Af Tenna Kershøj Petersen, Klinisk Sygeplejespecialist, master i sundhedsantropologi, MSA. Herlev og Gentofte Hospital, Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling. tenna.kershoej.petersen.01@regionh.dk
Det skulle være så smart…
En fælles, højteknologisk sterilcentral med robotter, automatisering, standardisering og stordriftsfordele. En servicefunktion, som skulle sikre operationsgangene de rigtige sterile instrumenter – på det rigtige tidspunkt og i den rigtige kvalitet. Det lød næsten for godt til at være sandt. Og måske er det netop dét, der er problemet.
For på operationsgangene har implementeringen af Den Fælles Sterilcentral i årevis betydet nye systemer, nye arbejdsgange, nye krav, ændrede flows og en sand kavalkade af forsinkelser. Et projekt, der oprindeligt var planlagt til drift omkring 2019, er stadig ikke fuldt implementeret, og den fulde regionale overgang er foreløbig planlagt til 2028.
Hvornår er en servicefunktion egentlig en servicefunktion?
Det er et helt legitimt spørgsmål. For når en opgave centraliseres, forsvinder arbejdet ikke nødvendigvis. Noget af det flytter bare.
På flere af regionens operationsgange betyder overgangen til Den Fælles Sterilcentral blandt andet, at instrumenterne skal soigneres på operationsgangen, så blod og organisk materiale ikke sidder tilbage, når instrumenterne sendes videre til genbehandling. Det kan være fagligt fornuftigt, hvis den længere tid frem mod genbehandlingen ellers øger risikoen for, at organisk materiale tørrer ind og vanskeliggør rengøringen.
Men det rejser et meget enkelt spørgsmål: Hvor skal tiden komme fra?
På operationsgangene bliver vi samtidig optimeret til høj aktivitet, kortere skiftetider og bedre flow. Når operationssygeplejersken skal kontrollere, sortere, soignere, registrere og håndtere instrumenter, er det ikke gratis tid. Det er operationssygeplejersketid – tid, der ellers kunne bruges på patienten, operationsforberedelse, patientsikkerhed eller på at få dagens program til at hænge sammen.
Regionen beskriver selv, at operationssygeplejersker får opgaver i forbindelse med den nye genbehandlingsproces, blandt andet kontrol af leverede instrumenter, håndtering af mangler og rengøring før returtransport. Det er altså ikke en hypotetisk problemstilling. Det er arbejde. Og arbejde kræver tid.
Centralisering er et valg – ikke en naturlov
Region Hovedstaden har valgt en omfattende centraliseringsmodel, hvor genbehandlingen samles på to regionale produktionsenheder, som på sigt skal betjene hospitalerne på tværs af regionen. Regionen fremhæver blandt andet standardisering, kvalitet, effektivisering og stordriftsfordele som begrundelser [1].
Men man behøver ikke at se langt for at finde andre modeller. I Storbritannien findes både centrale genbehandlingsenheder og hospitalsbaserede genbehandlingsenheder. National Health Service (NHS) beskriver selv, at genbehandlingsenheder kan ligge på hospitalsmatriklen eller uden for hospitalet og kan betjene enten én organisation eller flere hospitaler [2]. I Danmark findes fortsat hospitalsbaserede løsninger. Region Midtjylland er f.eks. i gang med at opføre en ny sterilcentral direkte ved Regionshospitalet Horsens, forventet færdig i 2028 [3].
Det betyder ikke, at centralisering er umulig. Det betyder, at centralisering er et organisatorisk valg – og derfor et valg, der bør kunne udfordres.
Hvem spurgte dem, der skulle bruge systemet?
Beslutningen om regionale sterilcentraler går langt tilbage. I forbindelse med Budget 2011 besluttede regionsrådet, at Region Hovedstaden skulle fortsætte arbejdet med at etablere regionale sterilcentraler. Beslutningen byggede blandt andet på analyser af de eksisterende sterilcentralers fysiske rammer og økonomien i at bygge nyt frem for at modernisere. Senere blev placeringen af de to regionale centraler på Rigshospitalet og Herlev besluttet[4].
Når man læser beslutningshistorikken, bliver jeg derfor ved med at savne ét spørgsmål: Hvad sagde de medarbejdere, der skulle bruge systemet hver dag?
Jeg kan ikke finde dokumentation for, at operationssygeplejersker som slutbrugere blev systematisk inddraget i selve valget af den overordnede model. Og det er tankevækkende. For hvis man designer en servicefunktion uden at forstå arbejdsgangen hos dem, der skal modtage servicen, risikerer man at optimere den forkerte del af systemet.
Vi er meget gode til at spørge: Hvordan kan vi gøre denne funktion mere effektiv? Vi burde lige så ofte spørge: Hvad skal der til, for at den fungerer godt for dem, der skal bruge den?
Hvad er løsningen?
Vi bør stoppe op – og turde overveje, om modellen overhovedet skal gennemføres som planlagt. De to regionale sterilcentraler bør fokusere på at forsyne de matrikler, de ligger på. De lokale genbehandlingsenheder, der fungerer, bør i stedet moderniseres, automatiseres og bringes op til nutidens krav.
Det er ikke nødvendigvis den løsning, der umiddelbart ser mest økonomisk ud, hvis man kun medtager sterilcentralen. Men måske er det den løsning, der giver mest mening, hvis man regner på hele patientforløbet: mindre transport, kortere afstand mellem klinik og genbehandling, større lokal robusthed og færre opgaver, der flyttes ud på operationsgangen.
For hvis vi flytter en opgave, flytter vi også et ansvar. Og hvis vi flytter arbejdet, bør vi også flytte den nødvendige tid og de nødvendige ressourcer med.
Det samlede regnestykke
Det er her, jeg savner et mere ærligt regnestykke. Ikke kun på sterilcentralens effektivitet, men også på den samlede patientbehandling.
Hvis sterilcentralen kan behandle instrumenterne effektivt, men operationsgangen skal bruge mere tid på soignering, scanning, fejlretning og håndtering af mangler – er systemet så samlet set blevet mere effektivt? Hvis genbehandlingstiden for nogle operationsgange går fra 6-8 timer til minimum 24 timer, hvad betyder det så for fleksibilitet og robusthed? Og hvad sker der, når transporten bliver ramt af sne, driftsstop eller andre hændelser?
Region Hovedstaden har selv peget på behovet for redundans og forsyningssikkerhed, blandt andet for at den ene sterilcentral fortsat kan levere til akutte behandlinger ved nedbrud på den anden matrikel [1]. Det viser, at også regionen ved, at en centraliseret model skaber en særlig afhængighed af drift og logistik.
Grøn omstilling og bæredygtighed
Regionen fremhæver bæredygtighed, bedre kapacitetsudnyttelse og flere flergangsinstrumenter som gevinster ved den fælles model. Det kan give god mening. Men når instrumenterne ikke længere genbehandles dér, hvor de bruges, kommer transporten ind i regnestykket.
Urene instrumenter skal væk. Rene og sterile instrumenter skal tilbage. Hvor mange kilometer bliver det til hver dag? Hvor mange transporter kræver det? Og hvad er det samlede CO₂-aftryk, når transporten holdes op mod gevinsterne fra automatisering, vand, energi og bedre udnyttelse af kapacitet?
Det burde være muligt at svare på, før man kalder løsningen grøn.
Vi har brug for en servicefunktion
Jeg er ikke i tvivl om, at der kan skabes høj kvalitet med moderne genbehandling. Men kvalitet handler ikke kun om, hvor godt instrumenterne bliver vasket og steriliseret. Det handler også om, hvor robust hele kæden er fra operationsstue til sterilcentral og tilbage igen.
Jeg mener derfor, at Region Hovedstaden bør turde stille et langt mere grundlæggende spørgsmål: Er den fælles regionale model faktisk den bedste løsning – eller er vi kommet så langt i projektet, at det er blevet svært at stoppe op?
Når vi effektiviserer, bør spørgsmålet ikke kun være: Hvor kan vi centralisere?
Det bør også være: Hvad giver den bedste og mest robuste løsning for patienterne – og for dem, der skal få operationsdagen til at fungere?
En servicefunktion skal først og fremmest fungere for dem, den skal servicere.
Referencer
- Region Hovedstaden. Møde i regionsrådet den 8. april 2025: Den Fælles Sterilcentral. Region Hovedstaden, 2025.
- NHS England. NHS Estates Technical Bulletin (NETB/2024/1), version 2.0: Competency framework for staff working in sterile services and decontamination departments. NHS England, 2024.
- Regionshospitalet Horsens. Første spadestik til ny sterilcentral i Horsens. 2026.
- Region Hovedstaden. Regionsrådet, 10. marts 2015: Sterilcentral på Herlev Hospital samt investeringsbevillinger til rådgivningsudgifter og til udførelse og installation. Sagen beskriver beslutningen fra budgetforhandlingerne i 2011 om to regionale sterilcentraler og begrundelsen for at etablere nyt frem for at modernisere de eksisterende anlæg.
