
Et liv i nærdødens lys og skygge
Erik Palle Olesen.
Wadskjærs forlag 2026.
150 sider, 167 kr.
Af Soongheei Voigt, Forfatter, Alternativ behandler, Palliativ sygeplejerske Arresødal Hospice.
Hovedpersonen Harald er et uønsket barn. Allerede under graviditeten forsøger hans mor at skaffe sig af med ham. Harald forsøger selv alt for ikke at overleve, men vælger livet i sidste ende. Under hele opvæksten lever han uden nærvær og kærlighed fra forældrene. Han vokser op i en lægefamilie sammen med to søskende, med en far, der er optaget af sit arbejde, og en mor, der ikke kan finde ud af at passe børn eller lave mad.
Konsekvenserne af manglende nærvær og kærlighed viser sig som fysiske symptomer i form af migræne, mavekramper og psykiske symptomer som angst og nervøsitet.
Vi følger Harald i hans forsøg på at overleve, og bogen er fyldt med Haralds natlige drømme, der taler til ham, beskrevet i bogen som digte.
Vi følger Harald i hans voksenliv, hvor han forsøger at finde sin plads i livet.
Først midt i livet begynder han at bede om hjælp, og en sorggruppe er det første skridt på vej til et nyt og bedre liv.
”Vejen til heling og vækst går over smerten. Min skjulte smerte må sættes fri, bearbejdes, forståes, først da kan mit sind og krop slippe ud af fortidens fængsel, og livets muligheder realiseres for alvor.”
Haralds spirituelle rejse til selvforståelse starter her, og betydningen af at tilgive forældrene og sig selv går op for ham. Her begynder han at mærke, hvordan han bliver rummet for første gang uden at nogen stiller krav. Harald finder ud af, at hans krop og drømme altid har talt til ham. Endelig går det op for ham, at han selv har alle svarende til selvheling. Således er det denne spirituelle rejse, der ændrer Haralds liv til accept af fortiden.
En bog der også er relevant for sundhedsprofessionelle da omsorgssvigt hos børn medfølger store helbredsmæssige konsekvenser både fysisk og psykisk for et barn. Vi mennesker forsøger at overleve så godt vi kan med de ressourcer vi har fået tildelt. Som sundhedspersonale kan vi lære at opfange signaler, som kan hjælpe det enkelte barn eller menneske i nød, når vi støder på dem i vores arbejde.
En stærk bog der beskriver hvilke konsekvenser manglende omsorg kan have af følger. Jeg anbefaler bogen til alle der har mennesker inde på livet og særdeleshed sundhedspersoner. En bog til refleksion og ikke så fjern fra virkeligheden.






