskning i kernekompetencer for sygeplejersker peger netop på symptomlindring, person- og familiecentreret kommunikation, beslutningstagning, eksistentiel og etisk kompetence, tværprofessionelt samarbejde samt selvrefleksion som centrale kompetenceområder (Hökkä et al., 2024). Samtidig er der behov for, at de sygeplejersker og øvrige sundhedsprofessionelle, som allerede arbejder med palliation, får mulighed for målrettet efter- og videreuddannelse. Det gælder på alle niveauer – men med forskelligt kompetenceniveau og forskelligt ansvar.
Den specialiserede palliative sygeplejerske skal kunne varetage den højeste grad af kompleksitet og samtidig fungere som konsulent, underviser og samarbejdspartner for det øvrige sundhedsvæsen. Den kommunale sygeplejerske eller sygeplejersken på en almen hospitalsafdeling skal på sin side have stærke generalistiske palliative kompetencer og kunne genkende, vurdere og håndtere kompleksitet samt vide, hvornår og hvordan specialiserede kompetencer skal inddrages (Godrie et al., 2024).
Der er derfor behov for at tænke uddannelse som en sammenhængende kompetencestruktur på tværs af organisering frem for som et tilbud, der primært kvalificerer dem, der arbejder i specialiserede palliative enheder. En nationalt anerkendt specialuddannelse i palliation kunne være et vigtigt element i dette. Den bør ikke alene kvalificere sygeplejersker på hospice, palliative teams og specialiserede palliative enheder, men også skabe et stærkt og formaliseret kompetencespor for sygeplejersker, der arbejder tæt på mennesker med palliative behov på sygehusafdelinger, i kommuner og på plejecentre.
Internationale modeller viser netop værdien af kompetencer, der er defineret på tværs af organisering, samtidig med at de differentieres efter funktion og ekspertise (van Zuilekom et al., 2024; Connolly, Ryan and Charnley, 2016). Det handler grundlæggende om mere end uddannelse. Det handler om at sikre, at kompleksiteten i patienternes liv modsvares af niveauet i vores faglige kompetencer.
Hvis flere mennesker skal kunne leve og dø i eget hjem med høj kvalitet, kræver det ikke alene nye strukturer, organisering og samarbejdsmodeller. Det kræver sundhedsprofessionelle, der er uddannet til at stå i den kompleksitet, de møder.
Palliation er derfor ikke en nichekompetence, der kan placeres i et specialiseret hjørne af sundhedsvæsenet. Det er en kernekompetence i fremtidens sygepleje. Og hvis vi mener alvorligt, at det nære sundhedsvæsen skal kunne mere, må vi også investere i de kompetencer, der skal til for at kunne løfte opgaven.
Historisk set var hospicebevægelsens styrke netop foreningen af dyb menneskelig omsorg og høj faglighed i lindring af lidelse. Den ambition er ikke blevet mindre relevant. Tværtimod. Vi skal ikke vælge mellem omsorg og faglighed – vi skal sikre, at den professionelle omsorg hviler på et stærkt palliativt videns- og kompetencegrundlag. Det er måske noget af det vigtigste, vi kan investere i, hvis vi vil skabe et sundhedsvæsen, hvor det gode patientforløb ikke afhænger af, hvilken sektor patienten befinder sig i.
Referencer
Connolly, M., Ryan, K. and Charnley, K. (2016) ‘Developing a palliative care competence framework for health and social care professionals: the experience in the Republic of Ireland’, BMJ Supportive & Palliative Care, 6(2), pp. 237–242. doi: 10.1136/bmjspcare-2015-000872.
Godrie, F., van Zuilekom, I., Onwuteaka-Philipsen, B., van Os-Medendorp, H., Schoonmade, L. and Metselaar, S. (2024) ‘Specialized expertise among healthcare professionals in palliative care: a scoping review’, BMC Palliative Care, 23, 170. doi: 10.1186/s12904-024-01498-0.
Hökkä, M., Ravelin, T., Coupez, V., Vereecke, D., Brennan, J., Mathe, T., Brandstötter, C., Paal, P., Spanu, D.E. and Mitrea, N. (2024) ‘Core Palliative Care Competencies for Undergraduate Nursing Education: International Multisite Research Using Online Nominal Group Technique’, Journal of Palliative Care, 39(3), pp. 217–226. doi: 10.1177/08258597241244605.
REHPA (2026) Kompleksitet i behov for palliation – Et litteraturstudie. Nyborg: REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation. https://www.rehpa.dk/wp-content/uploads/2026/04/Kompleksitet-i-behov-for-palliation-Et-litteraturstudie.pdf
Regeringen (2024): Regeringen vil flytte sundhedsvæsenet tættere på med ny reform. 18 September. https://regeringen.dk/aktuelt/nyheder/2024/regeringen-vil-flytte-sundhedsvaesenet-taettere-paa-med-ny-reform/
Regeringen (2026) Det politiske grundlag for firkløverregeringen. Available at: https://regeringen.dk/media/rc1ktdmg/det-politiske-grundlag-for-firkloeverregeringen.pdf
Sundhedsstyrelsen (2026) Kvalitetsstandarder for sundheds- og omsorgspladser. 19 February. https://www.sst.dk/udgivelser/2026/kvalitetsstandarder-for-sundheds-og-omsorgspladser
van Zuilekom, I., Thiesen-van Staveren, J., Dericks-Issing, M., van den Brand, M., van Os-Medendorp, H. and Metselaar, S. (2024) ‘Optimizing palliative care education nationwide: a practice example from The Netherlands’, Palliative Care and Social Practice, 18. doi: 10.1177/26323524241298288.
WHO/Europe (n.d.) Supporting Member States to strengthen access to palliative care. https://www.who.int/europe/activities/supporting-member-states-to-strengthen-access-to-palliative-care.
World Health Organization (WHO) (2020) Palliative care. https://www.who.int/news-room/fact-sheets/detail/palliative-care.
