
Jørgensen LB, Jensen JN, Clausen CS, Kousgaard MB, Arnold SH. Barriers and facilitators to implementing e-learning for infection management in primary care: a scoping review. BMC Primary Care. 2026;27:265. https://doi.org/10.1186/s12875-026-03385-4
Louise Bidstrup Jørgensen, ph.d.-studerende, cand.scient.san.publ. Forskningsenheden for Almen Praksis, Center for Almen Medicin, Københavns Universitet. louise.bidstrup@sund.ku.dk
Resumé
Introduktion
Undervisning kan styrke infektionshåndtering og hensigtsmæssig antibiotikaanvendelse, men fremmødeundervisning er ressourcekrævende og vanskelig at udbrede. E-læring tilbyder et fleksibelt alternativ, men viden om hvilke faktorer der påvirker implementeringen i primærsektoren er begrænset. Formålet med dette scoping review var at identificere barrierer og fremmende faktorer for implementering af e-læring om infektionshåndtering.
Metode
I et scoping review søgte vi systematisk i fem databaser efter studier af interaktiv e-læring om infektionshåndtering, som sundhedsprofessionelle kunne gennemføre i eget tempo. Vi udtrak forhold, der påvirkede anvendelsen, og sorterede dem efter om de knyttede sig til undervisningen, brugerne, organisationen, implementeringsarbejdet eller omgivelserne.
Resultater
Syv studier fra 2017–2025 indgik. Nem adgang, korte moduler, realistiske cases og fleksibilitet fremmede deltagelse. Faglig relevans var central: Undervisning, der ikke svarede til deltagernes opgaver eller erfaringsniveau, blev oplevet som mindre nyttig. Kompliceret navigation og begrænset digital adgang udgjorde yderligere barrierer.
Også manglende muligheder for faglig interaktion og udfordringer med at fastholde deltagernes engagement blev beskrevet. Studierne beskrev især forhold ved undervisningen og brugerne; organisatoriske forhold og implementeringsprocesser blev sjældent undersøgt.
Diskussion
Denne skævhed siger mere om forskningens fokus end om faktorernes betydning. Studierne målte overvejende viden og gennemførlighed frem for at undersøge selve implementeringen. Ingen anvendte en implementeringsteoretisk ramme til at planlægge eller evaluere implementeringen, og kun ét studie var kvalitativt. Det begrænser forståelsen af, hvordan e-læring påvirkes af organisatoriske rammer, arbejdsgange og lokale forhold.
Konklusion
Den eksisterende forskning giver begrænset indsigt i, hvordan e-læring implementeres i primærsektoren. Der er behov for flere kvalitative studier, der kan belyse betydningen af organisatoriske rammer, arbejdsgange og lokale forhold for udviklingen af bæredygtige e-læringsindsatser.
Implikationer for praksis
Ved implementering af e-læring bør der lægges vægt på faglig relevans, enkel adgang og fleksibel gennemførelse. Samtidig tyder resultaterne på, at faglig dialog og erfaringsudveksling kan understøtte deltagelse og anvendelse i praksis.






