Af Ellen Boldrup Tingleff, lektor i retspsykiatri og psykiatrisk sygepleje. Sygeplejerske, ph.d. Psykiatrisk Forskningsenhed Middelfart/Vejle, Institut for Regional Sundhedsforskning, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Syddansk Universitet & Psykiatrisk Afdeling Vejle, Sygehus. Ellen.Boldrup.Tingleff@rsyd.dk
Jens Peter Eckardt, chefanalytiker. cand.soc. Bedre Psykiatri, Videnscenter i Bedre Psykiatri.
Indledning
En ny Vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt ved dialog og samarbejde med patienters pårørende udkom i 2025 med virkning fra den 1. januar 2026 (Styrelsen for Patientsikkerhed, 2025). Vejledningen erstatter den tidligere vejledning fra 2002 og har et vigtigt sundhedspolitisk formål: at udbrede viden om og understøtte sundhedspersoners muligheder for at indgå i dialog og samarbejde med patienters pårørende uden at bryde tavshedspligten. Baggrunden er blandt andet en erkendelse af, at pårørende (uanset relation) kan være en vigtig ressource i patientens behandlingsforløb.
Men gode intentioner er ikke nødvendigvis det samme som god praksis og implementering. Med afsæt i en psykiatrisk praksis, peger vi på to centrale udfordringer i den nye vejledning. Udfordringer, som uden tilstrækkelig etisk, faglig og klinisk opmærksomhed risikerer at svække vejledningens intention.
Første udfordring: ”En konkret vurdering”
Informeret samtykke regulerer samarbejdet med pårørende. Sådan bør det også være. Tavshedspligten udspringer af det grundlæggende princip om, at patienter skal kunne videregive personlige oplysninger til sundhedspersoner i tillid til, at disse ikke bliver delt med ”uvedkommende”.
I situationer hvor patienten ikke har givet informeret samtykke, er sundhedspersoner muligheder sparsomme. De må dog – uden at overskride tavshedspligten – “tage imod oplysninger fra pårørende, give generel vejledning til pårørende og gå i dialog med pårørende om deres oplevelse af en situation”.
Dette er ikke nyt, men blot fremhævet betragteligt i nye reviderede vejledning. Det er vigtige pointer, da flere studier dokumenterer, at pårørende ofte oplever at blive afvist af sundhedspersoner, og at tavshedspligtsreglerne håndteres for stramt (Bedre Psykiatri, 2024) .
Tavshedspligten er ikke i sig selv problemet. Problemet opstår, hvis frygten for at bryde tavshedspligten betyder, at sundhedspersoner undlader den dialog med pårørende, som lovgivningen faktisk giver mulighed for. Og her er spørgsmålet, om vejledningen er særlig vejledende?
Formuleringen ”en konkret vurdering” anvendes otte gange i vejledningen, men uden nærmere anvisning på, hvordan denne vurdering skal foretages på en professionel og etisk forsvarlig måde. Når vurderingen overlades til den enkelte sundhedsperson, bliver det i praksis den enkelte medarbejder, der skal afgøre, om og hvordan der kan samarbejdes med de pårørende. Det rejser en række spørgsmål:
🔹Hvilke forhold skal indgå i vurderingen?
🔹Hvilke hensyn skal vægtes?
🔹Og hvornår er vurderingen tilstrækkelig til, at sundhedspersonen kan dele oplysninger?
Anden udfordring: ”Kan eller skal støtte pårørende?”
I vejledningen omtales pårørende som ressourcepersoner med forskellige roller, herunder som:
”ledsager, talerør for patienten, koordinator, omsorgsperson eller ressourceperson, der kan støtte patienten følelsesmæssigt og yde praktisk hjælp både under og efter behandlingen”.
Omvendt er der overraskende lidt fokus på, hvordan pårørende selv kan støttes, så de kan bevare overskuddet og evnen til at varetage de mange forskellige roller gennem patientens behandlingsforløb og videre i hverdagslivet. Det noteres i vejledningen, at:
”Samtidig kan pårørende også selv have gavn af viden og brug for hjælp til, hvor de kan få støtte som pårørende til et menneske med sygdom.” (…)
At pårørende kan blive belastede af deres rolle, er langt fra ny viden. Allerede i 1940’erne introduceres begrebet omsorgsbyrder, og siden har talrige studier dokumenteret de belastninger, der kan følge med rollen som pårørende (Gunawan et al., 2023). Et helt nyt studie viser eksempelvis, at 54,3 % af de pårørende rapporterer en høj belastning. Belastningen kan være emotionel og relationel, påvirke hverdagslivet og være forbundet med udfordrende møder med sundhedsvæsenet (Thygesen et al., 2025).
Derfor bør pårørende ikke alene betragtes som en ressource for patienten. De er også mennesker med egne behov for information, støtte og vejledning. Hvis sundhedsvæsenet ønsker, at pårørende skal kunne være ressourcer gennem et ofte langvarigt og belastende behandlingsforløb, må det også tage ansvar for at understøtte dem i deres rolle.
Og her bliver vejledningen efter vores opfattelse både utilstrækkelig og ubehjælpsom. Når sundhedspersoners ansvar beskrives med formuleringer som ”kan informere” og ”kan vejlede”, bliver støtten til pårørende i højere grad fremstillet som en mulighed, der kan tilbydes, end som et fagligt og systematisk opmærksomhedspunkt. Formuleringerne giver dermed ikke tydelig retning for, hvornår sundhedspersoner bør tage initiativ til at informere, vejlede eller på anden måde støtte de pårørende.
Og igen, kommer formuleringen ”en konkret vurdering”. Det overlader et betydeligt ansvar til den enkelte sundhedsperson og rejser spørgsmålet om, hvornår, hvilken og hvordan støtte til pårørende faktisk skal tilbydes.
Videre bør anbefalingen om, at sundhedspersonen kan vejlede om, hvor pårørende kan finde mere information eller søge støtte – eksempelvis hos patient- og pårørendeorganisationer eller i støttegrupper – også give anledning til eftertanke. Det kan naturligvis være relevant at informere om eksisterende tilbud. Men hvis sundhedsvæsenets primære svar på en pårørendes behov bliver at “henvise videre”, risikeres at gøre støtte til et spørgsmål om at finde den rigtige hjemmeside frem for at tage ansvar for den relationelle og faglige opgave, der ligger i mødet med den pårørende (der måske er sårbare eller endda befinder sig i en krisesituation).
Konklusion
Vores vurdering er derfor, at vejledningens intentioner ikke i tilstrækkelig grad kommer til at give genlyd i psykiatrisk praksis, fordi sundhedspersoner efterlades med begrænsede konkrete redskaber til at håndtere tvivlsspørgsmål om tavshedspligt og samarbejde med pårørende. Samtidig anvendes ubehjælpsomme formuleringer, som i høj grad overlader vurderingen og ansvaret til den enkelte sundhedspersons dømmekraft.
Vi ved fra både kliniske erfaringer og adskillige studier, at når sundhedspersoner bliver i tvivl om, hvad de må udtale sig om, kan en naturlig reaktion være helt at undlade at kommunikere. Resultatet kan blive, at pårørende oplever at blive afvist eller holdt på afstand – en oplevelse, der kan få alvorlige konsekvenser for samarbejdet mellem pårørende og sundhedsvæsenet, for patientens behandlingsforløb og for de pårørendes egen trivsel og velbefindende.
Referencer
- Bedre Psykiatri. (2024). Udspil, høringssvar og undersøgelser. https://bedrepsykiatri.dk/udspil-horingssvar/
- Gunawan, I., Huang, X.-Y., Restiana, N., Rosnawanty, R., Saryomo, S., & Falah, M. (2023). Caregiver Burden of People with Schizophrenia: a concept analysis. South East Asia Nursing Research, 5(2). https://doi.org/https://doi.org/10.26714/seanr.5.2.2023.12-22
- Styrelsen for Patientsikkerhed. (2025). Vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt ved dialog og samarbejde med patienters pårørende. VEJ nr 10248 af 15/12/2025 (gældende). Retrieved 05.04.26 from https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2025/10248
- Thygesen, M., Nielsen, B. K., Ellegaard, T., Nielsen, L. A., Hald, S. R., Eckardt, J. P., & Svendsen, M. L. (2025). Self-Reported Burden Among Informal Caregivers of Patients Receiving Psychiatric Hospital Treatment: A National Cross-Sectional Study. Int J Ment Health Nurs, 34(6), e70150. https://doi.org/10.1111/inm.70150
