Det er som at blive holdt i hånden, når du har brug for det – patienters oplevelser med at deltage i en digital sundhedsintervention, der fokuserer på fastholdelse af fysisk aktivitet efter superviseret hjertetræning
Trine Grønbek Hamborg, ph.d. studerende, PT, MSc., trgh@regionsjaelland.dk
Hamborg, T. G., Tang, L. H., Andersen, R. M., Skou, S. T., & Simonÿ, C. (2023). It is like someone holding your hand when you need it – lived experiences of patients with cardiovascular disease participating in a digital health intervention focusing on the maintenance of physical activity after cardiac rehabilitation. Disability and Rehabilitation: Assistive Technology, 1–11. DOI: 10.1080/17483107.2023.2228839
Introduktion.
For patienter med hjerte-kar-sygdomme er livslang regelmæssig fysisk aktivitet vigtig. Det er forbundet med reduceret kardiovaskulær dødelighed, indlæggelser, forbedret livskvalitet, samt fysisk og mental sundhed. Efter afslutning af et superviseret hjertetræningsprogram er det dog en udfordring for disse patienter at opretholde fysisk aktivitet. De skal opfylde de anbefalede niveauer for fysisk aktivitet, hvilket kræver kontinuerlig adfærdsændring.
Dette studie har til formål at udforske patienters oplevelser med støtte fra en sms-beskedintervention. Denne intervention fokuserer på opretholdelse af fysisk aktivitet efter superviseret hjertetræning blandt patienter med hjerte-kar-sygdomme.
Metode.
I en kvalitativ undersøgelse blev deltagere fra FAIR-studiet interviewet individuelt to gange. Formålet var at afdække deres oplevelser under og efter interventionen. De transskriberede interviews blev analyseret ud fra en fænomenologisk-hermeneutisk metode, inspireret af Paul Ricoeurs filosofi om fortælling og fortolkning.
Resultater.
Interviews med otte patienter med hjerte-kar-sygdom (3 kvinder, gennemsnitsalder 57 år) afslørede to temaer:
1. FAIR-interventionen som en brobygger i overgangen til at være fysisk aktiv i hverdagen.
2. Meningsfulde betingelser for at opretholde fysisk aktivitet.
Handlingsplaner vejledte fysisk aktivitet, mens sms’er faciliterede handlinger og efterlod et indtryk af fortsat supervision. En referenceramme med fysisk aktivitet, familie, supervision, rapportering og feedback var incitamenter til at være fysisk aktiv.
Konklusion.
Set fra et patientperspektiv var sms-beskedinterventionen i FAIR-studiet værdifuld som støtte til at fastholde fysisk aktivitet. Deltagerne oplevede, at interventionen hjalp deltagerne med at ændre adfærd og finde sig selv på ny. Dog er der et yderligere behov for sammenhørighed og personlige interaktioner i fremtidige interventioner
Implikationer for praksis.
Patienter med hjerte-kar-sygdomme oplever et behov for støtte til at opretholde fysisk aktivitet efter afslutning af et superviseret hjertetræningsprogram, hvilket ikke er en del af standard praksis.
At ændre adfærd er udfordrende, og digitale sundhedsinterventioner har den fordel at påvirke sundhedsadfærd nu og her med potentiale for at nå en bred befolkning.
