
Sorg-vingen er skabt af socialrådgiver Cecilie Mie Troelsen og palliationssygeplejerske Kari Larsen for at gøre sorgen mere synlig og skabe rum for samtale. Tidligere havde vi symboler, der fortalte omverdenen, når et menneske var i sorg. Man gik i sort eller bar sørgebind. I dag er sorgen langt mindre synlig, selv om den naturligvis stadig er der. Det kan betyde, at mennesker omkring den sørgende ikke ved, at der er noget at spørge ind til. Og at den sørgende selv skal tage initiativet til at fortælle om noget, der kan være svært at sætte ord på. Her kan Sorg-vingen måske gøre en forskel. Ikke som et svar på sorgen, men som en lille åbning til kontakt, omsorg og samtale. En del af overskuddet går til Sorg Danmark.






