Af: Mia Moldavsky, sygeplejerske, cand.pæd,ant, adjunkt ved Københavns Professionshøjskole.
Stemmer fra socialpsykiatrien: Rettigheder – Ressourcer – Recovery
Anne Mia Steno og Sara Hauge
Samfundslitteratur, 2024
151 sider, 180 kr.
På trods af at flere og flere danskere bliver diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose i løbet af livet, bliver mennesker med psykiatriske diagnoser fortsat udsat for stigmatisering. Det gælder også i mødet med velfærdsprofessionelle i socialpsykiatrien.
Anne Mia Steno og Sara Hauge er lykkedes med at skrive en anderledes, kritisk og poetisk bog til de velfærdsprofessionelle, der møder brugere af socialpsykiatrien, som er vigtig og relevant læsning for alle velfærdsprofessionelle, da vi alle møder mennesker med psykiske lidelser i løbet af vores virke.
Anne Mia Steno og Sara Hauges bog beskæftiger sig med mødet mellem de velfærdsprofessionelle og brugere af socialpsykiatrien, og som Steno skriver er formålet med bogen at:
”… give indblik i nogle af de unges liv, der bebor socialpsykiatrien, samt de rammer og rum, der er for organiseringen af socialpsykiatrien og det velfærdsprofessionelle arbejde”.
Det er bogen i den grad lykkedes med.
Bogen er overordnet inddelt i tre dele, der bl.a. beskæftiger sig med socialpsykiatriens historie og nuværende ramme, præsenterer 10 portrætter af brugere af socialpsykiatrien og en præsentation af en rettigheds- og ressourcebaseret tilgang til mødet med brugeren.
Kombinationen af Sara Hauges smukke og hårdtslående spoken word poetry og Stenos forskerperspektiv er en genistreg, fordi det lykkedes for de to at have mennesket bag brugeren med hele vejen, og samtidig holde fagligheden højt. Indholdet får læseren til at reflektere over både socialpsykiatriens institutionelle ramme, og over hvad rammen kræver af den velfærdsprofessionelle og brugeren i mødet mellem de to.
Jeg vil klart anbefale alle at læse ”Stemmer fra socialpsykiatrien” fordi den minder os om at være nysgerrige på, ikke blot brugerens egne ressourcer, men også deres rettigheder og det ansvar velfærdsprofessionelle har, når det gælder brugeres rettigheder.
Bogen vil få dig til at reflektere over din egen praksis blinde vinkler, og minder dig om at være kritisk overfor egne forforståelser og psykiatriske diagnosers betydning. Hvert kapitel afsluttes med en refleksionsopgave, hvorfor bogen især er relevant som undervisningsmateriale til de studerende som skal i praktik i psykiatrien.