
Moralsk stress er en væsentlig årsag til, at medarbejdere på velfærdsområdet forlader deres job
Som leder kan du skabe positive forandringer ved at tale om moralsk stress, lave et lokalt ’beredskab’ og deltage i kampen mod systemet. Det fortæller forsker og docent Nana Vaaben fra Københavns professionshøjskole KP, som har tre råd:
Tal højt om moralsk stress
Et af Nana Vaabens råd til ledere i det offentlige er, at man skal tale højt om moralsk stress: ”Tal om det, lyt til medarbejderne, anerkend at det findes. Og vigtigst af alt: synliggør at det er et systemisk problem og ikke handler om individuel uformåen. Det er den enkelte, der mærker det, men det er et fælles, organisatorisk anliggende på arbejdspladsen”.
Lav et lokalt ’beredskab’
Et andet råd fra Nana Vaaben er at lave et lokalt ’beredskab’: ”Moralsk stress er et samfundsproblem, og den enkelte leder kan ikke løse det hverken alene eller hurtigt, men kan omvendt heller ikke sidde på hænderne. Mit forslag er at lave lokale aftaler om, hvad man gør, når man kommer i pressede situationer. Jeg tænker ikke på beredskab som en patrulje, man kan tilkalde, men lav aftaler om, hvad man ens handlemuligheder er, og hvem man kan kontakte hvornår”.
Deltag i systemkampen
Problemet med moralsk stress kan kun løses ved at ændre på nogle overordnede strukturer. Nana Vaaben mener ikke, vi kommer uden om en systemkamp, og jo flere, der bidrager, jo bedre: ”Vi må antage, at politikere og topchefer m.fl. gerne vil gøre det bedre, men de har brug input fra dem, som mærker problemerne i det daglige og fra forskere som mig.
Hvis vi kan fremlægge årsagssammenhængene, får politikerne nemmere ved at se, hvor de præcis skal sætte ind, for at det får en effekt. Jeg mener, man som leder på velfærdsområdet har pligt til at formidle, hvad man oplever, og hvordan man mener det hænger sammen. Det går i hvert fald ikke væk, hvis vi alle sammen resignerer”.






