
Henrik Lind og Robert Coumine Riis
Udgivet i samarbejde med Elsevier med anatomiske figurer fra Sobotta Atlas der Anatomie.
FADL’s Forlag, 2026
887 sider, 1.295 kr.
Af Maj Siercke, sygeplejerske, ph.d., stifter og chefredaktør af Sygeplejevidenskab.dk og Journal for Sygeplejevidenskab
Anatomi er et af medicinens grundfag, og en grundlæggende forståelse af kroppens strukturer og sammenhænge er essentiel for alle, der arbejder med menneskekroppen inden for sundhedsprofessionerne.
Der er noget virkelig skønt over en anatomibog med klassiske, smukke anatomiske tegninger. Både som lærebog og opslagsværk forkæler den ens taktile og visuelle sans.
Bag det anatomiske mesterværk står to erfarne undervisere og censorer i anatomi, hver med deres eget speciale: Henrik Lind, der er overlæge ved Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital, lektor ved Syddansk Universitet og ekstern lektor ved Københavns Universitet, og Robert Coumine Riis, der er overlæge, ph.d., ved Afdeling for Røntgen og Skanning på Rigshospitalet samt ekstern lektor ved Københavns Universitet.
Bogen er blevet til på baggrund af deres universitetsundervisning, hvor de gennem 15 år har udviklet den lærebog, de selv har savnet i anatomiundervisningen. I samarbejde med Elseviers Sobotta Atlas der Anatomie forener bogen en ny, dansk lærebogstekst med næsten 600 originale Sobotta-illustrationer.
Målet med bogen er at forene den klassiske anatomis grundighed med fokus på klinisk relevans og en systematisk, struktureret opbygning – og samtidig fastholde et højt fagligt niveau. Det lykkes i den grad.
Anatomi er en forudsætning for klinisk undersøgelse, diagnostik, kirurgi og behandling, og bogen lykkes med at gøre komplekse anatomiske sammenhænge lettere at forstå, huske og – forhåbentlig – anvende i klinisk praksis.
Bogens detaljeniveauet rækker videre, end en almindelig sygeplejerskeuddannelse kræver. Men for den ambitiøse eller nysgerrige sygeplejestuderende – eller den erfarne sygeplejerske, der gerne vil dykke dybere ned i stoffet – kan bogen varmt anbefales. Anatomisk indsigt er fundamentet for at forstå fysiologi og patofysiologi, og jo bedre man kender kroppens strukturer, desto lettere er det at foretage kliniske vurderinger og genkende afvigende fund i praksis. Med sin systematiske opbygning og sine pædagogiske greb er bogen let at gå på opdagelse i, og den fungerer fint som et opslagsværk, man kan vende tilbage til, når en konkret klinisk problemstilling – eller bare nysgerrigheden – kalder på mere viden
Bogen kombinerer et stort anatomisk detaljeniveau med en systematisk og pædagogisk opbygning. Kliniske bokse, studietips og anatomiske faktabokse understøtter den systematiske indlæring og bidrager til at omsætte den anatomiske viden til klinisk hverdagsforståelse.
Et godt eksempel på pædagogikken, der bliver hængende, er formuleringen: “Den røde, bloddannende knoglemarv, primært lokaliseret til kraniet, det aksiale skelet og de proksimale dele af over- og underekstremiteterne” (svarende til en “gammeldags badedragt”). Et andet eksempel er forklaringen af armens funktion ved hjælp af forholdet mellem kraft, momentarm og drejningsmoment fra hverdagen – og jeg kunne blive ved. Bogen er fuld af den slags tips og huskeregler, der gør det lettere at lære pensum udenad, og det er en sand gave for enhver, der skal terpe et omfattende pensum.
Rent grafisk kunne jeg godt have ønsket mig, at de nye illustrationer lå tættere op ad de klassiske, gamle illustrationer, og at de få fotos af mennesker ikke var så stereotype – indledningsvis en “perfekt” hvid mand og kvinde uden hår på kroppen. En neutral tegning havde fuldt ud kunnet opfylde illustrationens formål.
Det tager dog ikke glæden ved bogen, som er helt forrygende, og som jeg med glæde vil bruge som opslagsværk.
Et stort tak til forfatterne for at berige os med et så omfattende værk og for at få det enorme arbejde udgivet.






