Johannes Landler Janning
SPL-Publishing 2026.
43 sider. Medlemspris: 49 kr. for medlemmer af Sygeplejevidenskab.dk
Ikke-medlemmer: 129 kr.
E-bogen kan købes HER
Ønsker du at købe en paperbackudgave, er den til salg i boghandlen til 149,95 kr. fx hos bog & Ide eller WilliamDam.dk
Af Trine Lykkegaard Sønderkær, sygeplejerske, cand.mag. og lektor, sygeplejerskeuddannelsen, University College VIA.
“Jeg er vingeskudt / Jeg har ingen destination / Intet mål.”
“Jeg er den svageste brik / Med potentialet til at afgøre alt.”
I Johannes Landler Jannings digtsamling Vingeskudt placeres læseren fra første linje midt i et liv præget af smerte, uro, hjælpeløshed, sorg og en grundlæggende kamp for at holde sig oprejst. Den hudløse tone ses gennem hele samlingen:
“Mit ødelagte sind / har sat sine spor / Her læger tiden ingen sorg” – og man fornemmer, at dette ikke blot er poesi – det er vidnesbyrd.
Digtsamlingen bevæger sig i feltet mellem det at være patient og det at være menneske. Janning skriver om år i psykiatrien, om forsøg på lindring via medicin, misbrug og selvskade, og om de systemer, der både skal hjælpe og ofte kommer til at gøre oplevelserne tungere. Medicinen omtales som “en falsk trøst”, og et gennemgående motiv er ønsket om at blive set indefra. Appellen:
“Hvis bare I forstod / Hvis I kunne sætte jer i mit sted” – bliver et centralt greb, og for sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle rammer netop dette sårbart og tydeligt ind i udfordringen ved at forstå et indefra‑perspektiv, man aldrig helt kan få adgang til.
På den måde tilbyder Vingeskudt ikke bare et personligt indblik, men også et vigtigt fagligt spejl. Strofer som:
“Nogle gange vil man redde hele verden / Men man må starte med at redde sin egen” – inviterer til refleksion over, hvordan mod og handlekraft kan sameksistere med dyb mistrivsel. Og når forfatteren spørger:
“Er det virkelig så slemt som jeg gør det til? / Det er vel ikke værre end ikke at være”, bliver alvoren mærkbar.
Der løber en samfundskritisk tone gennem flere af digtene, men samtidig spirer et håb. I takt med:
“solen får flere timer på himlen”, vokser også troen på relationer, kærlighed og Gud, som giver et mere fremadskuende blik.
De dedikerede digte til søster og bror er kærlige, men tenderer til det private, og enkelte symbolikker bliver overforklarede, hvilket kan svække den ellers poetiske styrke.
Vingeskudt fremstår som en troværdig, ærlig og betydningsfuld samling, der bør læses af alle, der beskæftiger sig med psykiatri, levede erfaringer og komplekse møder i sundhedsvæsenet.
