Af Signe Heuckendorff. Speciallæge, ph.d., klinisk lektor. Socialmedicinsk Enhed, Aalborg Universitetshospital. s.heuckendorff@rn.dk Orcid: https://orcid.org/0000-0002-4074-064X
Introduktion
Børn af forældre med psykisk sygdom har forhøjet risiko for psykiske, sociale og helbredsmæssige udfordringer. Alligevel overses disse familier ofte i psykiatrien. For at målrette støtteindsatser og forebygge negative følgevirkninger er det afgørende at kende omfanget af forældreskab blandt patienter i voksenpsykiatrien. Dette studie kortlægger, hvor mange patienter i voksenpsykiatrien i Danmark der er forældre, hvilke diagnoser og sociale karakteristika de har, og hvor mange der bor sammen med deres børn.
Metode
Studiet er et landsdækkende registerstudie baseret på data fra 2020–2022 og omfatter 164.223 patienter med mindst én kontakt til voksenpsykiatrien. Ved kobling til CPR-registeret blev der identificeret patienter med børn i alderen 0–29 år. Forældrenes diagnoser, uddannelse, tilknytning til arbejdsmarkedet og bopæl blev analyseret, med særligt fokus på forældre til mindreårige børn (0–17 år).
Resultater
Hver fjerde patient i voksenpsykiatrien (24 %) har mindst ét barn under 18 år, og for 60 % af disse forældre bor deres børn primært hos dem. Yderligere 8 % havde udelukkende voksne børn (18–29 år). Patienter med affektive lidelser, angstlidelser, forstyrrelser af personlighedsstrukturen og lidelser som ADD og ADHD havde oftere børn (27-34 %). Forældre i psykiatrien havde generelt højere uddannelse og oftere tilknytning til arbejdsmarkedet end patienter uden børn. Der blev desuden observeret betydelig geografisk variation i andelen af patienter med børn på tværs af kommuner og regioner.
Konklusion
Resultaterne viser, at børn som pårørende er udbredt i psykiatrien, og at hyppigheden varierer afhængigt at diagnose og geografi.
Implikationer for praksis
Studiet peger på et stort potentiale for at styrke indsatsen for børn som pårørende gennem systematisk opsporing i psykiatrien for at forebygge negative følgevirkninger hos børnene. En mere familieorienteret praksis kræver både ledelsesmæssig opbakning, opmærksomhed hos medarbejdere og tydelige retningslinjer for, hvordan børn og familier sikres relevant støtte og forebyggelse.
