Sygeplejevidenskab.dk

Annonce

Boganmeldelse: Døden og den døende – fra fornægtelse til accept.

Af Mai-Britt Guldin, Cand.Psych.Aut., PhD, Specialist og supervisor, Center for Sorg og Eksistens

Bogen: Døden og den døende Fra fornægtelse til accept
Elisabeth Kübler-Ross
Gads Forlag. 7. udgave, 1. oplag 2024 (udkom første gang i 1973)

“Det er altid Kübler-Ross vi vender tilbage til, når vi taler om teorier om sorg og døden.
Men vores viden om døende og sørgende har flyttet sig meget siden Kübler-Ross tid og hendes tilgang til teoribygningen er håbløs og uden struktur og gennemskuelig metodik, så vi kan hverken påvise eller gendrive hendes teori”

Da jeg blev spurgt, om jeg ville anmelde nyudgivelsen af Elisabeth Kübler-Ross’ bog fra 1969, blev jeg først lidt overrasket, men måske det ville være fint at genlæse bogen. Faktisk nævner jeg ofte Kübler-Ross’ teori om de fem sorg-stadier, i mine egne bøger eller når jeg holder foredrag. Men jeg vil indrømme, at jeg oftest nævner den som et eksempel på, at vi i alt for lang tid stod stille i vores forståelse af tab og sorg.

Elisabeth Kübler-Ross lægger ud med i Døden og den døende at beskrive om vores angst for døden, og hun forklarer at paradoksalt nok ”jo større videnskabelige fremskridt vi gør, desto mere synes vi at frygte døden og benægte den”. Kübler-Ross beskriver som psykiater, hvordan vi benytter forskellige forsvarsmekanismer til at undlade at se på døden og tale om den. Vi laver omskrivninger og kalder det ”at gå bort”, og vi undlader at tale direkte om døden. Det betyder, at det er for ensomt og upersonligt at dø. Vi lader den døende lide unødigt, fordi vi ikke kan tale om døden, og vi undlader at hjælpe, så vi kan leve til vi dør.

Kübler-Ross beskriver, hvordan hun skal hjælpe en flok studerende med at skrive om døden, og derfor beslutter de at de vil interviewe en døende patient på hospitalet. Det bliver til ugentlige interviews med døende patienter, og Kübler-Ross’ seminar om døden vokser og hendes interviews bliver overværet af hele klasser af studerende. Kübler-Ross kalder den døende for ”en læremester” og interviewer over to hundrede døende patienter. Nogle dør hurtigt og andre har lidt længere tid at leve i. Men Kübler-Ross begynder at kunne se fællestræk hos de døende, som hun kalder forsvarsmekanismer under uhelbredelig sygdom.

Første stadium er fornægtelse, som handler om ikke at ville forholde sig til døden, hvis man for tidligt eller pludseligt får besked om, at sygdommen er uhelbredelig. Andet stadium er vrede, hvor patienten bliver vred på lægen eller sygeplejerskerne eller andre. Tredje stadium er forhandling og her forsøger patienten at slå en handel af med Gud eller lægen eller andre. Men når patienten ikke længere kan fornægte eller har kræfter til at være vred eller forhandle, så bliver disse reaktioner erstattet af en tilbagetrækning pga. en fornemmelse af tab, som Kübler-Ross kalder depression, det fjerde stadium. Men hvis patienten har tid nok og får lidt hjælp til de tidligere stadier, så nås stadium fem som er accepten af døden. Kübler-Ross forklarer, at stadierne kan variere i længde og afløser hinanden eller forløber side om side.

Døden og den døende er en klassiker. Det er altid Kübler-Ross vi vender tilbage til, når vi taler om teorier om sorg og døden. Det er fint at genlæse den, for at blive mindet om, hvorfor hun satte døden på dagsordenen. Hendes personlige beskrivelser og utallige eksempler og cases virker stadig påfaldende aktuelle i dag. Alligevel er jeg lidt forbløffet over nyudgivelsen. Vores viden om døende og sørgende har flyttet sig meget siden Kübler-Ross tid, hendes tilgang til teoribygningen er håbløs og uden struktur og gennemskuelig metodik, så vi kan hverken påvise eller gendrive hendes teori. Hendes udgangspunkt er psykodynamisk, hvilket betyder at hun udelukkende forstår de døendes reaktioner fra et følelsesperspektiv og hendes grundlæggende antagelse er, at vi forsvarer os mod bevidstheden om døden.

I strukturerede studier der er lavet siden Kübler-Ross’ tid har man dog ikke kunnet påvise, at mennesker fornægter i den grad, som hun beskriver. Ej heller at alle gennemgår disse stadier, som hun skildrer som universelle. Sidst men ikke mindst, så roder hun bemærkelsesværdigt meget rundt i, om det er den døendes eller den sørgendes forsvar, hun beskriver. Dette har også givet mange problemer sidenhen.

Jeg synes ikke, at jeg kan undlade at nævne, at nogenlunde samtidig som Kübler-Ross startede denne bevægelse om at tale om døden i USA, var der også en lignende bevægelse i gang i Europa. Nemlig sygeplejersken Dame Cicely Saunders der i England startede St Christophers Hospice og hele den moderne palliative tilgang med en helhedsorienteret forståelse af mennesket. Det er forunderligt at se, hvordan Cicely Saunders tilgang til døende har udviklet sig og banet vej for en hel indsats i et sundhedsvæsen, samt meget mere viden om, hvordan vi kan leve helt indtil vi dør. Til sammenligning stivnede Kübler-Ross’ følelsesstadier og er nu udtryk for en forældet forståelse af den døende, men hendes budskab står stadig meget klart: vi skal turde tale om døden. Jeg vil dog klart anbefale bøger om palliativ indsats, hvis du vil vide mere om døden og den døende.