I anledningen af International Nurses Day 12 maj, som fejres verden over på Florence Nightingales (1820-1910) fødselsdag, udgiver podcastserien Sygviden fra Københavns Professionshøjskole en Special Edition podcast. Podcasten er en unik samtale med tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd Kirsten Stallknecht (1937-2021). Samtalen blev optaget kort tid før Kirsten døde, 4. maj 2021. Her besøgte Sygvidens vært lektor Ben Farid Røjgaard Nielsen og lektor Nina Tvistholm, Kirsten Stallknecht i hendes hjem.
Besøget kom i stand gennem Kirstens nære ven sygeplejehistoriker Susanne Malchau Dietz, som også var til stede under samtalen.
I den timelange samtale fortalte Kirsten om sin opvækst, sit valg af sygeplejen, og sine mange år som formand for Dansk Sygeplejeråd (1968-1996) og efterfølgende tiden som præsident for International Council of Nurses – ICN (1997-2001). Der var i samtalen desuden særligt fokus på betydningen af, at sygeplejefaget blev inkluderet i akademia, og at sygeplejersker forsker i eget fag – samt etableringen af Dansk Sygeplejehistorisk Museum i 1999.
Samtalen har ALDRIG været udgivet før. Podcasten består af 2 dele. Den første del er en introduktion til samtalen med Kirsten. Her debatteres ivrigt forskning og sygeplejehistorie i en videnskabelig og uddannelsesmæssig sammenhæng. Æresgæsten er sygeplejehistoriker, PhD Susanne Malchau Dietz, som stiller sin viden til rådighed for forskningsleder, PhD Grete Brorholt og lektorer ved KP Ph.d. Lotte Evron og Trine Stougaard.
Det er seriens faste vært lektor Ben Farid Røjgaard Nielsen, der styrer slagets gang. Første del afsluttes med, at DSR´s nuværende forkvinde Dorthe Boe Danbjørg fortæller om hvilken betydning vores fag og fælles historie har, og hvordan hun lader sig inspirere af historiske begivenheder i nutidens fagpolitik for DSR.
Anden del er selve samtalen med Kirsten.
Læs også portrættet af Kirsten Stallknecth som har været bragt i Sygeplejersken i 2022 og om ICN, som står bag International Nurses Day.
PORTRÆT AF KIRSTEN STALLKNECTH
LÆS MERE OM INTERNATIONAL NURSES DAY