Af Kamila A. Holt, sygeplejerske, forsker og kandidat for Moderaterne til Regionsrådet i Region Syddanmark
Vi taler meget om, hvordan sundhedsreformen skal bringe sundheden tættere på borgerne, men alt for lidt om, at det kræver et skridt væk fra indsatser, der ikke virker, og at nogen politisk skal turde tage det skridt
Jeg har i mange år arbejdet med udvikling og evaluering af sundhedsindsatser. Som sygeplejerske og sundhedsfaglig forsker har jeg set initiativer, der gør en forskel, og indsatser, der aldrig burde være sat i gang. Alligevel fortsætter mange tiltag uden, at vi stiller os selv det mest enkle spørgsmål: Virker det – og for hvem?
Sundhedsreformen er ambitiøs – men ambitioner gør det ikke alene. Hvis vi ikke tør vælge fra, når noget ikke virker, kommer vi aldrig til at flytte noget for borgerne. Vi spilder ikke bare penge – vi spilder sundhedspersonalets tid og borgerens håb.
Stop tilbud uden effekt – og lær af den viden vi allerede har
VIVE’s evalueringsrapport fra 2023 om kommunernes forebyggelsesparker viser præcis problemet: Mange kommuner udvikler nye sundhedstilbud uden at evidens vægtes højt. I interview med kommunale medarbejdere fremgår det, at tilbud ofte formes ud fra, hvad der praktisk kan lade sig gøre inden for kommunens rammer – ikke ud fra, hvad vi ved virker.
Rapporten peger på, at der er markant mere fokus på rygestop under Sundhedslovens § 119 stk. 2 end på overvægt og fysisk aktivitet – selvom vi ved, at sidstnævnte er afgørende for at forebygge en lang række sygdomme. Nogle informanter udtrykker ligefrem, at de ikke har tillid til evidens for, at individrettede tilbud om vægttab eller øget fysisk aktivitet virker eller er omkostningseffektive. Resultatet er, at vi både får indsatser uden evidens – og en blind tro på, at nogle problemer ikke kan løses, selvom forskningen viser det modsatte.
Det er en barriere, vi skal turde adressere politisk: Vi må afvikle forløb, der ikke skaber værdi, og skabe en bedre balance mellem fx tilbud om rygestop og tilbud om vægttab eller fysisk aktivitet.
Balance mellem regional styrke og lokale demensindsatser
På demensområdet står vi stærkt i det regionale regi, når det gælder udredning og behandling. Men ifølge Anbefalinger for tværsektorielle forløb for mennesker med demens er det kommunerne, der har ansvaret for de nære indsatser, når den specialiserede sygehusindsats afsluttes. Det er disse indsatser, der skal fastholde borgernes funktionsevne og bidrage til øget livskvalitet og selvstændighed
I dag møder borgerne i de forskellige kommuner forskellige tilbud: fx en demenskoordinator, udflugtsordninger, enkelte dagtilbud og frivillige initiativer som demensvenner. Alt dette er etableret i den bedste hensigt og lykkes ofte godt også med bidrag fra de stærke lokale fællesskaber. Men tilbuddene er præget af uensartethed og mangler systematisk dokumentation af effekt.
Derfor er vi nødt til at tage et politisk opgør. Det kræver mod til at nedprioritere nogle af de etablerede aktiviteter, som i dag fylder, uden at vi kan dokumentere, at de virker – for at skabe plads til indhold i tilbuddene, som vi ved har effekt.
Det Nationale Videnscenter for Demens har allerede veldokumenterede anbefalinger til psykosociale indsatser, herunder:
- Kognitive indsatser (hjernetræning, problemløsningsstrategier)
- Musikterapi (dokumenteret effekt på livskvalitet, adfærd og kommunikation)
- Reminiscens (genkaldelse af minder via fotos, genstande, historier)
- Sansestimulering (fx snoezelrum, målrettet stimulation af sanserne for at skabe ro og tryghed)
Vi bør politisk sikre, at disse evidensbaserede indsatser bliver en integreret del af kommunernes tilbud – og at de bliver evalueret systematisk. Vi skal turde stille de kritiske spørgsmål: Kan pengene bruges mere effektivt for borgernes sundhed og livskvalitet ved at udskifte noget af det eksisterende med indsatser, vi ved virker? Det skylder vi både borgerne og de medarbejdere, der hver dag arbejder for at gøre en forskel.
Modet til at sige nej
Sundhedsreformen er vedtaget. Nu skal vi tage ansvar for, hvordan den bliver ført ud i livet. Og det kræver politikere, der tør sige nej, før de siger ja. Ikke fordi vi skal spare, men fordi vi skylder borgerne og vores kolleger et sundhedsvæsen, der virker.
Kilder
Klitgaard, M. B., Leonhardt, C., Holt, D. H., & Petersen, C. B. (2024). Kommunernes arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse under § 119, stk. 2: En national kortlægning.
Waldemar, G., Andersen, B. G., Aamand, A., Vogel, A. M., Brodersen, J., Clemmensen, T. H., … & Hamfeldt, R. Sundhedsstyrelsen (2020). Anbefalinger for tværsektorielle forløb for mennesker med demens.
