
Som en del af Arbejdsmiljøaftalen fra 2023 om en fremtidssikret arbejdsmiljøindsats, skal Arbejdstilsynet foretage en vidensopsamling om effektiv forebyggelse af muskel- og skeletbesvær (MSB) og fysisk nedslidning.
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har udarbejdet vidensopsamlingen med bidrag fra Arbejdstilsynet. Vidensopsamlingen skal give et overblik over effektiv forebyggelse af mulige helbredskonsekvenser af ergonomiske arbejdseksponeringer, som kan danne afsæt for fremtidige aktiviteter, der kan medvirke til den effektive forebyggelse på arbejdspladsen.
Fysisk nedslidning er et bredt begreb, der bl.a. dækker over helbredskonsekvenser af ergonomiske
arbejdseksponeringer, såsom MSB og sygefravær. De ergonomiske arbejdseksponeringer handler om, hvordan arbejdet påvirker medarbejderens krop.
Det omhandler den adfærd der udføres (fx at løfte, stå eller gå) og det fysiologiske respons (muskelaktivitet, blodcirkulation og energiforbrug) under arbejdet. MSB dækker over smerter, stivhed, ømhed og lidelser i kroppens bevægeapparat. Notatet præsenterer hovedfund fra forskning og NFAs ekspertviden om effektiv forebyggelse af fysisk nedslidning, herunder MSB og sygefravær.
Notatet indeholder også betingelser og barrierer for god implementering af virkemidler og forebyggelsespotentiale ved indførelse af nye teknologier. Endelig peger det på videnshuller inden for forskning i ergonomisk arbejdsmiljø.
Notatet introducerer en forståelsesmodel for mulige helbredskonsekvenser af ergonomiske arbejdseksponeringer. Forståelsesmodellen illustrerer, hvilke faktorer der kan have indvirkning på, om arbejdseksponeringer fører til helbredskonsekvenser, samt eksempler på virkemidler til effektiv forebyggelse.






