Af Lotte Evron, Uddannelseskonsulent, Frederiksberg Kommune. lotevr@frederiksberg.dk
Interesserer du dig for forskellige fortællinger om alderdommen, så er Calle Málaga en film, du absolut skal se. Det er en film om autonomi og værdighed i alderdommen. Om retten til at leve det liv, man vil, som gammel, og ikke at underkaste sig familiens behov eller omgivelsernes forventninger.
Vi følger den 79-årige Maria Angeles’ hverdagsliv i Tanger (Marokko) og hendes kamp for at beholde den lejlighed, hun har boet i hele sit voksenliv. Lejligheden står i datterens navn. Datteren, Clara, er blevet skilt og har brug for penge. Hun sætter derfor lejligheden til salg trods Marias ønske om at blive boende.
Maria er handlekraftig, men underkaster sig på overfladen datterens svære livssituation og hendes valg om at sælge lejligheden. Clara forsøger at overtale Maria til at flytte med tilbage til Madrid for at være sammen med hende og børnebørnene, men Maria ønsker at blive i Tanger, hvor hun føler sig hjemme. Clara står fast og sælger alle Marias møbler, og som et kompromis finder hun et plejehjem i Tanger, hvor hun pga. sine spanske rødder kan bo gratis. Det bliver imidlertid et kort ophold, og hun flygter fra plejehjemmet.
Gennem sin kreativitet og hjælp fra naboer og bekendte åbner hun en slags tv-café i den tomme lejlighed og får samlet penge ind til at købe sine gamle møbler tilbage. Den lille business gør også, at hun kan betale regninger og leve et selvstændigt liv igen. Undervejs bliver hun forelsket i en på samme alder, og vi får indblik i en hed scene mellem parret. Filmen slutter åbent, men der lægges op til, at parret skaber en hverdag sammen med kærlighed og mod på nye oplevelser.
Filmen bryder med tabuer og viser, hvordan man som omkring 80-årig selvstændig kvinde kan leve livet fuldt ud med værdighed, forelskelse, erotik og arbejde. Ud over den positive og sanselige fortælling om livet i alderdommen inviterer filmen os også ind i et hjørne af spansk og marokkansk kultur.
Nogle af de mange små både sjove og triste scener, som jeg som sygeplejerske vil fremhæve, er hvor Maria bekender sine ’synder’ til en nonne (og gammel skoleveninde), der har aflagt et tavshedsløfte og derfor lytter aktivt uden at (kunne) svare. Aktiv lytning, hvor mimikken og kropssproget viser og afslører deltagelsen. Jeg har tidligere beskæftiget mig med Foucault og bekendelseskultur i forbindelse med selvomsorg og selvrealisering, og finder det derfor vældigt interessant, at Marias oprør ændrer sig en smule, da nonnen dør, og hun står mere fast ved sig selv og de valg, hun tager.
En anden scene er opholdet på plejehjemmet i Tanger, som giver et indblik i hverdagslivet på et plejehjem for privilegerede mennesker i Marokko. Høj service af praktisk hjælp, skøn beliggenhed, flot dækkede borde og servering af mad som på restaurant, fri frisør, manicure og terapi. Men også en struktureret hverdag med forventning om deltagelse i gruppeaktiviteter, fokus på bøn og ensretning af udseende og påklædning. Alt i bedste mening, men alligevel et sted hvor selvstændighed og retten til at leve anderledes har ringe vilkår.
Her kommer Goffmans beskrivelse af en total institution på spil. Alle aktiviteter foregår samme sted, man udfører aktiviteterne i en stor gruppe, de er skemalagt og tvungne. Ved indflytning fratages hun sine ejendele (udtagen de få genstande, som hun har gemt), hendes identitetstegn forsøges fjernet ved at ændre hendes frisure, og hendes modstand bliver tolket som tegn på, at der er behov for mere kontrol. Maria kamuflerer sin modstand ved at indordne sig under den nye rolle som plejehjemsbeboer og opfører sig, som personalet og hendes datter ønsker, indtil hun får arrangeret en sikker og troværdig flugt.
Der er også mange smukke og skønne små scener, som jeg tager med mig videre i mit privatliv. Filmen har bl.a. fået mig til at læse om den historiske fortid mellem Spanien og Marokko. Jeg har fået lyst til at besøge Tanger. Den har givet mig et lille indblik i, at hverdagen som sygeplejerske i Spanien, er hård og ikke vellønnet. Det er vanskeligt at klare sig som enlig mor uden økonomisk hjælp fra familien, selvom man arbejder fuldtid, når man bor i Spanien.
Sæt dig ind i biografen og nyd det langsomme tempo, som stille og roligt fører dig ind i en fortælling om at leve sit liv fuldt ud, også når man er gammel.
Filmen er instrueret af: Maryam Touzanis. Hovedrollerne: Carmen Maura spiller María Ángeles, Marta Etura spiller Clara og Ahmed Boulane spiller elskeren.
Calle Málaga vandt publikumsprisen på filmfestivalen i Venedig 2026
Se trailer her: CALLE MÁLAGA
