
Når vi finder hinanden igen – Om relationer, fælleskab og sanselige veje i livet med demens
Louise Svane
Forlaget: Lad Hjertet Svinge i Takt, 2026.
136 sider, 225 kr.
Af demenspsykolog og podcastvært på Huskepodden, Anneke Dapper-Skaaning
Louise Svane har skrevet en bog til mennesker som er tæt på et menneske, som lever med demens. Intentionen med bogen er god; ønsket om at styrke og fremhæve kontakten, relationen og opmærksomheden på brugen af det sanselige frem for det kognitivt faktuelle. Bogen kommer med mange gode konkrete eksempler, om hvordan man kan være i den gode og positive kontakt. Det gør den anden halvdel af bogen særligt brugbar for familier til mennesker med demens.
Bogen fremstår indbydende med fine billeder og flotte tegninger, men præmissen for bogen er desværre en dyster fortælling om demens, ud fra en meget traditionel måde at se på demenstilstanden på, hvor omdrejningspunktet er lidelse.
Det er rigtig ærgerligt, for samtidig med at forfatteren skriver om fast(låst) inddeling af sygdommen og her også mennesket i faser, bliver der fokuseret på italesættelse af tab som definerer, at mennesker som lever med demens, ikke længere er sig selv. Samtidigt beskriver hun også, at følelser og sanser er intakte, hvilket jo giver rigtig mange muligheder. Desværre får læseren også anbefalet at kunne være i ’sort snak’ hvilket stigmatiserer mennesker som lever med demens i voldsom grad, dertil anvises også aktiviteter som ’at sortere knapper’.
Der er mange gode intentioner flere steder, men endnu flere steder rammer den ved siden af, når det negative får lov til at dominere og på en måde også underkende de gode sanselige aktiviteter.
I bogen fremgår det tydeligt, at forfatteren er bedst hjemme i musikken og ved, hvordan man kan bruge musik, rytme og stemmeføring. Dette bliver beskrevet meget fyldestgørende. Disse beskrivelser samt beskrivelsen af perspektivskifte dukker lidt umotiveret op i bogen, men er gode indslag, hvor andre eksempler på sanselige aktiviteter kan blive lidt for overordnede.
Det er nogle gange utydeligt, hvilke dele af bogen der er målrettet familierne, og hvilke dele der er målrettet personalet på demensområdet. Der hvor forfatteren tydeligt henvender sig til fagpersonalet, mangler de faglige beskrivelser. Det betyder, at de sanselige og følelsesmæssige oplevelser bliver til ’hygge’ i modsætning til faglighed.
Andre steder er der gentagelse af Tom Kitwoods personcentreret omsorg, som jo i udgangspunkt er den perfekte basis for at arbejde relationsbaseret, men beskrivelse af teorien, og de psykologiske behov, samt senere en beskrivelse af at arbejde med arousal, tilføjer ikke noget nyt til demensområdet og bliver derved en gentagelse af gammel viden.
Bogen er generelt præget af manglende sammenhæng. Det gør det svært at holde koncentrationen som læser.
Derudover undrer det, at der pludselig er et helt kapitel om Musiccube, hvor andre sanseintegrationsredskaber ikke bliver nævnt.
Alt i alt kan intentionen med bogen ikke misforstås. Man kan være forvirret over målgruppen, bogens opbygning og det negative og derved stigmatiserende syn på mennesker, som lever med demens. Samtidig med at forfatteren fremhæver, at det sanselige består, gør det, at man som læser måske bliver lige så forvirret som mennesker med demens ifølge forfatteren er.






