
Det kræver fuld koncentration at arbejde som sundhedsfaglig visitator
Pauser er derfor helt afgørende – både for patientsikkerheden og for medarbejdernes mentale sundhed. Der er simpelthen en grænse for, hvor lang en ’eksponering’ man kan tage, før koncentrationen falder. Pauser giver mulighed for mentalt at restituere.
”Pauserne gør, at man er klar i hovedet til at kunne tage opkald, og især på nattevagterne giver det en god mavefornemmelse at kunne se frem til lidt længere pauser,” siger Theis Hansson, der er sundhedsfaglig visitator i AMK Vagtcentral i en udtalelse på LinkedIn
Travlhed kan dog være en udfordring i forhold til pauser. Før i tiden fik medarbejderne ikke altid holdt deres pauser på grund af travlhed. Det kunne også give konflikter kolleger imellem, når pauser skulle koordineres – samtidig med, at borgere i akut krise skulle hjælpes. Den tid er forbi.
Pauserne er nu sat i system. Det foregår sådan her:
Når man møder ind til sin vagt, trækker man et pausekort, der viser, hvornår man har pause.
Lodtrækningen gør, at pauserne fordeles tilfældigt blandt dem, der er på vagt.
Metoden er inspireret af flyveledere, der overvåger og dirigerer fly – en anden profession, hvor manglende koncentration kan få fatale følger. Pausekortene gør det nemt at koordinere pauserne. Nu får alle holdt deres pauser, fortæller Theis Hansson:
”Der er en stor tryghed i, at man har udsigt til en pause, og at man ved, den bliver respekteret, selvom der er travlt. Og fordi pauserne er prædefinerede, er der ikke rum for konflikter, som der kunne være førhen,” siger han.
Alle opkald skal besvares. Når man går på pause, medbringer man derfor en pauseradio, hvor man kan kaldes tilbage ved ekstraordinær travlhed. Det sker dog sjældent. Akutberedskabet kigger nu på, om pausekortene kan udbredes andre steder, hvor der er behov for bedre struktur på pauser.






