
I denne debatartikel beskriver Lars Kjærsgaard sine erfaringer med psykiatrien. De psykiatrimedarbejdere, der formåede at møde ham, hvor han var, gjorde forskellen. Hans forløb i psykiatrien efterlod ham modløs i perioder. Han fik en fortælling om sygdom og genetik, der gjorde at hans liv var svært. Som voksen fik han at vide, at det var autisme der var hans forstyrrelse og prøvede at leve op til diagnosen. Lige så stille begyndte han han at blive mere og mere autistisk, skriver han.








