Af Anneke Dapper-Skaaning, cand.psych.aut., demenspsykolog. anneke.dapper@gmail.com
Vi taler ofte om det “bedste liv” for mennesker med demens, men hvad betyder det egentlig i praksis? Og hvordan balancerer vi mellem sygdomsforståelse og menneskesyn, når rammerne er pressede? Mine erfaringer fra praksis viser, at mennesket ikke forsvinder med demens – og at det er vores ansvar at insistere på at se det.
Hvad er det bedste liv – og hvordan finder vi svaret?
Som demenspsykolog møder jeg dagligt engagerede plejepersonaler, der brænder for at skabe det bedst mulige liv for beboere med demens. Men “det bedste liv” er ikke en universel størrelse – det er individuelt og afhænger af den enkeltes ønsker, livshistorie og behov. Udfordringen er, at det ikke altid er let at finde frem til, hvad den enkelte reelt ønsker – især når familie, ressourcer og egne forestillinger kan forstyrre blikket. Ofte presses vi af struktur, økonomi og tid, og risikerer at handle ud fra, hvad vi tror er bedst, snarere end at lytte til personen selv.
Når vi endelig får indblik i beboerens ønsker, opstår næste spørgsmål: Hvordan realiserer vi dem, når personalet samtidig oplever pres, afmagt og manglende anerkendelse af det komplekse arbejde, de udfører?
Afmagt og idealer – er det urealistisk at insistere på mennesket?
Jeg har indimellem spurgt mig selv, om min tilgang som demenspsykolog bliver for idealistisk eller urealistisk i en travl hverdag. Men jeg insisterer på, at mennesket ikke forsvinder med demens. Det er vores ansvar som fagpersoner at holde fast i mennesket – også når sygdommen fylder. Vi må finde balancen mellem at anerkende demens som dødelig hjernesygdom og samtidig fastholde fokus på det hele menneske. Det bør ikke være et enten-eller, men en to-sporet vej, hvor både sygdomsforståelse og menneskesyn er lige vigtige.
Praksiseksempler: Når mennesket træder frem
Senest blev jeg bekræftet i denne tilgang gennem to oplevelser: En tidligere kollega, som arbejder frivilligt som våger, beskrev, hvordan mennesker med demens ofte er mere klare i deres sidste øjeblikke. Det bekræfter min erfaring: Mennesket er stadig til stede – vi skal bare gøre os umage for at møde det.
På et plejehjem, hvor jeg har været tilknyttet, oplevede jeg, hvordan en beboer, der tidligere var passiv og urolig, nu sad vågen og deltog aktivt. Ændringen skyldtes en ny tilgang: Personalet var blevet overbevist om, at hun stadig “var der” bag sygdommen, og havde udtrappet beroligende og antipsykotisk medicin. Ved at være nysgerrige på hendes adfærd, frem for at ignorere eller dæmpe den, opstod nye muligheder. En anden beboer, tidligere præget af vrede og isolation, begyndte at deltage i fællesskabet og udtrykke glæde. Forandringerne skyldtes ikke et quick-fix, men et vedvarende, tværfagligt arbejde: Personalet blev udskiftet, ledelsen blev styrket, miljøet blev gjort hjemligt, og både medarbejdere og pårørende blev inddraget i udviklingsprocessen.
Faglighed, relationer og arbejdsmiljø – det smitter
Forandringerne på plejehjemmet illustrerer, at trivsel smitter: Når medarbejdere trives, trives beboere – og omvendt. Ægte nærvær, humor, kram og fællesskab blev hverdag, og det kunne mærkes på både beboere, pårørende og personale. Indretningen blev hjemlig, personcentreret tilgang blev prioriteret, og pårørende blev inddraget aktivt. Det skabte et miljø, hvor mennesket med demens kunne træde frem – trods sygdommens alvor.
Konklusion: Det er muligt – men kræver vedholdenhed
Mine erfaringer viser, at det ER muligt at insistere på mennesket i demensomsorgen. Det kræver vedholdende, tværfagligt arbejde, ledelsesmæssig opbakning og vilje til at se mennesket frem for sygdommen. Der findes ingen hurtige løsninger, men små skridt og vedholdenhed gør en forskel. Mennesket forsvinder ikke med demens – og det er vores ansvar at insistere på at se det, hver dag.
