Af Christel Trøstrup, Phd., cand.pæd.psyk, sygeplejerske, ejer af Friborgen, som arbejder med menneskevenlige organisationer.
Grounding– kropslig forankring i professionerne”
Redigeret af Lise Réol og Lone Wiegaard.
Gads Forlag 2024.
317 sider. 379,95 kr.
Har du begge ben på jorden?
Grounding som fænomen er centralt i nutidens professionsudøvelse. At kunne stå stærkt og roligt i fx travlhed og under psykisk pres er noget alle professionelle – og mange mennesker – kan have glæde af. Grounding er både et fysisk fænomen og en oplevelseskvalitet.
Dette udfoldes af den mangfoldige forfattergruppe, som er en del af et tværprofessionelt samarbejde under Program for Krop og Mental Sundhed ved VIA UC.
Bogen er tredelt og indledes med en grundig indføring i begrebet grounding, der beskrives som en tilstand, hvor man føler sig støttet af underlaget og er fuldt til stede både fysisk og mentalt. Grundtanken er at ”psyken er kropslig”, hvilket Kristian Frausing skriver så fint – og denne erkendelse er relevant for sygeplejersker at arbejde med. Grounding er essentiel for at kunne bevare roen og skabe en tryg atmosfære i mødet med patienter og borgere
Bogens anden del er rettet mod forskellige professioner og hvilken betydning grounding har i forskellige professionspraksisser.
Her er det tydeligt at psykomotorisk terapi har en fordel, da grounding er et kernebegreb for netop denne profession. Kapitlet om sygepleje har blandt andet fokus på egenomsorg – særligt med fokus på tjek in med sig selv for at skabe værn mod belastning og stress.
Bogen afsluttes med et omfattende øvelseskatalog, som giver praktiske redskaber til at arbejde med grounding i hverdagen.
Øvelserne er letforståelige og kan nemt implementeres i forskellige professionelle sammenhænge, hvilket gør bogen til et værdifuldt redskab, når man arbejder med menneskelig trivsel og sundhed – for alle involverede.
En styrke ved bogen er dens anvendelighed på tværs af flere professioner. Forfatterne viser, hvordan grounding kan integreres i arbejdet som sygeplejerske, psykomotorisk terapeut, fysioterapeut, pædagog og lærer. Hver profession præsenteres med konkrete eksempler på, hvordan grounding kan styrke professionelle relationer og fremme trivsel og sundhed blandt de mennesker, der arbejdes med.
“Grounding – kropslig forankring i professionerne” er en væsentlig ressource for sygeplejersker, der ønsker at styrke deres evne til at bevare ro og nærvær i komplekse og stressende situationer.
Bogen tilbyder både teoretisk indsigt og praktiske værktøjer, som kan forbedre både professionel praksis og personlig grounding.
For alle, der arbejder med at skabe trygge og støttende relationer, er denne bog en uundværlig guide til at finde egen ro, når der er uro omkring en.